Fra småstatslogik til samfundssikkerhed
Regeringens nye sikkerhedspolitiske kurs gør robusthed, teknologi og mobilisering til centrale elementer i dansk strategi
Firkløverregeringens regeringsgrundlag markerer et afgørende strategisk skifte i dansk sikkerhedspolitik. Dokumentet handler ikke kun om flere kampfly, NATO-mål og militære investeringer, men om noget langt bredere: hvordan hele samfundet skal gøres mere robust i en verden præget af stormagtskonkurrence, teknologisk rivalisering og voksende geopolitisk usikkerhed.
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt.
Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har dansk sikkerhedspolitik været præget af nødvendige hastebeslutninger. Forsvarsbudgetterne er steget markant, donationerne til Ukraine er vokset, og NATO-forpligtelserne har domineret den politiske debat. Men ofte har diskussionen været fragmenteret og kortsigtet. Regeringsgrundlaget forsøger nu at samle trådene i en bredere strategisk forståelse af, hvad sikkerhed betyder i det 21. århundrede.
Allerede i indledningen konstaterer regeringen, at den verdensorden, som siden 1945 har skabt stabilitet og velstand for Danmark, er under pres. Samtidig peges der ikke alene på Rusland som trussel, men også på usikkerheden om USA’s fremtidige rolle. Det er en usædvanlig formulering i dansk sammenhæng. Dansk sikkerhedspolitik har traditionelt været tilbageholdende med åbent at formulere tvivl om den amerikanske sikkerhedsgaranti. Nu skrives det direkte ind i et regeringsgrundlag.
Konsekvensen er tydelig: Danmark skal gå forrest i Europa, og NATO-målet på 5 procent af BNP til forsvar skal nås allerede i 2030. Dermed placerer regeringen sig i forlængelse af den erkendelse, der i stigende grad præger europæiske hovedstæder fra Paris og Warszawa til Stockholm og København: Europa må udvikle større strategisk robusthed og kunne handle mere selvstændigt.
Det interessante er imidlertid, at regeringsgrundlaget ikke fremstiller dette som et opgør med NATO eller USA. Tværtimod. Ambitionen er snarere at styrke Europa for at bevare alliancen. Det er en mere moden tilgang end både forestillingen om europæisk løsrivelse og idéen om fortsat europæisk afhængighed af amerikansk sikkerhed.
Særligt vigtigt er koblingen mellem sikkerhedspolitik og økonomi. Regeringen skriver direkte, at forskning, teknologi og uddannelse i højere grad skal understøtte europæisk autonomi og teknologisk selvstændighed. Dermed bevæger Danmark sig ind i samme strategiske tænkning, som præger EU-Kommissionen, Frankrig og i stigende grad også Tyskland: at fremtidens magt ikke alene afgøres af militære styrker, men også af adgang til teknologi, energi, produktionskapacitet og kritiske forsyningskæder.
Krigen i Ukraine har samtidig demonstreret, at moderne krig kræver både teknologi, masse og civile kompetencer. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at mobiliseringsforsvaret igen ser ud til at få en central rolle. Ifølge oplysninger omtalt af DR arbejdes der med modeller, hvor Danmark i tilfælde af krig kan mobilisere op mod 180.000 personer.
Det giver strategisk mening. Ukrainekrigen har vist, at udholdenhed, logistik og evnen til at erstatte tab er afgørende i moderne krig. Samtidig kræver den teknologiske slagmark store mængder teknisk personel, håndværkere, specialister og mennesker med civile kompetencer. Derfor bliver genopbygningen af reserven og en nytænkning af værnepligten centrale elementer i fremtidens forsvar.
Også energi- og fødevarepolitikken behandles nu som sikkerhedspolitik. Afhængighed af fossile brændstoffer beskrives direkte som en strategisk sårbarhed, mens fødevareproduktion og forsyningssikkerhed fremstilles som en del af national robusthed. Det afspejler erfaringerne fra både energikrisen efter 2022 og de globale forsyningsproblemer under krigen i Ukraine.
På samme måde får Rigsfællesskabet en langt mere central strategisk placering end tidligere. Regeringen understreger både Grønlands betydning og nødvendigheden af at beskytte suverænitet og selvbestemmelse i Arktis. Det afspejler erkendelsen af, at stormagtsrivaliseringen nu direkte påvirker Kongeriget Danmark.
Regeringsgrundlaget er langt fra perfekt. Mange formuleringer er brede og kræver konkretisering. Det gælder eksempelvis totalforsvar, forsvarsindustri, samfundsberedskab og kampen om arbejdskraften. Men som strategisk dokument markerer regeringsgrundlaget alligevel noget nyt.
Danmark beskrives ikke længere som en lille stat, der blot skal tilpasse sig verdens udvikling. Tværtimod fremstilles Danmark som en aktiv europæisk aktør, der skal bidrage til at forme Europas strategiske fremtid.
Det er den egentlige forandring. Ikke alene oprustningen, men erkendelsen af, at moderne sikkerhedspolitik handler om hele samfundets robusthed — fra energi og teknologi til fødevarer, Arktis og mobiliseringsevne.