RESUMÉ: Stadig flere danske virksomheder opdager, at deres produkter, teknologier og kompetencer kan anvendes på forsvarsmarkedet. Men springet fra civil industri til dual-use og forsvar er langt større end blot at finde en ny kunde. Geopolitik, sikkerhed, eksportkontrol, forsyningskæder, politiske beslutninger og offentlig opinion bliver pludselig en del af virksomhedens risikobillede. Derfor bør forsvar og sikkerhed ikke alene være et salgsprojekt. Det skal helt ind i bestyrelsens årshjul.

Forsvarsmarkedet lokker – men spillereglerne er anderledes

Der er næppe mange danske industribestyrelser, som ikke har bemærket udviklingen.

Forsvarsbudgetterne vokser, Europa skal opruste, og teknologier inden for blandt andet software, sensorer, droner, robotteknologi, kommunikation, AI, energi, logistik og kritisk infrastruktur får pludselig en potentiel militær anvendelse.

EU-Kommissionen peger selv på, at mere end 2.500 små og mellemstore virksomheder allerede spiller en central rolle i Europas komplekse forsyningskæder på forsvarsområdet. Samtidig arbejder EU målrettet på at få virksomheder fra den civile sektor ind på forsvarsmarkedet.

Også i Danmark er potentialet betydeligt. En analyse fra PwC fra sommeren 2026 viste, at tre ud af fire adspurgte industrivirksomheder vurderer vækstmulighederne inden for forsvarsøkosystemet de kommende fem år som høje eller meget høje. Software, sensorer, autonome systemer og dual-use-teknologier bliver blandt andet fremhævet som vækstområder.

Men her opstår også en risiko.

For forsvarsmarkedet er ikke bare endnu et eksportmarked.

Det er et politisk, sikkerhedsmæssigt og geopolitisk marked.

Bestyrelsen skal forstå, hvad virksomheden bevæger sig ind i

Når en traditionel industrivirksomhed beslutter sig for at levere til Forsvaret eller en udenlandsk forsvarsproducent, ændres virksomhedens risikoprofil.

Det gælder også, selv om virksomheden ikke producerer missiler, ammunition eller kampvogne.

En virksomhed kan levere software, pumper, sensorer, komponenter, kommunikationsudstyr, energiløsninger, byggesystemer eller avanceret produktionsteknologi og alligevel pludselig befinde sig midt i et sikkerhedspolitisk landskab.

Det stiller nye spørgsmål til bestyrelsen.

Hvilke lande kan vi samarbejde med? Hvilke kunder kan vi levere til? Hvor kommer vores kritiske komponenter fra? Kan eksportregler eller sanktioner ændre vores marked? Kan udenlandske ejere, investorer eller samarbejdspartnere skabe problemer? Hvad sker der, hvis en kritisk underleverandør befinder sig i Kina? Og hvordan påvirkes vores øvrige kunder og vores omdømme, hvis vi begynder at levere produkter til militær anvendelse?

Det er ikke spørgsmål, der bør dukke op, efter kontrakten er underskrevet.

De skal stilles før.

Dual-use ændrer virksomhedens virkelighed

Netop dual-use er interessant, fordi grænsen mellem civil teknologi og forsvarsteknologi bliver stadig mindre tydelig.

EU’s nye initiativer på forsvarsområdet lægger direkte vægt på, at nye aktører – særligt SMV’er og startups fra den civile sektor – skal spille en større rolle i Europas forsvarsinnovation.

Men muligheden kommer med en bagside.

Når virksomhedens teknologi får militær relevans, kan den samtidig få sikkerhedspolitisk relevans.

PET anbefaler direkte danske virksomheder at prioritere sikkerhed på ledelsesniveau, vurdere risici omkring investeringer, samarbejder og ejerskab, beskytte adgang til lokationer, data og nøglemedarbejdere og aktivt overveje teknologiens potentielle dual-use-anvendelse.

Det er med andre ord ikke længere tilstrækkeligt, at salgsdirektøren har fundet et spændende marked.

Bestyrelsen skal forstå konsekvenserne.

Geopolitik bliver en virksomhedsrisiko

Krig i Europa, stormagtsrivalisering, sanktioner, eksportrestriktioner, handelskonflikter og skrøbelige forsyningskæder kan ændre markedsvilkårene meget hurtigt.

Det gælder allerede virksomheder langt uden for den traditionelle forsvarsindustri.

Men når man bevæger sig ind i forsvarsmarkedet, bliver sammenhængen endnu tydeligere.

EU arbejder eksempelvis målrettet med at reducere strategiske afhængigheder og enkelte kritiske fejlpunkter i de europæiske forsyningskæder. Europa-Parlamentet har samtidig peget på risikoen ved koncentrerede forsyningskæder og afhængighed af kritiske råvarer og leverandører uden for EU.

En leverandør, der i går var billig og effektiv, kan derfor i morgen være en strategisk risiko.

Det er et klassisk bestyrelsesanliggende.

Politik er også blevet en markedsrisiko

Forsvarsmarkedet er desuden fundamentalt anderledes end de fleste traditionelle B2B-markeder, fordi kunden i sidste ende ofte er staten.

Politikerne fastlægger budgetterne. Politikerne fastlægger de overordnede kapacitetsbehov. Nationale og europæiske regler påvirker, hvor produktionen ønskes placeret, hvilke lande man ønsker at købe fra, og hvor stor vægt der lægges på forsyningssikkerhed, europæisk produktion og strategisk autonomi.

Dertil kommer sikkerhedsgodkendelser, eksportkontrol, certificeringer, informationssikkerhed og krav til security of supply. EU-Kommissionen fremhæver selv, at SMV’er møder barrierer omkring blandt andet klassificerede oplysninger, forsyningssikkerhed, standardisering, certificering og nationale eksportkontrolregler.

Det betyder, at politiske beslutninger ikke blot er baggrundsstøj.

De kan ændre virksomhedens business case.

Og så er der offentligheden

Der findes endnu en dimension, som virksomheder med en traditionel civil profil let kan undervurdere: public opinion.

Hvordan reagerer medarbejderne, kunderne, investorerne og offentligheden, hvis virksomheden begynder at levere til forsvarsindustrien?

For nogle virksomheder vil skiftet være ukompliceret. For andre kan det udfordre en identitet, som gennem årtier er bygget op omkring civile produkter, bæredygtighed eller bestemte værdier.

Omvendt har Europas ændrede sikkerhedspolitiske situation også ændret synet på forsvarsindustrien. EU-Kommissionen oplyser, at 79 procent af EU’s borgere støtter en fælles europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Det betyder ikke, at alle virksomheder uden videre kan ændre position.

Det betyder, at bestyrelsen bør have diskussionen.

Hvad er vores position? Hvad leverer vi? Hvem leverer vi til? Hvor går vores grænser? Og hvordan forklarer vi det til medarbejdere, kunder, investorer og offentligheden?

Sikkerhed handler også om at beskytte virksomheden

Når en virksomhed bliver interessant for forsvarsindustrien, kan den samtidig blive interessant for andre.

PET vurderer, at truslen fra fremmede staters efterretningsaktiviteter mod Danmark er blevet mere alvorlig og peger blandt andet på ulovlig anskaffelse af produkter, teknologi og viden samt cyberangreb. Danske virksomheder er blandt de mål, fremmede efterretningstjenester interesserer sig for.

Dermed bliver informationssikkerhed, medarbejdere, samarbejdspartnere, rejser, adgang til produktionsfaciliteter og beskyttelse af intellektuelle rettigheder pludselig en del af det samme puslespil.

Det handler ikke om at gøre enhver mellemstor dansk industrivirksomhed til en efterretningstjeneste.

Det handler om proportional risikostyring.

Få forsvar ind i bestyrelsens årshjul

Derfor bør virksomheder, der allerede arbejder med Forsvaret – eller overvejer at bevæge sig ind på forsvars- og dual-use-markedet – gøre området til et tilbagevendende punkt i bestyrelsens årshjul.

Ikke nødvendigvis på hvert eneste bestyrelsesmøde.

Men systematisk.

Mindst én gang årligt bør bestyrelsen gennemgå virksomhedens samlede sikkerheds- og geopolitiske risikobillede. Ved større ændringer i markedet eller den internationale situation bør vurderingen opdateres.

En sådan gennemgang kan med fordel omfatte geopolitik og markeder, politiske udviklinger, sanktioner og eksportkontrol, forsyningskæder, ejerskab og investeringer, cyber- og informationssikkerhed, dual-use-risici, medarbejdersikkerhed, omdømme og public opinion.

Og ikke mindst: Hvilke scenarier kan ændre vores forretning de næste 12, 24 og 36 måneder?

Bestyrelsen skal kunne se hele puslespillet

Den måske største fejl er at betragte forsvarsmarkedet som et projekt for salgsafdelingen.

For når virksomheden først bevæger sig ind på markedet, hænger tingene sammen.

Geopolitik påvirker politik. Politik påvirker indkøb. Indkøb påvirker forsyningskæder. Forsyningskæder påvirker produktionen. Sikkerhed påvirker samarbejdspartnere. Offentlig opinion påvirker virksomhedens omdømme og handlefrihed.

Det er et puslespil.

Og bestyrelsens opgave er ikke nødvendigvis at kende svaret på hver enkelt brik. Den skal sikre, at nogen har identificeret brikkerne, at risiciene bliver overvåget, og at virksomheden har besluttet, hvordan den reagerer, når billedet ændrer sig.

Det gælder især den voksende gruppe af danske virksomheder, som ikke opfatter sig selv som forsvarsvirksomheder – endnu.

For i takt med at civile teknologier bliver dual-use, og Europas civile industrielle kapacitet i stigende grad bliver en del af oprustningen, vil langt flere bestyrelser opdage, at sikkerhedspolitik ikke længere kun er noget, man læser om i avisen.

Det er blevet en del af virksomhedens strategi.