Europa er ved at lære den hårde lektie fra Ukraine.
Forsvar handler ikke længere kun om brigader, kampfly og missiler.
Det handler om fabrikker.
- Om krudt.
- Om elektronik.
- Om stålleverancer.
- Om testfaciliteter.
- Om produktionslinjer, der kan køre i årevis – ikke i pressemeddelelser, men i virkeligheden.
Både NATO og EU har nu bevæget sig fra ambitioner om mere forsvar til en langt mere konkret dagsorden: Europa skal genopbygge sin forsvarsindustrielle base. NATO vedtog allerede i 2023 en Defence Production Action Plan, og i 2024 fulgte NATO op med en Industrial Capacity Expansion Pledge for at øge fælles indkøb, produktionskapacitet og interoperabilitet.
EU går samme vej. Kommissionens Readiness 2030-plan skal mobilisere op mod 800 mia. euro til europæisk forsvar, mens SAFE-instrumentet alene stiller op til 150 mia. euro i langfristede lån til rådighed for medlemsstaternes investeringer i forsvarskapaciteter.
Det afgørende er ikke kun beløbet.
Det afgørende er retningen.
Pengene skal ikke bare bruges på at købe mere. De skal bruges på at sikre, at Europa kan producere mere selv.
EU’s nye Defence Industrial Programme, EDIP, er på 1,5 mia. euro og har som erklæret mål at styrke og modernisere Europas forsvarsindustri, øge produktionskapaciteten og sikre stabil forsyning af militært udstyr til medlemsstaterne.
Det er et paradigmeskifte.
I årtier har Europa levet med små serier, nationale særkrav, langsomme udbud og en industri, der ofte først blev bedt om at levere, når krisen allerede var begyndt.
Det fungerer ikke længere.
Krigen i Ukraine har vist, at moderne krig er industriel udmattelse. Den vindes ikke kun af den bedste teknologi, men af den side, der kan producere ammunition, droner, reservedele, missiler og sensorer i tilstrækkeligt tempo.
Derfor er ammunition blevet Europas vækkeur.
EU’s ASAP-program på 500 mio. euro blev etableret for at øge produktionen af ammunition og missiler. Målet var at løfte europæisk ammunitionsproduktion markant, blandt andet mod én til to millioner artillerigranater årligt afhængigt af opgørelsen.
Men ambitionerne afslører også problemet.
Europa har ikke manglet strategier. Europa har manglet fabrikker, ordrer, råvarer og politisk mod til at binde sig langsigtet.
Forsvarsindustrien kan ikke investere milliarder i nye produktionslinjer på baggrund af étårige signaler og skiftende politiske prioriteter.
- Der skal kontrakter på bordet.
- Der skal volumen på bordet.
- Der skal standardisering på bordet.
Og der skal en klar arbejdsdeling mellem NATO og EU.
NATO definerer i stigende grad, hvilke kapaciteter de allierede skal kunne stille med. EU er ved at opbygge de finansielle og industrielle instrumenter, der kan hjælpe medlemsstaterne med at producere og købe mere fælles.
Det er her, den strategiske mulighed ligger for Danmark og danske virksomheder.
- Ikke som tilskuere.
- Ikke som underleverandører, der venter på, at nogen ringer.
Men som en del af det nye europæiske produktionsøkosystem.
For når NATO taler om kapabiliteter, og EU taler om industribase, er konklusionen den samme:
Fremtidens forsvarsmarked bliver ikke kun vundet af dem, der har den bedste idé.
Det bliver vundet af dem, der kan dokumentere, at de kan levere ind i NATO’s behov, EU’s finansieringsrammer og Europas krav om produktion, robusthed og forsyningssikkerhed.
Derfor bør danske virksomheder stille sig selv tre spørgsmål nu:
- Kan vi producere noget, NATO faktisk mangler?
- Kan vi indgå i europæiske forsyningskæder?
- Kan vi skalere, hvis der kommer langsigtede ordrer?
Hvis svaret er ja, er tidspunktet nu.
Europa er i gang med at flytte forsvarspolitikken fra mødelokaler til produktionshaller.
Og det er dér, den næste store kamp om dansk forsvarsindustri kommer til at stå.