Danmark vil købe ukrainske droner, teknologi og forsvarsmateriel. Det giver god mening. Men hvis vi vil handle direkte med en forsvarsindustri, der producerer midt i Europas største krig siden 1945, er vi også nødt til at acceptere en ganske enkel præmis: Ukraine er ikke Danmark. Og krigstid er ikke fredstid.

Den danske regering har gjort ambitionen klar.

Danmark skal ikke alene støtte Ukraine. Vi skal også lære af Ukraine og have adgang til de våbensystemer og teknologier, som ukrainere hver eneste dag udvikler, producerer og anvender under reelle kampforhold.

I juli indgik Danmark og Ukraine et strategisk partnerskab, som direkte skal gøre det lettere for den ukrainske forsvarsindustri at levere materiel til Danmark. Forsvarsministeriet skrev ligefrem, at samarbejdet skal være med til at fjerne barrierer, der i dag står i vejen for danske anskaffelser af ukrainsk teknologi og materiel. Droner er et af de områder, der specifikt fremhæves.

Samtidig har Danmark besluttet at hasteanskaffe yderligere drone- og antidronekapaciteter. Begrundelsen er netop erfaringerne fra Ukraine: Teknologien udvikler sig ekstremt hurtigt, forbruget er højt, og systemerne bliver løbende ændret og opdateret på baggrund af erfaringer fra slagmarken.

Det er en fornuftig ambition.

Men så kommer den svære del:

Vi kan ikke både ønske os krigstidens innovation og samtidig insistere på, at den skal leveres efter en model udviklet til fredstid.

En ukrainsk droneproducent er ikke en dansk maskinfabrik

Når Forsvaret eller FMI køber materiel fra en virksomhed i Danmark, Tyskland eller Sverige, er der en række helt naturlige krav.

Der kan være krav om forsikring, garantier, bankgarantier, økonomisk dokumentation, leveringssikkerhed, produktansvar, serviceforpligtelser, reservedelslagre og en lang række andre forhold.

Alt sammen fornuftigt.

Men forestil dig så, at leverandøren ligger i Ukraine.

Fabrikken kan være udsat for russiske missil- eller droneangreb. Medarbejdere kan blive mobiliseret. Elforsyningen kan blive ramt. Underleverandører kan forsvinde. Transportkorridorer kan blive ændret fra den ene uge til den anden.

Og nogle risici kan være vanskelige eller meget dyre at forsikre kommercielt – netop fordi landet befinder sig i krig.

Det betyder ikke, at vi skal droppe krav om økonomisk sikkerhed, kvalitet eller ansvar.

Det betyder, at vi skal stille de rigtige krav til den virkelighed, vi faktisk handler i.

Hvad er en bankgaranti værd?

Det samme gælder eksempelvis bankgarantier.

I et klassisk europæisk udbud kan det være helt naturligt at kræve en bankgaranti fra leverandøren.

Men hvad betyder det krav konkret, hvis garantien skal stilles af en bank i et land, der befinder sig midt i en eksistentiel krig?

• Er garantien tilstrækkelig?
• Kan den accepteres af danske myndigheder?
• Skal der bruges en europæisk eller dansk bank?
• Skal staten påtage sig en større del af risikoen?
• Eller skal en dansk eller europæisk industriel partner indgå som kontraktpart, systemintegrator eller garant for bestemte dele af leverancen?

Det interessante er, at Danmark allerede på andre områder har erkendt præcis dette problem.

EIFO har særlige Ukraine-ordninger, hvor der kan ydes lån og garantier, og hvor der direkte tages højde for blandt andet kreditrisiko og risikoen for krigsskader. EIFO har desuden etableret en særlig investeringsgaranti for danske virksomheders investeringer i den ukrainske forsvarsindustri, som kan dække op til 70 procent af investeringens købesum.

Hvorfor?

Fordi et land i krig ikke har den samme risikoprofil som et land i fred.

Det burde være indlysende.

Man kan ikke kræve det umulige

Problemet opstår, hvis danske myndigheder tager en indkøbsmanual udviklet til fredstid og mekanisk lægger den ned over en ukrainsk forsvarsvirksomhed.

Hvis et krav reelt ikke kan opfyldes på grund af krigen, hjælper det ikke at sige:

Sådan plejer vi at gøre.

For resultatet kan blive absurd.

• Danmark ønsker politisk at købe ukrainsk teknologi.
• Forsvaret ønsker adgang til systemer, der er udviklet og testet under reelle kampforhold.
• Ukraine ønsker at eksportere.

Men i midten kan vi risikere at opstille administrative, finansielle eller kontraktuelle krav, som gør handlen umulig.

Så har vi ikke fjernet barriererne. Så har vi bare flyttet dem.

Fleksibilitet er ikke det samme som at droppe kontrollen

Det er vigtigt at understrege, at argumentet ikke er, at Danmark skal sende millioner af kroner til enhver virksomhed, der kan fremvise en ukrainsk adresse og en drone.

Tværtimod.

Due diligence bliver om muligt endnu vigtigere.

Ejerskab skal undersøges. Korruptionsrisiko skal vurderes. Produktionskapacitet skal dokumenteres. Teknologien skal testes. Leveringssikkerheden skal vurderes. Der skal være styr på eksportkontrol, sanktioner, slutbrugere og økonomiske forhold.

Forsvarsministeriet har selv understreget behovet for blandt andet screening af ejerskab, korruption og hvidvask i forbindelse med ukrainske forsvarsvirksomheder, der ønsker at etablere sig i Danmark.

Men kontrol og fleksibilitet er ikke modsætninger. Vi skal kontrollere det, der er vigtigt.

Vi skal bare passe på med at kræve dokumenter, garantier og konstruktioner, alene fordi de står i en fredstidsmanual.

Der findes en fredstidsrisiko – og en krigstidsrisiko

Det er måske den vigtigste erkendelse.

I fredstid forsøger staten naturligt at minimere den økonomiske og kontraktuelle risiko ved et indkøb.

I krig eller alvorlig sikkerhedspolitisk krise opstår der imidlertid en anden risiko:

Risikoen ved ikke at få materiellet.

Hvis en drone kan leveres om tre måneder under en tilpasset kontraktmodel eller om 18 måneder under den traditionelle model, er forskellen ikke alene administrativ.

Den kan være operativ.

Hvis en teknologi ændrer sig hver tredje eller sjette måned, kan en lang anskaffelsesproces betyde, at det system, vi endelig modtager, allerede er på vej til at blive overhalet.

Forsvarsministeriet peger selv på den meget høje opdateringsfrekvens for droner i Ukraine og på nødvendigheden af, at Forsvaret følger den teknologiske udvikling hurtigt.

Så skal indkøbssystemet også kunne følge med.

Brug danske partnere, hvor det giver mening

En del af løsningen kan være at bruge danske eller europæiske virksomheder som bro mellem den ukrainske producent og det danske forsvar.

En dansk kontraktpart eller systemintegrator kan eksempelvis påtage sig dele af ansvaret for garanti, reservedele, uddannelse, service, vedligeholdelse og dokumentation.

Det kan både reducere Forsvarets risiko og samtidig gøre det muligt for den ukrainske producent at koncentrere sig om det, virksomheden er bedst til: at udvikle og producere systemerne.

Det vil ikke være den rigtige konstruktion i alle tilfælde.

Men det illustrerer pointen:

Vi skal konstruere løsninger omkring virkeligheden – ikke forsøge at konstruere virkeligheden omkring vores eksisterende procedurer.

Danmark har allerede besluttet retningen

Derfor er diskussionen heller ikke længere teoretisk.

Regeringen har allerede besluttet, at Danmark skal tættere på Ukraines forsvarsindustri. Den dansk-ukrainske aftale taler direkte om at fjerne barrierer for danske anskaffelser og om øget samarbejde inden for blandt andet droner, luftforsvar, kunstig intelligens og elektronisk krigsførelse.

Nu skal systemet følge den politiske ambition.

Det kræver ikke nødvendigvis færre regler.

Det kræver de rigtige regler, de rigtige undtagelsesmuligheder og den rigtige risikoforståelse.

• For vi skal selvfølgelig beskytte statens penge.
• Vi skal selvfølgelig stille krav til leverandørerne.
• Og vi skal selvfølgelig sikre, at Forsvaret får det, der er betalt for.

Men vi skal også forstå den verden, vi køber ind i.

Man kan ikke ønske sig Ukraines krigserfaring, Ukraines innovationshastighed og Ukraines kampafprøvede teknologi – og samtidig forvente, at indkøbet foregår, som om leverandøren lå i Herning, Hamburg eller Stockholm.

Ukraine er i krig.

Det bør vores indkøbssystem også være i stand til at forstå.