Danmark er midt i den største militære oprustning i årtier. Ser man på en række af FMI’s seneste anskaffelser, tegner der sig et interessant billede: Der købes ikke bare flere våben. Der investeres samtidig i beskyttelse, anti-dronekapacitet, transport, soldaterudrustning og den infrastruktur, der skal få det hele til at fungere. Spørgsmålet er derfor ved at flytte sig fra, hvad Danmark køber, til om Forsvaret kan integrere, bemande, uddanne og vedligeholde de mange nye kapaciteter hurtigt nok.

Forsvarsdebatten har de seneste år i høj grad været domineret af milliardbeløb, våbensystemer og spørgsmålet om, hvor hurtigt Danmark kan genopbygge sin militære kampkraft.

Men går man et spadestik dybere og ser på nogle af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses seneste anskaffelser, fortæller de tilsammen en anden og måske mindst lige så vigtig historie.

Oprustningen er ved at bevæge sig fra politiske beslutninger og kontraktunderskrifter til noget langt mere kompliceret:

Materiellet skal virke i praksis.

Fra anti-drone til uniformer

Den 19. august offentliggjorde FMI en aftale med danske Terma om levering af et nyt kommando- og kontrolsystem til bekæmpelse af dronetrusler.

Systemet skal forbinde forskellige sensorer og ved hjælp af AI-understøttet databehandling skabe et fælles dronesituationsbillede.

Det interessante er ikke kun selve anti-dronekapaciteten. Arkitekturen er konstrueret, så nye sensorer, lokationer, modforanstaltninger og andre kapaciteter kan integreres senere.

Dermed køber Forsvaret ikke nødvendigvis blot ét system. Man forsøger at etablere en digital infrastruktur, som kommende kapaciteter kan kobles sammen omkring.

Det er et væsentligt skifte i måden, man skal betragte militære anskaffelser på.

Flyvetimer frem for bare fly

Et andet eksempel finder man i luften.

FMI underskrev i juli en otteårig aftale med danske Blackbird Air om operationel leasing af lette transportfly.

Her køber Forsvaret ikke et bestemt antal fly, som efterfølgende selv skal bemandes, vedligeholdes og administreres.

Aftalen indebærer i stedet, at leverandøren årligt skal kunne stille 480 flyvetimer til rådighed inklusive fly, besætning, vedligeholdelse, forsikring og administration.

Det er med andre ord i højere grad en operativ effekt, der købes.

Aftalen hænger sammen med beslutningen om at udfase Challenger-flyene og illustrerer samtidig en interessant diskussion, som sandsynligvis vil fylde mere i fremtidens forsvarsindkøb:

Skal Forsvaret nødvendigvis eje alt selv – eller skal man i nogle tilfælde købe adgang til en kapacitet?

Selv soldatens uniform er en del af oprustningen

Oprustningen foregår samtidig helt ned på den enkelte soldats niveau.

I juni underskrev FMI en ny rammeaftale med Seyntex om kampuniform M/26, der produceres i samarbejde med Crye Precision.

Anskaffelsen blev nødvendig efter kvalitetsproblemer med dele af Nordic Combat Uniform System.

De nye uniformer skal anvendes i Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen, og leverancerne forventes at ske successivt fra oktober 2026 til oktober 2027.

Også andet soldaternært materiel er på vej.

FMI har blandt andet anskaffet 50.000 nye termoflasker og enkeltpersonskogere samt nye vandrensningssystemer. Tidligere på året blev det desuden offentliggjort, at Forsvarets TYR-beskyttelsesudrustning opgraderes til M/26.

Det lyder måske mindre spektakulært end missiler, kampvogne og luftforsvar.

Men en militær kapacitet består netop af hele kæden.

Tusindvis af køretøjer og titusindvis af våben

Og det er her, størrelsen på den opgave, Forsvaret står overfor, bliver tydelig.

FMI oplyste tidligere i år, at mere end 5.000 nye køretøjer og containere skal leveres over de kommende år, mens mere end 50.000 hånd- og enhedsvåben ligeledes skal indfases.

Samtidig er organisationen gået fra at håndtere en håndfuld større leveranceprojekter om året til potentielt 30-50 parallelle projekter.

Det er en voldsom logistisk og organisatorisk opgave.

For når et nyt køretøj ankommer til Danmark, er arbejdet ikke nødvendigvis afsluttet.

Det kan skulle synes, registreres, have installeret kommunikationsudstyr eller andre komponenter, integreres med eksisterende systemer og efterfølgende overdrages til en enhed, hvor personellet skal uddannes til at anvende og vedligeholde det.

Gang det med tusindvis af køretøjer og mange nye våben- og sensorsystemer, og man begynder at forstå omfanget.

Fra “køb, køb, køb” til “drift, drift, drift”

FMI har faktisk selv formuleret udfordringen meget præcist.

I februar beskrev styrelsen udviklingen som et skifte fra “køb, køb, køb” til “drift, drift, drift”.

Det kan meget vel blive den næste store udfordring for dansk forsvar.

For det er relativt enkelt politisk at afsætte flere milliarder kroner.

Det er vanskeligere at omsætte milliarderne til reel militær effekt.

Et våbensystem skaber ikke nødvendigvis kampkraft, fordi kontrakten er underskrevet.

Det kræver ammunition, reservedele, uddannelse, vedligeholdelse, software, integration, lagerkapacitet, teknikere, operative procedurer og personel.

Og jo hurtigere Danmark køber nyt materiel, desto større bliver presset på netop disse funktioner.

Industrien får en anden rolle

Udviklingen får samtidig betydning for forsvarsindustrien.

Hvis FMI’s egen analyse holder, vil Forsvarets behov over de kommende år ikke alene handle om virksomheder, der kan levere nye produkter.

Der bliver i stigende grad brug for virksomheder, der kan hjælpe med at få produkterne til at fungere.

Det betyder integration, uddannelse, reservedele, service, reparation, vedligeholdelse, lagerføring og løbende teknisk support.

Dermed kan markedet omkring den danske oprustning også ændre karakter.

Den næste store forretning behøver ikke nødvendigvis være at sælge endnu et våbensystem til Forsvaret. Den kan lige så godt være at sikre, at de systemer, Danmark allerede har købt, har maksimal oppetid og kan anvendes operativt.

Den næste flaskehals?

Det rejser til sidst et spørgsmål, der fortjener mindst lige så stor politisk opmærksomhed som milliardbevillingerne:

Kan Forsvaret absorbere oprustningen lige så hurtigt, som Danmark kan købe den?

For Danmark er ikke længere kun udfordret af at skulle finde pengene og materiellet.

Vi skal også have menneskerne, infrastrukturen og organisationen til at få det hele til at fungere sammen.

Hvis Danmark lykkes med det, bliver de historisk store forsvarsbevillinger omsat til reel kampkraft.

Hvis ikke, risikerer vi at få meget nyt materiel – uden tilsvarende hurtigt at få den operative effekt, vi har betalt for.

Og måske er det netop derfor, at den vigtigste sætning om dansk forsvarsindkøb i 2026 ikke længere er “hvad skal vi købe?”

Den er:

Hvordan får vi det til at virke?