Af Katja Salomon Johansen, medlem af kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune (C), og Lars Bangert Struwe, ejer Geopol Strategi og sikkerhedspolitisk seniorrådgiver i Influenter
Droner over lufthavne. Cyberangreb mod kritisk infrastruktur. Mystiske skibe uden for Grenaa. Gaslækager ud for Bornholm. Sabotage mod datakabler. Desinformation i det offentlige rum. Danmark oplever i disse uger ikke enkelte, isolerede hændelser – men en systematisk hybrid kampagne, der tester vores samfunds sårbarhed.
Da dronerne natten til den 23. september cirklede over danske lufthavne, var det blot det seneste i en række angreb. Statsminister Mette Frederiksen sagde det, som det er: “Der udspiller sig i øjeblikket en hybridkrig på dansk grund.” Regeringen hævede beredskabsniveauet til orange, den nationale operative stab blev bemandet døgnet rundt, og Danmark overvejede for første gang i historien at aktivere NATO’s artikel 4.
Men mens politikere og myndigheder nu diskuterer droneudstyr, cyberforsvar og luftrumsovervågning, er der en helt afgørende aktør, som indtil videre har fået for lidt opmærksomhed: kommunerne. For når krisen rammer – og det er ikke længere et spørgsmål om “hvis”, men “hvornår” – er det ikke Christiansborg eller Forsvarskommandoen, borgerne ringer til. Det er rådhuset.
Hverdagskrisen begynder lokalt
Mens missiler regner ned over ukrainske byer, og soldater forsvarer frontlinjerne, er det i virkeligheden hele det ukrainske samfund, der kæmper for overlevelse. Da Rusland den 24. februar 2022 indledte invasionen, blev ikke kun militæret testet, men hele befolkningens evne til at holde samfundet kørende. Frivillige organiserede nødhjælp og evakuering, lokale myndigheder sikrede vand, varme og strøm i kældre og bomberum. Ukraine mobiliserede soldater, borgere og virksomheder – fordi de måtte.
Ukraines erfaringer viser en ubehagelig sandhed: Når strømmen svigter, vandet ikke løber, digitale systemer går ned, eller vital information udebliver, rammes hverdagen direkte. Og borgerne henvender sig ikke til ministerier, men til kommunen, som har forsyningsansvaret.
Beredskab kan ikke længere være et skrivebordsanliggende eller en årlig øvelse, man gennemfører for at sætte flueben. Det skal være en kernefunktion i kommunen, på linje med skole og ældrepleje – levende og regelmæssigt øvet praksis. Kommunerne kender de sårbare borgere, de kritiske institutioner og forsyningslinjerne. De har kommunikationskanaler og erfaring med at håndtere komplekse opgaver. Kort sagt: kommunerne har alle forudsætninger for at være rugbrødsberedskab – hvis de tør tage ansvaret.
Når teorien møder virkeligheden
Man skal bare vide, hvordan elektroniske låsesystemer reagerer ved strømafbrydelse. I kommunal pleje bruges ofte nøglebrikker – men kan personalet så komme ind til borgeren? Eller står døren pivåben? Begge scenarier kan være katastrofale. Har vi backup-strøm til plejehjemmene? Alternative vandforsyninger? Kommunikationskanaler, der virker uden internet?
I Sverige har de taget konsekvensen. “Totalförsvaret är en angelägenhet för hela befolkningen och alla delar av samfundet,” lyder det fra den svenske overbefalende og generaldirektøren for Myndigheten för samhällsskydd och beredskap i deres strategi for 2025-2030. “For at klare dette er der behov for alle. Enhver kommune, enhver virksomhed og enhver indbygger.”
I fraværet af tilsvarende klar kommunikation fra den danske stat står vi som samfund desværre tilbage – handlende, passive og uforberedte. Selv efter det ene hybridangreb efter det andet har ramt landet. Cyberangreb mod europæiske lufthavne, sabotage mod energiforsyning, forsøg på at manipulere den demokratiske samtale – truslerne er mange og komplekse. Det står i skærende kontrast til det officielle trusselsbillede, som ifølge Nationalt Risikobillede 2025 giver os to år at løbe på.
Gentofte gik forrest
I Gentofte Kommune er man gået i gang. Der er oprettet en tværgående funktion for beredskab, og kommunalbestyrelsen godkendte før sommerferien en liste med umiddelbare akutte tiltag – herunder indkøb af nødgeneratorer, så der kan tages vare på de mest udsatte borgere, selvom elnettet er afbrudt i længere tid.
Den 17. september afholdt man arrangementet “Er du klar?” på rådhuset. Over 200 borgere deltog i fællesspisning af frysetørret mad og workshops om alt fra brandslukning til hjemmeberedskab, fra digitalt selvforsvar til frivillige naboberedskaber. Der var et oplysende foredrag fra chefen for Beredskab Øst, og mange borgere gik hjem med konkrete værktøjer til at håndtere en krise.
Men der var også en bekymrende besked: Den officielle melding til borgere, der måtte ønske at hjælpe til, er, at de skal holde sig væk. Medmindre de i god tid forinden har meldt sig ind i hjemmeværnet, Røde Kors eller lignende og kan hjælpe koordineret den vej igennem.
Det mener vi er en fejl.
Demokratiser beredskabet
I Ukraine har naboer, sportsklubber, kirker, spejdere og andre civilsamfundsorganisationer spillet afgørende roller i lokalsamfundets overlevelse. De organiserede nødhjælp, evakuering, madlavning, børnepasning og psykologisk støtte. De var øjne og ører for myndighederne og bindeled til borgerne. Social modstandskraft redder liv.
Danmark har en stærk tradition for frivillighed, men udnytter ikke dette potentiale systematisk. Tværtimod holdes frivillige ofte på afstand af professionelle. Vi skal væk fra tanken om, at beredskab er noget, “de andre” tager sig af. Beredskabet skal demokratiseres. Det betyder, at borgerne ved, hvad de skal gøre, når strømmen går, at nabofællesskaber har planer for at hjælpe hinanden, og at lokale virksomheder og organisationer ser sig selv som en del af beredskabet.
Vi mener, det vil være langt mere formålstjenligt, hvis den officielle linje er som den svenske: Alle er en del af beredskabet! Lad os give borgerne information og handlingsanvisninger. Lad os involvere foreningslivet med klare forventninger og tilhørende ressourcer på linje med, hvad de gør i Norge.
Danskere er generelt meget villige til at gøre, hvad der bliver sagt, for at samfundet klarer sig bedst muligt gennem kriser. Da der tidligere på året var problemer med mobilnetværket, fulgte borgerne præcis de anvisninger, der blev givet. Desværre lød en af anvisningerne, at det var muligt at ringe 112, hvis man tog simkortet ud af telefonen og satte det ind igen. Rigtigt mange gjorde det på næsten samme tid for at kontrollere, om det virkede – og dermed blev der blokkeret for rigtige alarmopkald.
Sådan et forløb er problematisk, men det skyldes alene dårlig information fra myndighedernes side. Løsningen er ikke at holde borgerne på afstand, men at give dem bedre information og klare handlingsanvisninger.
Fra ord til handling
Hver kommune bør simulere strømafbrydelser på plejehjem, afholde øvelser med nøglepersoner fra offentlig og privat sektor og engagere lokalsamfundet i diskussionen om, hvordan kriser tackles. Det handler ikke om panik, men om parathed. Borgere, der ved, hvad de skal gøre, kan hjælpe hinanden.
Alternativet – at blive handlingslammet – er langt dyrere. Kommunerne bør have konkrete planer for at sikre varme til plejehjem, backup-strøm til kritiske institutioner og løsninger for transport til syge og ældre. Dette kræver tæt samarbejde med forsyningsselskaber, virksomheder og nabokommuner. Det kræver også investering i redundans – flere veje til samme funktion, så samfundet ikke kollapser, når én løsning svigter.
Kommunerne bør indgå konkrete forhåndsaftaler med lokale virksomheder: vognmænd, der kan stille transport til rådighed, byggemarkeder, der kan levere materialer, datacentre, der kan tilbyde backup-kapacitet, og fødevareproducenter, der kan sikre forsyninger. I Ukraine var disse netværk etableret før krigen – derfor kunne virksomhederne hurtigt bidrage med nødgeneratorer, transport og produktion.
Nogle vil sige, visionen er for dyr, at kommunerne i forvejen er pressede. Men udgiften til forebyggelse er minimal sammenlignet med genopbygning. Desuden handler god planlægning ikke altid om flere penge, men om bedre koordinering af eksisterende ressourcer.
Vigtigst: Vi har ikke råd til at lade være. Det handler ikke kun om militære trusler, men også om naturkatastrofer, tekniske sammenbrud og cyberangreb.
Et klart budskab fra staten
Svaret på Danmarks næste beredskabskrise begynder ikke i København, på Christiansborg eller i Forsvarsministeriet. Det begynder i kommunen – på rådhuset, plejehjemmet, skolen og i nabofællesskabet.
Det begynder med kommunalpolitikere, der tør prioritere beredskab, med embedsmænd, der ser det som kerneopgave, og med borgere, der ved, de selv er en del af løsningen.
Men først må kommunerne have klar besked fra staten: Skal vi forberede os på krise og krig? Scenariet “krig” er formelt ikke en del af den kommunale beredskabsplanlægning – endnu. Med tanke på, at planlægning og forberedelser tager tid, står det i skærende kontrast til det officielle trusselsbillede.
De seneste ugers hybridangreb – droner, cyberangreb, sabotage – var et vågeopkald. Lad os nu handle, før det næste angreb rammer. For det kommer. Som statsministeren sagde: “Det her er kun starten.”