Europæisk forsvarsindustri står foran reelt opsving: Nye muligheder med EDF 2025 og European Defence Industry Program (EDIP)
Europa har talt om strategisk autonomi i over et årti. Alligevel har vi først nu – med EDF 2025 og EDIP – fået værktøjerne til at omsætte sikkerhedspolitik til konkret industripolitik.
Men spørgsmålet er: Har vi modet til at bruge dem rigtigt?
Med 410 indsendte projektforslag under European Defence Fund 2025 – en stigning på 38 procent på ét år – står én ting klart:
Industrien er klar. Spørgsmålet er, om politikerne er.
Samtidig har EU indgået politisk aftale om European Defence Industry Programme (EDIP) med en ramme på 1,5 mia. euro for 2025–2027. Programmet skal understøtte industrialisering, skalering af produktion, styrkelse af forsyningskæder og opbygning af kapacitet i Europas forsvarsindustri – samt integrere den ukrainske forsvarsindustri i det europæiske kredsløb.
Papiret ser godt ud.
Virkeligheden er mere kompleks.
Europa mangler ikke vilje – men sammenhæng
Problemet i europæisk forsvarspolitik har aldrig været erklæringer, topmøder eller roadmaps.
Problemet er manglen på gennemførselskraft og industriel konsekvens.
EDF finansierer forskning og udvikling.
EDIP skal føre det videre til produktion og volumen.
Men uden national politisk opbakning, hurtigere beslutningsprocesser og reel industriel prioritering risikerer EU at gentage fortidens fejl:
Mange projekter, få produkter – og endnu færre leverancer.
Hvis det alene bliver et bureaukratisk økosystem for Bruxelles-konsortier og paper-projects, så mister EDIP sin strategiske betydning.
Der er brug for mere end midler.
Der er brug for politisk vilje til at skabe industriel realitet.
Danmark risikerer at stå på perronen
For danske virksomheder – især SMV’er og mellemstore teknologileverandører – er EDF og EDIP ikke bare støtteprogrammer.
De er adgangsbilletter til fremtidens europæiske forsvarsmarked.
Men hvis Danmark ikke aktivt understøtter deltagelse fra sine egne virksomheder, overlader vi scenen til fransk-tyske konsortier og sydeuropæiske industrigiganter.
Det kræver:
- Politisk fokus på at få danske virksomheder ind i EDF-konsortier – ikke som underleverandører, men som partnere.
- Nationale strategier for hvordan EDIP bruges til at opbygge produktionskapacitet i Danmark – ikke bare i udlandet.
- At Forsvarsministeriet og erhvervspolitikken begynder at agere samordnet, ikke parallelt.
Hvis ikke, bliver Danmark reduceret til underleverandør i andres strategier.
Virksomhederne skal op i gear – nu
Det her er ikke “endnu et EU-program”.
Det er en strukturel ændring i det europæiske forsvarsmarked.
Virksomheder, der vil være relevante om fem år, skal allerede nu:
- Positionere sig i eller omkring EDF-konsortier
- Tænke produktion og skalering ind fra start – ikke kun innovation
- Kortlægge deres forsyningskæder i forhold til EU’s krav om europæisk værdiskabelse
- Indgå strategiske partnerskaber på tværs af grænser
Det her handler ikke om tilskud.
Det handler om adgang til fremtidens industrielle økosystem.
EDIP er en lakmusprøve for EU’s alvor
Hvis EDIP reduceres til endnu en støtteordning, har Europa tabt på forhånd.
Hvis det derimod bliver en motor for reel industriel kapacitet, produktion og forsyningssikkerhed, så kan det blive det vigtigste forsvarsindustrielle skridt i EU’s historie.
Men det kræver, at politikerne tør tage ansvar for mere end kommunikation.
Det kræver, at de tør vælge industri – ikke administration.
Produktion – ikke præsentationer.
Og kapacitet – ikke kompromiser.