Et marked i transformation
Forsvarsområdet står over for et teknologisk paradigmeskifte. Hvor tidligere store forsvarskoncerner dominerede, baner NATO nu vejen for også startups, SMV’er og teknologivirksomheder uden traditionel forsvarsprofil. Med oprettelsen af NATO’s Innovationsfond (NIF) og innovationsinitiativet DIANA sættes der nu handling bag ønsket om at inddrage nye aktører og forkorte tiden fra idé til implementering til maks. 24 måneder.
Muligheder for danske og europæiske virksomheder
Virksomheder, der arbejder med AI, sensorteknologi, cybersikkerhed, droner, energistyring eller dual-use teknologier, kan få adgang til:
- NATO’s testfaciliteter og eksperimentmiljøer
- Finansieringsmuligheder gennem NIF
- NATO Innovationsmærker – et kvalitetsstempel, der fremmer adgang til markeder og investorer
- Multinationale indkøb, hvor barrierer for små og nye leverandører nedbrydes
- En ny “NATO front door”, som bliver kontaktpunktet for virksomheder, der vil i dialog med Alliancen
Behovene er kendte – og delte
Gennem NATO’s forsvarsplanlægningsproces (NDPP) bliver der løbende kommunikeret konkrete teknologibehov. Disse signaler bliver i fremtiden gjort mere tilgængelige for industrien, så virksomheder lettere kan målrette deres udvikling og byde ind på behov, der er bredt forankret i Alliancen.
En ny indkøbstankegang – med risiko og tempo
NATO opfordrer de allierede lande til at omfavne risikovillighed og agilitet i deres indkøbsprocesser. Det betyder, at virksomheder kan opleve kortere beslutningsgange og øget interesse for tidlig teknologi – selv hvis produktet endnu ikke er fuldt modnet. Det gælder især i samarbejde med nationale innovationsenheder og gennem Task Force X-programmer, som muliggør hurtig integration i operationelle enheder.