Der tales meget om robusthed.

• Om forsyningssikkerhed.
• Om samfundssikkerhed.
• Om beredskab.
• om nødvendigheden af at gøre Europa mindre afhængig af andre.

Men samtidig ser vi en udvikling, som kan trække i den modsatte retning.

Inden for både NATO, EU og de nationale forsvar bliver kontrakterne større og større. Flere lande går sammen om fælles indkøb. Store rammeaftaler bliver normen. Hensigten er god: lavere priser, hurtigere anskaffelser og større volumen.

Men spørgsmålet er, om vi samtidig skaber en ny strategisk sårbarhed.

For robusthed handler ikke kun om at have et lager.

Robusthed handler også om, hvor mange der kan levere.

Den skjulte risiko ved stordrift

Hvis 15 eller 20 lande køber det samme produkt fra én producent, opstår der en åbenlys fordel.

• Produktionen kan skaleres.
• Standardisering bliver lettere.
• Vedligeholdelsen bliver billigere.

Men der opstår også en anden virkelighed.

• Hvis fabrikken bliver ramt.
• Hvis en underleverandør går konkurs.
• Hvis cyberangreb stopper produktionen.
• Hvis råmaterialer ikke kan leveres.

Så står ikke ét land med et problem.

Så står hele alliancen med det samme problem.

Jo mere vi centraliserer produktionen, desto større bliver konsekvensen af et enkelt svigt.

Det er stik imod den logik, vi normalt anvender inden for kritisk infrastruktur.

Forsyningssikkerhed handler om redundans

I energisektoren accepterer man ikke kun én elforsyning.

• På datacentre bygger man redundans.
• Internettrafik sendes ad flere ruter.
• Luftfarten har alternative systemer.
• Bankerne har backup-centre.

Alligevel accepterer vi i stigende grad, at kritiske militære kapaciteter kan være afhængige af én eller ganske få leverandører.

Det virker paradoksalt.

Standardisering er ikke det samme som monopolisering

Der findes en anden vej.

• Lad NATO og EU blive enige om standarderne.
• Lad kravspecifikationerne være fælles.
• Lad interoperabiliteten være identisk.

Men lad flere virksomheder kunne producere præcis den samme løsning.

Det svarer til den måde, man arbejder med internationale industristandarder på.

Hvis produktet lever op til standarden, kan det indgå i systemet – uanset producent.

Dermed kan landene fortsat samarbejde om indkøb, uddannelse og logistik, uden at gøre sig afhængige af én enkelt virksomhed.

Konkurrence skaber også robusthed

Flere godkendte leverandører giver ikke blot bedre konkurrence.

Det giver også:

• større produktionskapacitet
• hurtigere skalering under kriser
• lavere geopolitisk risiko
• bedre innovationskraft
• mindre sårbarhed over for sabotage og cyberangreb
• større mulighed for national produktion.

Hvis én leverandør rammes, kan de øvrige øge produktionen.

Det er præcis sådan robuste forsyningskæder fungerer.

Ukraine har allerede lært os lektien

Krigen i Ukraine har vist, hvor hurtigt enorme mængder ammunition, droner og reservedele skal produceres.

• Ingen enkelt fabrik kan levere alt.
• Produktionen bliver fordelt.
• Virksomheder supplerer hinanden.
• Kapacitet bliver mindst lige så vigtig som pris.

Den erfaring bør præge fremtidens europæiske forsvarsindustri.

Fra “single source” til “multi source”

Historisk har mange offentlige indkøb fokuseret på at finde den bedste leverandør.

Fremtidens sikkerhedspolitiske virkelighed kræver måske et andet spørgsmål:

• Hvor mange kan levere?
• Den billigste løsning er ikke nødvendigvis den mest robuste.
• Den mest effektive kontrakt er ikke nødvendigvis den mest modstandsdygtige.

I en tid præget af hybridkrig, sabotage, cybertrusler og usikre globale forsyningskæder bliver leveringssikkerhed en strategisk kapacitet i sig selv.

En ny måde at tænke forsvarsanskaffelser på

Europa har i disse år et historisk fokus på at styrke forsvarsindustrien.

Det er nødvendigt.

Men hvis målet er øget modstandskraft, bør succeskriteriet ikke alene være større fælles kontrakter.

Det bør være, at flere virksomheder kan levere de samme kritiske kapaciteter efter fælles standarder.

Måske skal fremtidens udbud ikke kun måles på pris, kvalitet og leveringstid.

Måske bør et nyt kriterium være obligatorisk:

Hvor robust bliver Europas forsyningskæde, hvis denne leverandør forsvinder i morgen?

For den stærkeste forsyningskæde er ikke nødvendigvis den billigste.

Det er den, der fortsætter med at fungere, når krisen rammer.

Og netop dét kan vise sig at være den vigtigste investering i Europas samlede forsvarsevne.