Danmark har brug for en grand strategy, hvor økonomi, udenrigspolitik og forsvar bindes sammen.
Danmark har i dag brug for mere end blot et forsvarsforlig og milliarder i bevillinger. Vi mangler en grand strategy – en samlet strategi, hvor vi kobler den økonomiske politik, udenrigspolitikken og Forsvarets udvikling. Uden denne sammenhæng risikerer vi, at selv historisk store investeringer ikke skaber sikkerhed, men blot et fragmenteret og dyrt forsvar.
Indkøbene lige nu giver god mening, for vi fylder tomme lagre op, og øger kapaciteter, som vi ved vi mangler. Men og der er et stort men. Det må afklares, hvilken form for krig der skal kæmpes, hvem fjenden er, og hvordan at man med dette for øje skaber en strategi, hvor Danmark afsætter de rette midler økonomisk, forskningsmæssigt, erhvervsmæssigt, udenrigspolitisk og militært.
På Borgerligt Konvent spurgte formanden for De Konservative, Mona Juul, mig, hvad man burde gøre med Forsvaret. Mit svar som oplægsholder var enkelt: Først og fremmest må vi erkende problemet – og derefter skabe en strategi for det danske forsvar. Vi har bevilget milliarder, men ikke defineret, hvad vi vil opnå for pengene.
Mona Juuls første spørgsmål handlede om, hvordan den overordnede sikkerhedspolitiske situation ser ud. Mit svar var, at vi i dag lever i et Pentarki – en verden domineret af fem stormagter: USA, Kina, Rusland, Indien og EU. Det er et ustabilt system, hvor alliancer kan skifte hurtigt, og hvor magtbalancen konstant forskydes. I et sådant system må Danmark have et forsvar, der kan kæmpe i dag – ikke om fem år.
Denne artikel er en bearbejdelse af mine svar og pointer fra konventet. Hovedbudskabet er klart: Danmark har brug for en strategi for sin sikkerhedspolitik – ikke kun flere penge.
Milliarderne mangler en ramme
Folketinget og forsvarsforligskredsen har besluttet at bruge et historisk stort milliardbeløb på Forsvaret. Det er nødvendigt – men uden en egentlig strategi bliver pengene spredt for vinden. I dag bygger vi kaserner, køber luftforsvar og diskuterer værnepligt. Men vi mangler stadig svaret på de grundlæggende spørgsmål:
Hvad skal Forsvaret kunne? Og hvor stort skal det være?
Uden en klar ramme ender vi med et kludetæppe af enkeltbeslutninger, der ikke tilsammen udgør et stærkt forsvar. Danmark har før stået i samme situation – med katastrofale konsekvenser. I 1930’erne sparede vi os svage uden en samlet plan og stod forsvarsløse i 1940. I 1990’erne og 00’erne satsede vi på små internationale operationer og glemte, at vores egen sikkerhed kræver et robust nationalt forsvar. Begge gange blev vi taget på sengen: først af Tysklands besættelse, siden af Ruslands aggression, som mindede os om, at små krige langt væk ikke kan erstatte forsvaret af Danmark.
I dag gentager vi risikoen. Vi investerer i alt fra kasernebyggerier til luftforsvar, fra værnepligt til cyberkapaciteter. Hver beslutning kan være rigtig – men uden en overordnet strategi bliver Forsvaret et dyrt, fragmenteret apparat, hvor vi hverken kan levere nok nationalt eller i NATO-regi.
Danmark som frontlinjestat
Danmarks geografi gør spørgsmålet akut. Vi er NATO’s brohoved til Østersøen, ansvarlige for vitale søveje og afhængige af, at allierede kan bevæge sig gennem landet i en krise. Vi er ikke længere et “baglandsland” – vi er en frontlinjestat. Det dimensionerer vores opgaver, især for flåden og flyvevåbnet.
En dansk forsvarsstrategi må derfor svare på tre centrale spørgsmål:
- Hvilke opgaver står Forsvaret over for?
Vi må erkende, at rollen som NATO’s indgangsport til Østersøen stiller særlige krav til vores militære kapaciteter. - Hvordan dimensionerer vi Forsvaret, beredskabet og det civile samarbejde?
Integration mellem militær og civile myndigheder bliver afgørende i moderne konflikter, som vi ser det i Ukraine. - Hvor meget skal Danmark kunne håndtere selv i de første måneder af en konflikt?
NATO-forstærkninger kommer ikke øjeblikkeligt. Vi skal kunne stå alene i starten.
Forsvarsforligene har hidtil været motoren i dansk forsvarspolitik – men de er kompromisser, ikke strategier. En strategi bygger på analyse og prioritering. Den bør komme før forliget – ikke bagefter. Det kan vi så ikke nu, så der bør hurtigst muligt udvikles en strategi, hvori man indregner de beslutninger, der allerede er foretaget.
Klare roller og kommandostruktur
En effektiv forsvarsstrategi kræver også en tydelig kommandostruktur. Forsvarschefen bør være regeringens og Folketingets øverste militære rådgiver i krise og krig – ikke samtidig lede styrkerne i felten. Derfor bør der oprettes en ny stilling som værnsfælles operativ chef, der har ansvaret for de indsatte styrker.
I perioden 1991–2014 var det ikke nødvendigt at adskille rollerne – vi indsatte små enheder som en fregat, fire fly eller en bataljon. Men i dag står vi over for scenariet, at hele Forsvaret kan skulle indsættes i en eksistenskamp. Det kræver en helt anden strategisk tænkning og forberedelse.
Strategi handler også om mennesker og teknologi
Strategien skal give et klart svar på, hvor mange mennesker vi trækker ud af arbejdsstyrken til Forsvaret og Beredskabet – både til daglig og i krigstid. Det er afgørende for at dimensionere værnepligt, reserven og den samlede styrke.
Samtidig må vi lære af Ukraine og Gaza: Vi skal analysere og integrere ny teknologi – men uden at blive teknologiblinde. Krigen i Ukraine har vist værdien af droner, men også at teknologien hurtigt ændrer sig. Hvis ukrainerne skaber et gennembrud på jorden, vil vægten skifte tilbage til kampvogne og pansrede mandskabsvogne – støttet af fly og droner.
En strategi – ikke blot milliarder
Forsvaret skal kunne kæmpe i dag, men også være klar til morgendagens trusler. Det kræver en strategi, ikke blot flere milliarder. Danmark har brug for en grand strategy, hvor økonomi, udenrigspolitik og forsvar hænger sammen. Kun sådan kan vi sikre, at vores historisk store investeringer omsættes til det, vi har allermest brug for: sikkerhed. Lars Bangert Struwe (f. 1968) er ph.d., ejer og foredragsholder i Geopol Strategi og sikkerhedspolitisk seniorkonsulent i Influenter. Han har bl.a. været forsker, fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet og generalsekretær i Atlantsammenslutningen.