Danmark diskuterer i disse måneder, hvordan vi skal finde pengene til et markant stærkere forsvar. Svaret bliver igen og igen det samme: højere skatter, hårdere prioriteringer eller flere lån.
Men det er forkert. Danmark mangler ikke penge. Danmark fravælger dem.
I årtier har Nordsøen været en af statens største kontante indtægtskilder. I perioden fra 1972 til 2020 har staten hentet over 500 mia. kr. ud af olie- og gasproduktionen. I topårene – midt i 00’erne – leverede Nordsøen 25–36 mia. kr. om året direkte til statskassen.
Det er ikke teori. Det er historik.
Alligevel har vi politisk besluttet at drosle produktionen kraftigt ned længe før 2050, mens vi samtidig importerer energi, betaler andre landes statskasser – og diskuterer, om vi har råd til vores eget forsvar.
Det hænger ikke sammen.
Nordsøen kan betale et markant forsvarsløft
Lad os være konkrete:
Hvis Danmark i en afgrænset overgangsperiode frem mod 2050 valgte at maksimere værdien af eksisterende olie- og gasfelter – uden at opgive udfasningen – er regnestykket enkelt:
- 20 mia. kr. årligt i 10 år = 200 mia. kr.
- 25 mia. kr. årligt i 10 år = 250 mia. kr.
- 30 mia. kr. årligt i 10 år = 300 mia. kr.
Det er et beløb, der kan finansiere:
- genopbygning af ammunition,
- luftforsvar,
- maritim overvågning,
- cyber- og hybridberedskab,
- og varige strukturelle løft i Forsvaret.
Uden nye skatter. Uden gældsfinansiering. Uden at flytte regningen til næste generation.
“Men vi har jo besluttet at lukke”
Ja. Og det skal vi holde fast i. 2050 står fast.
Men der er intet klimamæssigt eller økonomisk rationelt argument for, at Danmark skal lukke ned hurtigere end nødvendigt, samtidig med at vi:
- importerer energi produceret under ringere miljøkrav,
- gør os afhængige af ustabile leverandører,
- og sender skatteindtægter ud af landet.
At bruge egne ressourcer i en overgangsperiode er ikke et brud med den grønne omstilling. Det er realpolitik.
Det reelle valg
Det reelle valg er ikke mellem klima og forsvar.
Det reelle valg er mellem:
A) At Danmark producerer sin egen energi, beskatter værdiskabelsen og bruger provenuet på national sikkerhed.
B) At andre lande producerer energien, opkræver skatten – og vi låner penge til at forsvare os.
Kun ét af de valg styrker Danmark.
Konklusion
Danmark har allerede bevist, at Nordsøen kan finansiere store dele af velfærdsstaten. Den kan også finansiere et stærkere forsvar.
At vi i dag vælger ikke at gøre det, er ikke et spørgsmål om nødvendighed – men om politisk vilje.
Når vi om få år igen spørger, hvorfor forsvaret mangler penge, bør svaret være klart:
De lå allerede i Nordsøen.
Vi valgte bare at lade andre få dem.