Dansk forsvarspolitik er ved at begå en klassisk fejl: Vi forbereder os grundigt på den forkerte krig.
Debatten kredser fortsat om brigader, kampfly og ammunition. Det er nødvendige kapaciteter – men de er ikke længere tilstrækkelige. For mens Forsvaret moderniseres langsomt og planmæssigt, er selve samfundet blevet eksponeret som kampplads i en konflikt, der allerede udspiller sig under tærsklen for krig.
Frontlinjen i Danmarks forsvar går ikke længere ved kasernen. Den går gennem elnettet, vandforsyningen, hospitalernes IT-systemer, havnene, datacentrene og de undersøiske kabler, der forbinder Danmark med resten af verden.
Det er her, Danmark i dag kan bringes i knæ – hurtigt, effektivt og uden ét eneste militært sammenstød.
Alligevel behandles store dele af denne infrastruktur fortsat som et spørgsmål om drift, effektivitet og sektoransvar. Ikke som et forsvarspolitisk kerneanliggende. Det er en farlig blindhed.
For et moderne samfund kan ikke fungere uden stabil adgang til energi, kommunikation og data. Og et samfund, der ikke fungerer, kan ikke føre krig, udøve suverænitet eller opretholde politisk handlekraft. Den, der kontrollerer eller kan forstyrre disse funktioner, har i praksis fået et strategisk greb om staten.
Danmark har derfor allerede en frontlinje. Vi har bare ikke erkendt den fuldt ud – og slet ikke organiseret os efter den.