Ukraines taktiske fremgang i februar skyldtes sandsynligvis forstyrrelser i russiske kommunikationsnetværk – ikke et russisk sammenbrud. En analyse af, hvad der reelt skete på slagmarken.
Udarbejdet af: Lars Bangert Struwe, PhD, sikkerhedspolitisk seniorrådgiver hos Influenter.
I den moderne dronekrig er information og kommunikation afgørende for kampevne. Da russiske frontenheder i midten af februar mistede adgang til satellitbaserede kommunikationslinks, fulgte ukrainske modangreb med øjeblikkelig virkning. Det er ikke en fortælling om et russisk kollaps – det er en fortælling om, hvad der sker, når C2-kæden bryder sammen.
Fremgangen: reel, men afgrænset
I midten af februar generobrede ukrainske styrker omkring 200 km² – den hurtigste kortvarige fremgang siden modoffensiven i 2023. Fremgangen fandt sted i den sydlige del af fronten, primært gennem lokale modangreb mod russiske enheder under pres. Det er militært mærkbart – men tallene skal ses i kontekst: frontlinjen i Ukraine er over 1.200 kilometer lang. 200 km² er et begrænset territorialt skifte.
Det analytisk interessante er ikke størrelsen af vundet terræn, men drivkræfterne bag. Og her peger de tilgængelige data entydigt på teknologisk friktion som den centrale forklaringsvariabel.
C2-kollaps: hvad sker der, når kommunikationen svigter?
Russiske frontenheder har i stigende grad trukket på kommercielle satellitforbindelser – herunder Starlink – til at koordinere droner, artillerifremskydning og rekognoscering. I begyndelsen af februar oplyste ukrainske myndigheder, at Starlink-terminaler anvendt af russiske enheder var blevet deaktiveret. Omfanget kan ikke umiddelbart verificeres uafhængigt, men effekten på slagmarken er plausibel og dokumenteret.
I moderne lavintensitetskrig – og i særdeleshed i dronedomminerede operationer – er kommando- og kontrolkæden (C2) kernen i enhedens kampevne. Nedbruddet ser således ud i praksis: angrebsdroner mangler måldata og mister koordination med observationsdroner; artilleri kan ikke modtage korrigerede ildledningsordrer i realtid; enheder mister situationsoverblik og evnen til at reagere hurtigt på bevægelser i naboruder.
Det skaber det, militærteoretikere kalder friktion – den kumulative forringelse af kampevnen, der opstår, når systemer, der ellers fungerer integreret, ophører med at kommunikere.
Det er præcist i sådanne friktionsvinduer, at modangreb kan have uforholdsmæssig effekt. Ikke fordi forsvareren er slået, men fordi den midlertidigt er usammenhængende.
ISW’s vurdering: et vindue, ikke en permanent svækkelse.
Institute for the Study of War vurderer, at de ukrainske modangreb sandsynligvis udnytter nylige blokeringer af russisk kommunikation – herunder Starlink-terminaler og dele af det russiske militære informationsrum. Det er en afgørende nuancering: der er tale om et udnyttet vindue, ikke en varig degradering af russisk kampevne.
Russiske styrker har vist sig i stand til at tilpasse sig teknologisk modpres gentagne gange siden 2022. Tabet af Starlink-adgang er i sig selv ikke en strategisk katastrofe – men det illustrerer en strukturel sårbarhed: den russiske militærmaskine er i stigende grad afhængig af improviserede civile teknologier, som Moskva ikke officielt anerkender, og som derfor heller ikke er beskyttet med redundante militære systemer.
Tre teknologiske læringer fra de seneste uger
- Sensorer og netværk afgør lokalt udfald. Den side, der i et givent tidsvindue ser mest og kommunikerer bedst, vinder det lokale slag. Ukraines styrke ligger ikke primært i mandskab eller tungt materiel – men i evnen til at integrere droner, satellitdata og C2-systemer hurtigere end modstanderen.
- Civile teknologier er en kritisk sårbarhed. Russens anvendelse af Starlink og andre kommercielle satellitplatforme afslører, at den russiske hær ikke råder over tilstrækkelig militær kommunikationskapacitet til at opretholde C2 på taktisk niveau uden civile substitutter. Det er en betragtelig svaghed, der kan udnyttes.
- Teknologisk friktion skaber asymmetriske effekter. Selv midlertidige forstyrrelser i informationsnetværk kan åbne fronten. I en stillingskrig med dyb minedækning og tæt droneovervågning er det sjældent ildkraft alene, der rykker linjerne – det er momenter af tab af sammenhæng hos modstanderen.
Den strategiske ligning er uændret
Uanset den taktiske fremgang er krigens grundstruktur fortsat uforandret. Forhandlinger i Genève med USA som mellemmand pågår parallelt, og militær fremgang styrker umiddelbart Ukraines forhandlingsposition. Men de russiske krav forbliver fastlåste – territorium og sikkerhedsgarantier er fortsat de primære stridspunkter.
Den dybe russiske forsvarsdybde, de massive minefelter og den vedvarende kapacitet til at genoprette frontenheder gør et egentligt operativt gennembrud usandsynligt på kortere sigt. Den russiske front er sårbar over for teknologisk friktion – men strukturelt stabil.
Krig om netværk og øjeblikke
Februars ukrainske fremgang demonstrerer med klarhed, at krigen i Ukraine i stigende grad udkæmpes i informationsdomænet. Den side, der kan degradere modstanderens C2 – om end midlertidigt – åbner slagmarken. Ikke permanent, men tilstrækkeligt til at flytte linjer.
Det er militært signifikant. Det ændrer ikke krigens strategiske karakter – udmattelse, industri og politisk vilje over tid er stadig de afgørende variable. Men det viser præcist, hvor krigen kan påvirkes: i sensornetværk, i kommunikationsinfrastruktur og i evnen til at skabe friktion i modstanderens C2-kæde.
Ukraine udnyttede et sådant vindue i februar 2026.