Danmark befinder sig ikke længere blandt de NATO-lande, der skal forklares, hvorfor forsvarsudgifterne skal hæves.

Tværtimod.

En ny opgørelse fra Atlantic Council placerer Danmark helt fremme blandt alliancens største forsvarsbidragydere, når udgifterne måles både som andel af økonomien og pr. indbygger.

Danmark brugte ifølge opgørelsen omkring 3,34 procent af BNP på forsvar i 2025. Dermed lå Danmark foran både USA, Norge, Finland, Sverige, Tyskland, Storbritannien og Frankrig målt som andel af BNP. Kun Polen, Litauen, Letland og Estland lå højere. Tallene for 2025 er estimater baseret på NATO’s indberetninger.

Det er en markant ændring af Danmarks position i NATO.

Men tallene stiller samtidig et nyt og vanskeligere spørgsmål:

Får Danmark tilstrækkelig militær effekt, industriel kapacitet og national sikkerhed ud af pengene?

Europa har afsluttet diskussionen om to procent

Atlantic Councils tracker viser, at samtlige NATO-lande i 2025 nåede eller oversteg det tidligere mål om at anvende to procent af BNP på forsvar.

For blot få år siden var det alene en mindre gruppe lande, der levede op til målsætningen. I 2014 var det tre allierede. Nu er to procent reelt blevet gulvet frem for ambitionen.

De europæiske NATO-lande og Canada øgede tilsammen deres forsvarsudgifter med næsten 20 procent fra 2024 til 2025. NATO opgør stigningen til omkring 139 milliarder dollar målt i løbende priser.

Det betyder, at den gamle transatlantiske debat om, hvorvidt Europa overhovedet vil betale for sit eget forsvar, er ved at blive afløst af en ny diskussion:

Hvordan bliver de voksende budgetter omsat til kampkraft, lagre, produktion og troværdig afskrækkelse?

Danmark bruger næsten lige så meget pr. indbygger som USA

Danmarks position bliver endnu tydeligere, når forsvarsudgifterne måles pr. indbygger.

Atlantic Council opgør det danske forsvarsforbrug til cirka 2.416 dollar pr. indbygger i 2025. Det er næsten det samme som USA’s 2.460 dollar og betydeligt mere end blandt andet Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Sverige og Finland.

Kun Norge ligger klart højere med omkring 3.026 dollar pr. indbygger. Norge er dermed ifølge Atlantic Council det første europæiske NATO-land i opgørelsens historie, der overhaler USA på denne målestok.

Det ændrer den politiske fortælling om Danmark.

Danmark kan ikke længere alene fremstille sig som et mindre land, der gradvist forsøger at indhente et historisk forsvarsefterslæb. Målt pr. borger er Danmark nu blandt alliancens absolut største økonomiske bidragydere.

Derfor bliver forventningerne til resultaterne tilsvarende større.

Det afgørende er ikke kun, hvor meget der bruges

Store budgetter er ikke automatisk det samme som stor militær kapacitet.

Forsvarsudgifter kan omfatte personel, pensioner, drift, bygninger, IT, støtte til andre lande, materielanskaffelser og forskning. To lande kan derfor anvende samme andel af BNP og alligevel få meget forskellige operative resultater.

Atlantic Councils opgørelse viser, at cirka 31 procent af det danske forsvarsbudget i 2025 gik til større materiel og tilknyttet forskning og udvikling. Omkring 19 procent gik til personel, mens godt to procent blev registreret som infrastruktur. Resten – næsten 48 procent – lå i kategorien øvrige udgifter.

Danmark ligger dermed over NATO’s tidligere rettesnor om, at mindst 20 procent af forsvarsudgifterne bør bruges på større materiel og forskning.

Det er positivt, fordi nye våbensystemer, ammunition, droner, sensorer, luftforsvar og maritime kapaciteter kræver store investeringer.

Men den meget store kategori af øvrige udgifter understreger også behovet for større gennemsigtighed. Politikerne bør ikke kun kommunikere den samlede bevilling. De bør kunne forklare, hvilke konkrete kapaciteter pengene skaber, hvornår de leveres, og hvor stor en del der bidrager til dansk og europæisk produktionskapacitet.

USA er fortsat den militære gigant

Selv om Europa bevæger sig hurtigt, er USA fortsat i en helt anden vægtklasse målt i absolutte beløb.

Atlantic Council anslår USA’s samlede forsvarsudgifter i 2025 til omkring 980 milliarder dollar, mens de europæiske NATO-lande og Canada tilsammen brugte omkring 657 milliarder dollar i løbende priser.

Forskellen er dog mindre end tidligere.

Europa har derfor ikke længere kun en finansieringsudfordring. Europa har i stigende grad en organiserings-, produktions- og implementeringsudfordring.

De europæiske lande køber fortsat mange forskellige systemer, anvender forskellige standarder og gennemfører parallelle nationale anskaffelser. Det kan give højere priser, længere leveringstider og mindre ammunition og materiel for pengene.

Næste fase af NATO’s oprustning kommer derfor til at handle om fælles standarder, langtidskontrakter og industrielle produktionsserier – ikke blot om større nationale budgetter.

Fem procent ændrer hele forsvarsøkonomien

NATO-landene har forpligtet sig til frem mod 2035 at anvende fem procent af BNP på forsvar og forsvarsrelaterede formål. Heraf skal 3,5 procent gå til kerneforsvar, mens 1,5 procent kan anvendes på bredere sikkerhedsrelaterede investeringer som blandt andet robusthed, kritisk infrastruktur og militær mobilitet.

Danmark ligger allerede tæt på målet for kerneforsvaret.

Det betyder, at den kommende danske diskussion ikke alene vil handle om Forsvarets traditionelle materiel. Den vil også omfatte havne, veje, jernbaner, energi, cybersikkerhed, kommunikation, beredskab og beskyttelse af kritisk infrastruktur.

Dermed bliver forsvarsøkonomien bredere end Forsvarsministeriets eget område.

Kommuner, forsyningsselskaber, transportvirksomheder, byggebranchen, energisektoren og teknologivirksomheder bliver i stigende grad en del af Danmarks samlede forsvars- og sikkerhedskapacitet.

Danmark bør stille tre krav til de voksende budgetter

Den første fase af oprustningen handlede om at finde pengene. Den næste bør handle om at få mere sikkerhed ud af dem.

For det første bør alle større danske forsvarsinvesteringer ledsages af en konkret plan for levering, operativ effekt og implementering. En politisk bevilling er ikke en militær kapacitet, før materiellet er leveret, personellet er uddannet, og systemet kan indgå i NATO’s styrkeplanlægning.

For det andet bør Danmark i højere grad anvende de store budgetter til at skabe langsigtet industriel kapacitet. Danske og europæiske virksomheder kan kun investere i nye fabrikker, medarbejdere og produktionslinjer, hvis de får flerårige ordrer og tilstrækkelig sikkerhed for efterspørgslen.

For det tredje bør den kommende forsvarsindustrielle strategi koble forsvarsanskaffelser tættere sammen med innovation, eksport og national værdiskabelse. Danmark skal naturligvis anskaffe de militært bedste løsninger. Men hvor det er muligt, bør investeringerne samtidig styrke danske kompetencer, forsyningssikkerhed og evnen til at vedligeholde og videreudvikle kapaciteterne nationalt.

Danmark har fået en ny position – og et nyt ansvar

Atlantic Councils opgørelse dokumenterer, at Danmark har bevæget sig fra NATO’s økonomiske midterfelt til alliancens top.

Danmark ligger højt som andel af BNP. Danmark ligger ekstremt højt pr. indbygger. Og Danmark yder samtidig omfattende støtte til Ukraine. Atlantic Council placerer Danmark øverst blandt de viste lande målt på Ukrainebistand pr. indbygger med cirka 2.073 dollar.

Det er en stærk international position.

Men det betyder også, at den danske forsvarsdebat bør bevæge sig videre fra alene at fejre de store bevillinger.

Det centrale spørgsmål er ikke længere kun:

Hvor mange penge bruger Danmark?

Det er:

Hvor hurtigt kan Danmark omsætte pengene til kampkraft, forsyningssikkerhed, dansk produktion og et mere robust samfund?

Det bliver den egentlige prøve på den danske oprustning.