Storbritannien lægger op til et markant tættere maritimt samarbejde, hvor danske og britiske krigsskibe, undervandsdroner, sensorer og autonome systemer kan indgå i en fælles operativ struktur. Det kan åbne enorme muligheder for dansk forsvarsindustri. Men det rejser også et afgørende spørgsmål: Skal Danmark købe nye fregatter, eller skal vi vælge en strategisk partner, som får indflydelse på vores maritime forsvar i årtier?

Et tilbud, der rækker langt ud over skibene

Der er ved at ske noget interessant i den europæiske forsvarsindustri. Mens Danmark diskuterer anskaffelsen af nye luftforsvarsfregatter, er Storbritannien begyndt at tegne konturerne af et samarbejde, som kan ændre hele måden, hvorpå Søværnet opererer.

Det handler ikke længere alene om, hvem der kan levere det bedste skib, til den rigtige pris og på det rigtige tidspunkt. Det handler om, hvem Danmark ønsker at udvikle fremtidens maritime kampkraft sammen med.

I en tale om kampen om Atlanterhavet har den britiske flådechef beskrevet ambitionen om et langt mere integreret samarbejde mellem de nordeuropæiske flåder. Her skal en dansk fregat eksempelvis kunne overtage opgaver fra et britisk krigsskib i Atlanterhavet og samtidig kontrollere ubemandede fartøjer og sensorer, der opererer selvstændigt over længere perioder.

Det er en bemærkelsesværdig ambition. For hvis den realiseres, bevæger vi os fra traditionelt NATO-samarbejde til en langt mere integreret maritim kampstruktur.

Fra krigsskibe til et samlet maritimt kampsystem

Fremtidens flåde kommer næppe til alene at bestå af store, bemandede krigsskibe. Tværtimod peger udviklingen mod en kombination af fregatter, mindre fartøjer, ubemandede overfladesystemer, undervandsdroner, sensorer og digitale kommandosystemer.

Det er netop denne udvikling, den britiske Royal Navy arbejder med under betegnelsen Hybrid Navy.

I den model bliver fregatten ikke nødvendigvis den platform, der selv skal løse alle opgaver. Den bliver i højere grad en kommandoplatform, der kan koordinere og anvende andre systemer, som befinder sig langt fra selve skibet.

Det giver mulighed for at overvåge større havområder, beskytte kritisk infrastruktur og reagere på trusler uden konstant at skulle indsætte store bemandede enheder.

For Danmark er perspektivet særligt interessant. Vi har både Østersøen, de danske stræder, Nordsøen, Nordatlanten og Arktis at forholde os til. Det er vidt forskellige operationsområder, men de har ét fælles behov: vedvarende overvågning, hurtig situationsforståelse og mulighed for at reagere.

En hybrid flåde kan være en del af svaret. Men det kræver, at Danmark tænker langt bredere end blot antallet af fregatter.

Babcock er allerede i gang med at samle dansk industri

Det britiske forsvarskoncept er ikke kun en politisk vision. Britiske Babcock arbejder allerede konkret på at opbygge et dansk-britisk industrielt samarbejde.

Ved DALO Industry Days i august 2026 indgik Babcock samarbejdsaftaler med danske STORMBORN, CUBEDIN og SH Group om blandt andet autonome maritime systemer, integration og skibsteknologi.

Samtidig har Babcock indgået en samarbejdserklæring med Danske Flådeskibe, der består af OMT Group, Terma, PensionDanmark og Semco Maritime.

Babcock vurderer selv, at den foreslåede industrielle model vil kunne understøtte omkring 2.000 direkte og indirekte arbejdspladser i Danmark. Det er selskabets eget estimat og ikke en dokumenteret beskæftigelseseffekt.

Det interessante er ikke alene antallet af arbejdspladser. Det er ambitionen om at opbygge en industriel struktur, hvor danske virksomheder kan deltage i udvikling, konstruktion, integration, vedligeholdelse og fremtidige opgraderinger.

Her har Danmark faktisk et godt udgangspunkt.

Babcocks Arrowhead 140 bygger på det danske Iver Huitfeldt-design, som siden er videreudviklet og anvendt som grundlag for blandt andet Storbritanniens Type 31-program. Danmark har med andre ord allerede bidraget med en væsentlig del af den teknologiske arv, som briterne nu ønsker at bygge videre på.

Det bør give danske virksomheder en interessant forhandlingsposition.

De danske muligheder ligger i høj grad under havoverfladen

Et af de mest interessante perspektiver er undervandsdomænet. Danmark har allerede virksomheder med kompetencer inden for undervandssensorer, akustik, maritime kommunikationssystemer, autonom navigation, dataanalyse og integration af komplekse maritime systemer.

Det er netop teknologier, der kan få en central rolle i fremtidens flåde.

Regeringens flådeplan fra april 2025 indeholder allerede beslutninger om at styrke overvågningen af kritisk infrastruktur under havoverfladen gennem blandt andet skibe, sonarer og undervandsdroner. Det britiske koncept kan derfor ses som en mulighed for at forbinde danske investeringer med en større allieret operativ struktur.

Men det rejser også et spørgsmål, som dansk forsvarsindustri bør interessere sig langt mere for: Hvem kommer til at eje de digitale grænseflader, systemarkitekturen og retten til at integrere nye teknologier?

Hvis Danmark får adgang til åbne, veldokumenterede systemer, kan danske virksomheder udvikle og levere nye kapaciteter gennem hele fregatternes levetid. Hvis Danmark derimod bliver afhængig af en udenlandsk hovedleverandør for hver eneste opgradering, kan en betydelig del af fremtidens industrielle værdi forsvinde ud af landet.

Risikoen: Danmark kan blive låst til én leverandør

Det britiske tilbud er attraktivt, men det er ikke uden strategiske risici.

Et tæt samarbejde om fælles platforme, kommunikationssystemer, våbenintegration og autonome kapaciteter kan skabe betydelige operative fordele. Men den samme integration kan også skabe afhængigheder, som det senere bliver vanskeligt og dyrt at ændre.

Hvis Danmark vælger et system, hvor software, tekniske grænseflader, vedligeholdelse eller centrale opgraderinger kontrolleres af én international leverandør, kan det begrænse vores handlefrihed.

Derfor bør Danmark ikke alene stille krav om dansk produktion og danske arbejdspladser. Vi bør også kræve adgang til relevant teknisk dokumentation, rettigheder til vedligeholdelse og integration samt mulighed for at udskifte og opgradere delsystemer uden at skulle genforhandle hele samarbejdet.

Det er ikke det samme som at kræve, at Danmark skal kunne udvikle alle teknologier selv. Det handler om at sikre, at danske myndigheder bevarer kontrollen over, hvordan vores egne militære kapaciteter anvendes og videreudvikles.

Der er på nuværende tidspunkt ikke offentlig dokumentation for, at Babcocks foreslåede samarbejde indebærer en sådan uhensigtsmæssig leverandørafhængighed. Men spørgsmålet bør afklares, før der træffes beslutning.

Frankrig er også med – og konkurrencen er vigtig

Storbritannien er ikke alene om at interessere sig for det danske fregatprogram.

Den franske forsvarsvirksomhed Naval Group arbejder også på at positionere sin FDI-fregat som en mulig dansk løsning. Reuters beskrev den 8. oktober, hvordan selskabet fremhæver eksisterende produktionskapacitet, dokumenterede leverancer og muligheden for at levere fregatter relativt hurtigt.

Også spanske Navantia og potentielle tyske løsninger har været omtalt i forbindelse med det danske behov.

Det er positivt for Danmark. For den internationale konkurrence bør ikke kun handle om anskaffelsespris, bevæbning og leveringstid. Den bør også handle om, hvilken samarbejdsmodel der bedst understøtter danske interesser på længere sigt.

Her har Storbritannien en interessant position gennem samarbejdet med dansk industri og ambitionerne om en integreret hybrid flåde. Frankrig kan til gengæld fremhæve eksisterende fregatproduktion og konkrete leverancer.

Det afgørende er imidlertid Forsvarets operative behov. FMI beskriver selv fregatanskaffelsen som en investering i komplette våbensystemer med tilhørende sensorer, våben og kommando- og kontrolsystemer. De politiske beslutninger om den endelige kapacitet er endnu ikke afklaret i den offentliggjorte projektbeskrivelse.

En industriel model kan derfor aldrig stå alene. Den skal understøtte den kampkraft, som Danmark og NATO faktisk har behov for.

Danmark bør stille langt større krav til industrisamarbejdet

Der er en tendens til, at forsvarsindustrielle samarbejdsaftaler bliver præsenteret gennem antallet af arbejdspladser og værdien af potentielle investeringer. Det er naturligvis væsentligt, men det er ikke tilstrækkeligt.

Det afgørende er, om danske virksomheder får mulighed for at udvikle egne teknologier, blive systemleverandører og indgå i internationale forsyningskæder.

En dansk virksomhed, der får en mindre produktionsopgave på et fregatprogram, er ikke nødvendigvis sikret en langsigtet strategisk position. En virksomhed, der derimod får ansvar for en central sensorløsning, en integrationsarkitektur eller et autonomt system, kan potentielt få adgang til et langt større internationalt marked.

Her ligger måske den største mulighed i det britiske udspil.

Hvis Danmark kan bruge en fregatanskaffelse til at styrke en bredere maritim teknologiklynge, kan investeringen skabe værdi langt ud over Søværnets egne skibe.

Men det kræver, at industrisamarbejdet bliver konkret, forpligtende og målbart – og at mulighederne ikke kun forbeholdes de virksomheder, der allerede sidder ved forhandlingsbordet.

Den egentlige beslutning handler om dansk handlefrihed

Danmark står over for en af de mest betydningsfulde maritime forsvarsinvesteringer i nyere tid. Den kommer til at præge Søværnets kapaciteter, økonomi og industrielle samarbejder i årtier.

Det britiske udspil viser, at fremtidens fregatanskaffelser ikke længere kan vurderes isoleret fra udviklingen af ubemandede systemer, digital integration og allieret samarbejde.

Det er en udvikling, Danmark bør tage alvorligt.

Men samtidig bør vi være varsomme med at forveksle tæt integration med reel national handlefrihed. Det er muligt at opnå store operative fordele gennem internationale partnerskaber og samtidig sikre dansk kontrol over centrale dele af kapaciteten. Det kræver blot, at kravene bliver stillet fra begyndelsen.

Danmark skal derfor ikke blot spørge, hvem der kan bygge vores næste fregatter. Vi skal spørge, hvem der kan hjælpe os med at udvikle fremtidens Søværn – uden at vi samtidig afgiver kontrollen over det.

Det er efter Forsvarsoverblikkets vurdering den vigtigste strategiske diskussion, som det britiske tilbud bør sætte i gang.