EU har afsat 90 mia. euro til Ukraine, men allerede nu tegner der sig et nyt finansieringshul på omkring 70 mia. euro i 2027. Frankrig kæmper med sin økonomi, flere medlemslande modsætter sig fælles finansiering, og Europas egne forsvarsudgifter stiger kraftigt. Spørgsmålet er derfor ikke længere blot, om Europa vil støtte Ukraine, men om vi økonomisk og politisk er i stand til at fastholde støtten – og hvad konsekvenserne bliver for Europas sikkerhed, hvis pengene ikke findes.

Der er efterhånden ingen europæiske stats- eller regeringschefer, som ikke har erklæret, at Ukraine skal støttes, så længe det er nødvendigt.

Budskabet er blevet gentaget på utallige topmøder, og EU har da også mobiliseret historisk store beløb til at understøtte Ukraines forsvar, økonomi og samfund.

Men der er et spørgsmål, som vi efterhånden bliver nødt til at stille langt mere direkte: Hvor skal pengene komme fra?

For mens de politiske erklæringer fortsætter, bliver de økonomiske realiteter stadig vanskeligere.

Rusland fortsætter sin krig. Ukraine har brug for enorme beløb til ammunition, droner, luftforsvar, våbensystemer og almindelig samfundsdrift. Samtidig er flere af Europas største økonomier selv under et betydeligt økonomisk pres.

Og der er en helt afgørende forskel på at love militær støtte og faktisk at kunne finansiere og levere den.

For på slagmarken i Ukraine er det ikke de politiske erklæringer fra Bruxelles, der tæller. Det er adgangen til ammunition, missiler, droner og de øvrige kapaciteter, som gør det muligt at fortsætte kampen.

Det er derfor ikke blot en økonomisk diskussion. Det er i høj grad blevet et spørgsmål om Europas samlede sikkerhed.

90 milliarder euro er ikke nok

EU har etableret et ekstraordinært lån til Ukraine på 90 mia. euro for 2026 og 2027.

Af beløbet er 60 mia. euro afsat til militære formål og forsvarsindustriel kapacitet, mens 30 mia. euro skal understøtte den ukrainske økonomi og den offentlige sektor.

Så sent som den 30. oktober fremlagde Europa-Kommissionen et forslag om fordelingen af de resterende 45 mia. euro for 2027. Heraf skal 31,7 mia. euro anvendes til Ukraines forsvarsindustrielle kapacitet.

Det lyder umiddelbart som enorme beløb. Men problemet er, at pengene ikke nødvendigvis er tilstrækkelige.

Europa-Kommissionen har oplyst, at der med de nuværende finansielle tilsagn tegner sig et finansieringshul på omkring 70 mia. euro i 2027.

Og det bemærkelsesværdige er, at dette tal allerede medregner EU’s planlagte 45 mia. euro og en del af bidragene fra de internationale partnere.

Ifølge Kommissionens seneste opgørelse udgør det yderligere behov omkring 40,9 mia. euro til militær støtte og 27 mia. euro til den almindelige offentlige økonomi.

Det er med andre ord ikke blot penge til pensioner, hospitaler og offentlige myndigheder, som Ukraine mangler.

Det er i meget høj grad penge til at føre krigen.

Og selvom den ukrainske forsvarsindustri har udviklet sig imponerende, kan den ikke fungere uden finansiering, ordrer og adgang til de nødvendige komponenter.

Vi risikerer derfor at stå i en situation, hvor Ukraine har både produktionskapacitet og behovet for våbnene, men mangler pengene til at få dem produceret.

Det bør give anledning til alvorlige overvejelser i alle europæiske forsvarsministerier.

Frankrig er et billede på Europas økonomiske dilemma

Frankrig er et godt eksempel på den udfordring, Europa står over for.

Landet er en af Europas største økonomier, en central militær stormagt og en væsentlig del af NATO’s europæiske forsvar.

Men den franske økonomi er under betydeligt pres.

Europa-Kommissionens prognose fra maj 2026 vurderer, at Frankrigs offentlige underskud bliver 5,1 procent af BNP i 2026 og 5,7 procent i 2027. Samtidig ventes den offentlige gæld at overstige 120 procent af BNP i 2027.

Det er tal, som burde give anledning til eftertanke.

For hvordan skal et land, som allerede kæmper med betydelig gæld, stigende renteudgifter og politiske uenigheder om sit eget statsbudget, samtidig kunne påtage sig stadig større internationale finansielle forpligtelser?

Og Frankrig er langt fra det eneste land, der står over for vanskelige prioriteringer.

Europæiske regeringer skal både opruste deres egne væbnede styrker, opbygge større ammunitionslagre, investere i luftforsvar og kritisk infrastruktur og samtidig fastholde finansieringen af deres velfærdssamfund.

Oven i det kommer de fortsatte udgifter til Ukraine.

• Spørgsmålet bliver derfor ikke alene, hvor meget Europa gerne vil hjælpe Ukraine.
• Spørgsmålet bliver også, hvor meget de nationale parlamenter og befolkninger er villige til at betale.

Og hvad sker der, hvis politikerne i stigende grad bliver tvunget til at vælge mellem yderligere støtte til Ukraine og finansiering af deres egne landes forsvar?

Det er en vanskelig politisk diskussion, men det er en diskussion, vi er nødt til at tage.

Et Europa, hvor alle ikke vil betale den samme regning

Den anden store udfordring er den politiske uenighed i Europa.

EU er langt fra en samlet enhed, når det handler om finansieringen af Ukraine.

Ungarn og Slovakiet har gentagne gange været kritiske over for dele af Ukraine-politikken, og sammen med Tjekkiet står de uden for de finansielle forpligtelser i EU’s nye låneordning på 90 mia. euro.

Det vil imidlertid være forkert at betragte Østeuropa som én samlet modstander af støtten til Ukraine.

Tværtimod har Polen og de baltiske lande været blandt de mest markante fortalere for en omfattende europæisk støtte.

Men forskellene illustrerer et grundlæggende problem.

For hvordan skal EU i længden kunne opretholde en fælles sikkerhedspolitisk ambition, hvis medlemslandene ikke er enige om, hvem der skal betale?

Og hvad sker der, hvis flere regeringer begynder at argumentere for, at nationale økonomiske udfordringer må komme før yderligere støtte til Ukraine?

Vi kan ikke udelukke, at netop dette bliver en af de mest afgørende politiske diskussioner i Europa i de kommende år.

Kan Rusland komme til at betale for Ukraines forsvar?

En af de muligheder, som igen og igen bliver diskuteret, er at anvende de indefrosne russiske aktiver.

Omkring 210 mia. euro i russiske statslige aktiver er immobiliseret i EU, hvoraf hovedparten administreres gennem den belgiske værdipapircentral Euroclear.

EU anvender allerede ekstraordinære indtægter fra disse aktiver til at understøtte finansieringen af Ukraine.

Men der er væsentlig forskel på at anvende afkastet og på at anvende selve kapitalen.

Det sidste rejser betydelige juridiske og finansielle spørgsmål.

Belgien har især været bekymret for de mulige retssager, erstatningskrav og økonomiske konsekvenser, som kan ramme landet og Euroclear, hvis de russiske midler anvendes mere direkte.

Det er bekymringer, man ikke bare kan ignorere.

Omvendt er der et åbenlyst politisk og moralsk dilemma.

Skal europæiske skatteborgere fortsætte med at finansiere konsekvenserne af Ruslands krig, mens enorme russiske værdier fortsat står indefrosset?

Der er fremsat forslag om at etablere nye lån med tilknytning til de russiske midler, men heller ikke disse modeller er uden risici.

Alligevel må det være legitimt at spørge, om ikke tiden er kommet til at undersøge mulighederne endnu mere grundlæggende.

For hvis alternativet er, at Ukraine ikke kan finansiere sit forsvar, kan konsekvenserne blive langt større end de finansielle risici, man i dag forsøger at undgå.

Fælles EU-lån kan skaffe penge – men ikke fjerne regningen

En anden mulighed er, at EU fortsætter med at optage fælles lån på de internationale kapitalmarkeder.

Det er i princippet den mekanisme, der allerede anvendes til lånet på 90 mia. euro.

Fordelen er, at EU kan mobilisere store beløb uden straks at kræve tilsvarende direkte indbetalinger fra medlemslandenes nationale budgetter.

Men der er en afgørende forskel på at skaffe finansiering og på at finansiere udgiften.

Lån skal betjenes, renter skal betales, og nogen skal i sidste ende bære den finansielle risiko.

EU’s eksisterende Ukraine-lån er konstrueret, så Ukraine først skal tilbagebetale hovedstolen, når landet modtager krigsskadeserstatninger fra Rusland.

Men det ændrer ikke ved, at EU har renteudgifter og fremtidige forpligtelser.

Europa-Kommissionen har anslået finansieringsomkostningerne til omkring 3 mia. euro årligt fra 2028.

Og hvis løsningen på det næste finansieringshul bliver endnu et stort EU-lån, vokser de fremtidige forpligtelser naturligvis.

Samtidig forhandler EU allerede om sit næste flerårige budget for 2028–2034.

Her har Kommissionen foreslået, at der skal kunne mobiliseres op til 100 mia. euro til Ukraine.

Det er endnu ikke vedtaget, og det skal ses i sammenhæng med et EU-budget, hvor landbrug, regional udvikling, konkurrenceevne, forsvar og andre politiske prioriteter også kræver betydelige ressourcer.

Dermed står EU over for nogle vanskelige valg.

Skal man øge den fælles gæld? Skal man flytte penge fra andre områder? Eller skal medlemslandene acceptere større direkte økonomiske bidrag?

Ingen af mulighederne er politisk ukomplicerede.

Forsvarsindustrien kan ikke producere på politiske løfter

Der er imidlertid en dimension i denne diskussion, som risikerer at blive overset.

Nemlig konsekvenserne for den europæiske og ukrainske forsvarsindustri.

Vi taler meget om nødvendigheden af at øge produktionen af ammunition, missiler, droner og øvrigt militært materiel.

Og europæiske virksomheder bliver opfordret til at investere i nye produktionsanlæg, større kapacitet og hurtigere leverancer.

Men industrien har behov for langsigtede kontrakter, finansiering og sikkerhed for efterspørgslen.

Det gælder ikke mindst i Ukraine, hvor virksomhederne løbende udvikler nye løsninger og på flere områder har demonstreret en bemærkelsesværdig evne til at producere hurtigt og tilpasse teknologien til erfaringerne fra fronten.

En analyse fra Centre for Economic Policy Research, offentliggjort den 22. oktober, peger netop på, at betydelig ukrainsk forsvarsindustriel produktionskapacitet ikke bliver udnyttet, fordi der mangler finansierede ordrer.

Analysen argumenterer for, at europæisk støtte til den ukrainske forsvarsindustri i højere grad bør betragtes som en investering i Europas eget forsvar.

Det er en interessant diskussion.

For måske er problemet ikke alene, at vi mangler penge.

Måske er problemet også, at vi fortsat finansierer Ukraine gennem enkeltstående politiske beslutninger, hvor behovet i virkeligheden er langsigtet.

Hvis Europa virkelig ønsker, at Ukraine skal kunne fastholde sin forsvarsevne, er det nødvendigt at skabe en finansiering, som giver mulighed for produktion, indkøb og leverancer over flere år.

Ellers risikerer vi, at usikkerheden om fremtidig finansiering også bliver en begrænsning for den militære produktion.

Og den begrænsning vil i sidste ende kunne mærkes på slagmarken.

Europas sikkerhed har en pris – men hvem tør fortælle, hvad den er?

Det er naturligvis muligt at argumentere for, at det vil blive langt dyrere for Europa, hvis Ukraine taber krigen, eller hvis Rusland opnår en fredsaftale, der belønner militær aggression.

Den sikkerhedspolitiske argumentation er både relevant og væsentlig.

Et svækket Ukraine kan medføre yderligere europæiske forsvarsudgifter, større usikkerhed og et endnu mere omfattende behov for militær afskrækkelse.

Men selv et stærkt sikkerhedspolitisk argument kan ikke i sig selv skabe finansieringen.

EU må derfor også stille større krav til de øvrige internationale partnere.

Storbritannien, Norge, Canada, Japan og USA spiller forskellige roller i støtten til Ukraine, men der er behov for større klarhed over, hvilke beløb de faktisk vil stille til rådighed, og hvor længe.

Og måske bør vi samtidig begynde at se på finansieringen af Ukraine på en anden måde.

For hvis vi mener, at Ukraine i dag er med til at forhindre Rusland i at rette yderligere militært pres mod resten af Europa, er støtten så alene hjælp til Ukraine?

Eller er den i virkeligheden også en del af finansieringen af vores eget forsvar?

Det spørgsmål fortjener en langt mere grundlæggende debat.

For det kan meget vel vise sig, at Europas største udfordring ikke bliver at træffe beslutningen om at støtte Ukraine, men at fastholde finansieringen år efter år.

Og her er det ikke nok med nye politiske erklæringer.

Der skal være en sammenhæng mellem de militære ambitioner, den industrielle kapacitet og den økonomiske virkelighed.

For Rusland kan i høj grad indrette sin krigsøkonomi efter en langvarig konflikt, mens Europa fortsat skal skabe politiske flertal for store dele af sin støtte.

Det er en forskel, som kan få betydelige sikkerhedspolitiske konsekvenser.

Derfor bør vi begynde at stille nogle langt mere ubekvemme spørgsmål.

• Hvor længe kan Europa finansiere Ukraines forsvar gennem nye lån og midlertidige hjælpepakker?
• Hvor stor en del af Europas fremtidige forsvarsbudgetter skal reelt anvendes til at understøtte Ukraine?

Og hvad gør vi, hvis krigen fortsætter langt ud over 2027, samtidig med at de europæiske lande skal finansiere deres egen oprustning?

Det er spørgsmål, som ikke nødvendigvis har enkle svar.

Men de bliver ikke mindre nødvendige af den grund.

Europa kan ikke blive ved med at love Ukraine militær støtte, hvis man ikke samtidig er villig til at tage den nødvendige diskussion om finansieringen.

For i sidste ende handler det ikke kun om Ukraines mulighed for at fortsætte krigen.

Det handler også om, hvorvidt Europa er i stand til at omsætte sine sikkerhedspolitiske ambitioner til reel militær handlekraft.

Og måske er det vigtigste spørgsmål derfor ikke, om Europa har råd til at støtte Ukraine.

Det er, om Europa har råd til at lade være – og om vores politikere har modet til at fortælle befolkningerne, hvad begge muligheder faktisk kommer til at koste.