Europas forsvar bliver ikke kun afgjort af flere milliarder. Det bliver afgjort af, hvordan de bliver omsat til kapaciteter.

Den europæiske forsvarsdebat har i flere år handlet om ét spørgsmål:

Hvor mange penge skal medlemslandene bruge?

• 2 procent.
• 3,5 procent.
• 5 procent.

Men det er efterhånden det mindst interessante spørgsmål.

Den virkelige udfordring er ikke længere at skaffe flere penge.

Den er at omsætte pengene til militær kapacitet – hurtigt, koordineret og i en skala, der matcher det sikkerhedspolitiske trusselsbillede.

Det er her, en ny arbejdsdeling mellem NATO og EU er ved at tage form.

• NATO identificerer behovene.
• EU udvikler de finansielle og industrielle rammer.
• Industrien skal levere kapaciteterne.

Hvis udviklingen fortsætter, kan den blive den største strukturelle ændring i europæisk forsvar siden afslutningen på Den Kolde Krig.

NATO ved allerede, hvad Europa mangler

Krigen i Ukraine har accelereret en udvikling, som var begyndt længe før invasionen.

NATO’s forsvarsplanlægning er blevet langt mere konkret.

Gennem NATO Defence Planning Process omsættes trusselsvurderinger til konkrete styrkemål for medlemslandene.

Der bliver identificeret kapacitetsmangler.

• Prioriteret investeringer.
• Fastlagt standarder.
• Defineret interoperabilitet.

Listen er lang.

• Luftforsvar.
• Langtrækkende præcisionsvåben.
• Ammunition.
• Droner.
• Satellitkommunikation.
• Cyber.
• Logistik.
• Kritisk infrastruktur.
• Undervandsdomænet

Kort sagt:

NATO ved i store træk allerede, hvilke kapaciteter Europa har brug for.

Europas største udfordring er ikke planerne

Den største udfordring er finansieringen.

• Hvordan skaber Europa produktionskapacitet?
• Hvordan finansieres investeringerne?
• Hvordan sikres forsyningskæderne?
• Hvordan undgår medlemslandene at udvikle de samme løsninger hver for sig?
• Hvordan får man industrien til at investere milliarder i nye produktionslinjer med sikkerhed for, at efterspørgslen også eksisterer om fem eller ti år?

Det er netop de spørgsmål, EU i stigende grad forsøger at besvare.

EU bygger den økonomiske infrastruktur

• SAFE.
• European Defence Industry Programme (EDIP).
• Fælles finansieringsinstrumenter.
• Støtte til fælles udviklingsprojekter.
• Initiativer til at styrke Europas produktionskapacitet.

Programmerne kan virke tekniske.

Men tilsammen peger de i én retning.

EU er ved at opbygge den økonomiske infrastruktur, som skal gøre Europas oprustning mulig.

EU bliver ikke en militær alliance – EU bliver en stadig vigtigere investeringspartner for Europas forsvar.

Forsvarspolitik er blevet industripolitik

Det er måske den største forandring.

Forsvar handler ikke længere alene om soldater, kampvogne og fregatter.

Det handler om produktionskapacitet.

• Forsyningskæder.
• Mikroelektronik.
• Energi.
• Software.
• AI.
• Sjældne jordarter.
• Produktionslinjer.
• Data.
• Adgang til kapital.

Dermed smelter sikkerhedspolitik, erhvervspolitik og industripolitik sammen.

Forsvarsindustrien er ikke længere blot leverandør.

Den er blevet en strategisk del af Europas sikkerhed.

Kapital former markedet

Den, der finansierer udviklingen, påvirker også retningen.

Kapital afgør, hvilke teknologier der modnes.

• Hvilke virksomheder der vokser.
• Hvilke konsortier der etableres.

Og hvilke standarder der bliver dominerende.

Derfor handler EU’s nye rolle ikke blot om støtteordninger.

Den handler om at forme det marked, som skal levere Europas fremtidige forsvar.

Den virkelige konkurrence begynder længe før udbuddene

Mange virksomheder fokuserer fortsat på selve udbuddene.

Men fremtidens konkurrence afgøres langt tidligere.

Den afgøres, når standarderne udvikles.

• Når demonstrationsprojekterne gennemføres.
• Når konsortierne etableres.
• Når de første fælles udviklingsprojekter bliver finansieret.
• Når NATO’s krav møder EU’s investeringsprogrammer.

Virksomheder, der først engagerer sig, når kontrakten offentliggøres, risikerer allerede at være bagud.

Danmark har en strategisk mulighed

Danmark står stærkt på en række områder.

• Maritime teknologier.
• Software.
• Energi.
• Cyber.
• Sensorer.
• Autonome systemer.

Men teknologisk styrke er ikke længere tilstrækkelig.

Danske virksomheder skal også være en del af de europæiske partnerskaber, hvor standarderne udvikles, investeringerne prioriteres og de industrielle samarbejder etableres.

For når standarderne først er fastlagt, bliver de sjældent ændret.

Det ved enhver virksomhed, der tidligere har arbejdet med NATO-standardisering.

Den næste kamp handler om standarder

I mange år har forsvarsdebatten handlet om forsvarsbudgetter.

De kommende år kommer den i højere grad til at handle om standarder.

• Om finansiering.
• Om produktionskapacitet.
• Om industrielle partnerskaber.
• om, hvem der sætter retningen for Europas teknologiske udvikling.

Det er her, samspillet mellem NATO og EU bliver afgørende.

NATO bliver den strategiske rammesætter gennem forsvarsplanlægning, styrkemål og standardisering.

EU bliver i stigende grad den økonomiske katalysator gennem finansiering, industripolitik og fælles udviklingsprogrammer.

Det betyder ikke, at EU overtager NATO’s rolle.

Og NATO bliver heller ikke en investeringsbank.

Men tilsammen er de ved at skabe et nyt europæisk forsvarsøkosystem.

• Et økosystem, hvor NATO definerer behovene.
• EU mobiliserer kapitalen.
• Industrien leverer løsningerne.

Perspektiv

Den vigtigste kamp om Europas forsvar bliver derfor ikke alene udkæmpet på slagmarken.

Den bliver også udkæmpet i standardiseringsgrupperne.

• I udviklingskonsortierne.
• I investeringsfondene.

Og i de mødelokaler, hvor næste generations europæiske forsvar bliver tegnet.

• Det er her fremtidens markeder bliver skabt.
• Det er her fremtidens standarder bliver fastlagt.

Og det er her Europas industrielle konkurrenceevne bliver afgjort.

For Danmark er budskabet enkelt.

Fremtidens forsvarsmarked handler ikke kun om at udvikle den bedste teknologi.

Det handler om at være til stede, når standarderne bliver skrevet, partnerskaberne etableret og investeringerne fordelt.

Det er den nye arbejdsdeling.

• NATO planlægger.
• EU finansierer.

Og de virksomheder, der forstår samspillet mellem de to, får de bedste muligheder for at blive en del af Europas næste forsvarskapitel.