NATO’s nye militære tilgang, Theory of Victory, sætter fornyet fokus på en af krigens mest afgørende realiteter: Selv verdens mest avancerede våbensystemer mister deres operative værdi, hvis brændstoffet slipper op, ammunitionen ikke når frem, eller forsyningskæderne bryder sammen. Det handler ikke længere alene om at have de stærkeste våben, men om at kunne holde dem operative. For Danmark rejser det et væsentligt spørgsmål: Investerer vi tilstrækkeligt i den logistik, forsyningssikkerhed og robusthed, der skal sikre, at Forsvaret også kan kæmpe i morgen?

NATO sætter logistikken i centrum for fremtidens krig

Da NATO’s øverstkommanderende i Europa, general Alexus G. Grynkewich, den 12. oktober 2026 præsenterede sin nye militære tilgang under betegnelsen Theory of Victory, var det især tre begreber, der tiltrak sig opmærksomhed: Block, Blunt and Break. Først skal fjendens angreb standses, derefter skal angrebets fremdrift bremses, og endelig skal modstanderens evne til at fortsætte krigen nedbrydes.

Det sidste er måske det mest interessante. For bag den militære terminologi ligger en erkendelse, som kan få vidtrækkende konsekvenser for både NATO’s forsvarsplanlægning, nationale investeringer og den europæiske forsvarsindustri: En militær styrke er ikke stærkere end sin evne til at blive forsynet.

En kampvogn uden brændstof kan ikke manøvrere. Et artillerisystem uden ammunition kan ikke bekæmpe fjenden, og et kampfly uden reservedele og vedligeholdelse kan ikke gennemføre missioner. Selv den mest moderne brigade mister gradvist sin operative værdi, hvis forsyningerne udebliver. Det er ikke nogen ny militær sandhed. Logistik har gennem århundreder været afgørende for udfaldet af krige, men det bemærkelsesværdige er, hvor tydeligt denne sammenhæng nu fremgår af NATO’s offentlige beskrivelse af, hvordan alliancen vil kunne besejre et angreb.

Det handler ikke kun om at ødelægge fjendens våben

Med Theory of Victory beskriver NATO en tilgang, hvor det ikke er tilstrækkeligt at standse fjendens styrker ved frontlinjen. Modstanderens mulighed for at fortsætte operationerne skal også nedbrydes. Det betyder, at logistikcentre, forsyningslinjer, militære depoter, transportknudepunkter og kommando- og kontrolsystemer får en helt central betydning.

For hvorfor alene koncentrere sig om at bekæmpe den enkelte kampvogn, hvis man samtidig kan afskære den fra brændstof, ammunition og vedligeholdelse? Det er den militære logik bag strategiens tredje element, Break, hvor målet er at nedbryde de systemer, der understøtter modstanderens evne til at føre krig.

Dermed bliver forsyningskæder ikke længere blot et spørgsmål om effektiv drift. De bliver både et militært mål og en strategisk sårbarhed. Og præcis den samme erkendelse må naturligvis gælde NATO’s egne styrker. Hvis alliancen ønsker at kunne nedbryde en modstanders forsyningssystemer, må den samtidig sikre, at dens egne kan modstå tilsvarende angreb. Det stiller betydelige krav til robusthed, alternative forsyningsveje, lagerkapacitet og evnen til at opretholde militære operationer, selv når den normale infrastruktur bliver sat ud af drift.

Ukraine har demonstreret logistikkens betydning

Krigen i Ukraine har med al tydelighed vist, hvor afgørende logistikken er i moderne krigsførelse. På begge sider har angreb mod depoter, transportforbindelser, energiforsyning og militær infrastruktur påvirket mulighederne for at gennemføre operationer. Samtidig har krigen demonstreret, hvor hurtigt forbruget af ammunition, droner, reservedele og andet materiel kan overstige den kapacitet, som traditionelle forsyningssystemer og produktionsapparater er indrettet til.

Det er ikke nødvendigvis det mest avancerede våbensystem, der afgør udfaldet. Det kan lige så vel være evnen til at producere og levere ammunition hurtigere, end den bliver forbrugt, eller evnen til at reparere beskadiget materiel og sende det tilbage til fronten. Ukraine har samtidig demonstreret betydningen af decentral produktion, alternative forsyningsveje og løbende teknologisk tilpasning. Når et depot bliver ødelagt, skal der være andre depoter. Når en transportvej bliver afbrudt, skal der være alternativer, og når et våbensystem bliver beskadiget, skal det kunne repareres hurtigt.

Det er robusthed omsat til operativ kampkraft, og det er netop denne sammenhæng, der gør NATO’s nye militære tilgang interessant.

Danmark skal ikke kun investere i våben – men i evnen til at anvende dem

For Danmark rejser NATO’s nye tilgang nogle ganske væsentlige spørgsmål. Vi investerer i disse år historisk store beløb i nye militære kapaciteter. Kampfly, luftforsvar, skibe, landmilitære systemer, droner og ammunition står højt på dagsordenen, men hvad med infrastrukturen og logistikken omkring dem?

Har vi tilstrækkelige depoter, den nødvendige transportkapacitet og en energiforsyning, der er robust nok til at fungere under en alvorlig krise? Kan vi reparere og vedligeholde materiellet, når normale forsyningsveje bliver afbrudt? Og kan vi sikre, at ammunition, brændstof og reservedele når frem til de operative enheder, selv når vores infrastruktur bliver angrebet?

Det er spørgsmål, som fortjener mindst lige så stor opmærksomhed som selve anskaffelsen af våbensystemerne. For det er ikke nok at anskaffe en militær kapacitet. Den skal også kunne indsættes, forsynes, vedligeholdes og genetableres. Et moderne forsvar kræver derfor investeringer i langt mere end våben. Det kræver lagerfaciliteter, værksteder, transportløsninger, energisystemer, sikre kommunikationsforbindelser og ikke mindst en industriel kapacitet, der kan understøtte Forsvaret under længerevarende operationer.

Vi risikerer ellers at investere milliarder i militære kapaciteter uden samtidig at sikre de forudsætninger, der gør dem anvendelige.

Forsyningssikkerhed er også national sikkerhed

En af de væsentligste konsekvenser af denne tankegang er, at skellet mellem militær logistik og samfundets øvrige infrastruktur bliver stadig mindre tydeligt. Forsvaret er afhængigt af langt mere end sine egne militære installationer. Havne, lufthavne, jernbaner, veje, elforsyning, telekommunikation og private transportvirksomheder kan alle være afgørende for evnen til at mobilisere og understøtte militære operationer.

Hvis NATO skal kunne flytte store militære styrker gennem Europa, kræver det adgang til fungerende transportkorridorer, tilstrækkelig brændstofforsyning og kapacitet til at håndtere store mængder materiel. Hvis kritiske havne eller jernbaneforbindelser bliver sat ud af drift, kan konsekvenserne række langt ind i Forsvarets operative muligheder.

Derfor bliver totalforsvar og samfundssikkerhed ikke blot civile supplementer til det militære forsvar, men en del af selve grundlaget for, at militære styrker kan fungere. For Danmark betyder det, at både staten, kommunerne, regionerne og private virksomheder har roller at spille. En kommune med ansvar for kritisk infrastruktur, en privat virksomhed med transportkapacitet eller en energileverandør med mulighed for nødproduktion kan alle få betydning for den samlede forsvarsevne.

Det handler ikke om, at alle skal være en del af Forsvaret. Det handler om, at samfundet skal kunne fungere, også når det bliver udsat for pres.

Forsvarsindustrien skal kunne levere – også efter det første angreb

NATO’s tilgang bør også give anledning til overvejelser om, hvordan Danmark udvikler sin forsvarsindustri. Vi taler ofte om innovation, nye teknologier og udvikling af avancerede militære systemer, men måske skal vi i højere grad begynde at tale om produktionskapacitet, leveringssikkerhed og industriel robusthed.

Kan en virksomhed fortsætte sin produktion under en alvorlig krise? Har den adgang til kritiske komponenter og råvarer? Er produktionen afhængig af enkelte underleverandører, og kan virksomheden øge produktionen, hvis behovet pludselig mangedobles? Det er ikke alene kommercielle spørgsmål. Det er spørgsmål, der kan få direkte betydning for Danmarks forsvarsevne.

Det samme gælder lagerkapacitet, værkstedsfaciliteter, modulære bygninger, mobile energiløsninger og alternative transport- og forsyningssystemer. Det er områder, som måske ikke altid tiltrækker den største opmærksomhed i den offentlige forsvarsdebat, men uden dem risikerer selv de mest avancerede militære investeringer at miste deres værdi.

Samtidig åbner det nye muligheder for danske virksomheder, som traditionelt ikke opfatter sig selv som en del af forsvarsindustrien. Virksomheder inden for transport, logistik, energi, byggeri, lagerstyring, digitalisering og kritisk infrastruktur besidder kompetencer, der kan være afgørende for fremtidens forsvar. Det stiller også krav til Forsvaret og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse om at kunne se ud over de traditionelle forsvarsleverandører.

NATO’s forsvarsplanlægning skal omsætte erkendelsen til kapaciteter

NATO Defence Planning Process, NDPP, har til formål at omsætte alliancens militære behov til konkrete kapacitetsmål for de allierede. Hvis Theory of Victory skal få reel betydning, bliver det interessant at følge, hvordan tilgangen afspejles i den fremtidige kapacitetsplanlægning. Det gælder ikke mindst kravene til logistik, militær mobilitet, forsyningsberedskab og evnen til at understøtte længerevarende operationer.

Her bør Danmark være særligt opmærksom. For det er ikke tilstrækkeligt at kunne stille en militær kapacitet til rådighed på papiret. Den skal også kunne fungere i praksis og fortsætte med at fungere efter de første uger af en konflikt. Det kræver både militære og civile investeringer og en langt tættere sammenhæng mellem anskaffelser, vedligeholdelse, forsyningssikkerhed og industriel kapacitet.

En militær kapacitet består ikke alene af det materiel, der bliver købt. Den består også af mennesker, ammunition, reservedele, vedligeholdelse, transport, infrastruktur og forsyninger. Uden denne helhed er kapaciteten ikke fuldt operativ.

Perspektiv: Måske skal vi begynde at stille nogle helt andre spørgsmål

NATO’s nye Theory of Victory indeholder ikke en revolutionerende opdagelse af logistikkens betydning. Men den sætter fornyet fokus på en militær sandhed, som let risikerer at drukne i diskussionerne om nye kampfly, missiler, droner og krigsskibe.

Det er ikke nødvendigvis den, der har flest våben, som kan kæmpe længst. Det er den, der kan holde sine våben operative.

Det bør give anledning til en grundlæggende diskussion om vores danske forsvarsinvesteringer. For hver gang vi beslutter at anskaffe en ny militær kapacitet, burde vi samtidig spørge, hvor den skal opbevares, hvordan den skal forsynes, hvem der skal vedligeholde den, hvor reservedele og ammunition skal komme fra, og hvordan vi sikrer, at den fortsat kan anvendes, hvis de normale forsyningssystemer bliver ramt.

Det er ikke de mest spektakulære spørgsmål, men det kan vise sig at være nogle af de vigtigste. For fremtidens forsvar skal ikke alene kunne anskaffe avancerede våben. Det skal kunne opretholde en samlet militær kapacitet under selv de vanskeligste forhold.

NATO’s øverstkommanderende har nu sat ord på, hvordan alliancen vil nedbryde en modstanders evne til at føre krig. Den logiske konsekvens er, at vi må stille mindst lige så store krav til vores egen evne til at fortsætte kampen.

For krige kan tabes på slagmarken. Men de kan også tabes, når brændstoffet slipper op, ammunitionen mangler, og forsyningskæderne bryder sammen.

Og måske er det netop den vigtigste lære, Danmark bør tage med sig fra NATO’s nye militære tilgang.