Arktis 2/5
En krig i imellem NATO og Rusland kan få afgørende konsekvenser i Arktis, længe før nogen forsøger at erobre land. Under havets overflade kan ubåde true skibe og mål på land, mens angreb på kabler og sensorer kan svække både samfundets kommunikation og militærets overblik. Derfor skal forsvaret af Grønland og Nordatlanten også forstås som en kamp om, hvad der foregår under vandet.
Det kræver, at vi skelner mellem forskellige opgaver. Ruslands strategiske missilubåde skal sikre evnen til at gennemføre et nukleart gengældelsesangreb. Andre ubåde kan jage modstanderens fartøjer eller angribe mål på land med krydsermissiler. Dertil kommer specialiserede fartøjer og undervandsfartøjer, som kan undersøge og operere ved havbundens infrastruktur. Atomdrevet betyder således ikke nødvendigvis atombevæbnet, og russiske undervandsoperationer tjener flere forskellige formål.
Området mellem Grønland, Island og Storbritannien, GIUK, er en vigtig passage mellem de nordlige farvande og det åbne Atlanterhav. Men det er utilstrækkeligt alene at forestille sig en forsvarslinje, som russiske ubåde skal standses ved. RUSI har fremhævet, at langtrækkende krydsermissiler gør det muligt for visse russiske ubåde at true europæiske havne, flyvepladser og kommandofaciliteter fra Norskehavet. De behøver altså ikke nødvendigvis passere GIUK for at påvirke en krig i Europa.
Det ændrer forsvarsopgaven. NATO skal både beskytte forbindelserne over Atlanterhavet og forholde sig til ubåde, der kan angribe på afstand. En ubåd kan dermed få betydning for kampene på land ved at true de faciliteter, som modtager, leder og forsyner allierede styrker. Søkrigen og landkrigen hænger sammen.
Hudsons Institutes analyser peger på en anden sårbarhed: selve evnen til at opdage ubådene. I instituttets arktiske krigsspil angriber Rusland undervandsovervågningen, så de allierede, i højere grad må basere sig på udsendte skibe, fly og ubemandede systemer. Det er et tænkt krigsforløb, men det illustrerer et vigtigt problem. Modstanderen kan forsøge at ødelægge de sensorer, som skal gøre hans operationer synlige.
Et angreb på havbunden kan derfor have flere formål. Beskadigelse af civile datakabler kan forstyrre kommunikation og økonomisk aktivitet. Angreb på militære sensorer og deres forbindelser kan gøre det vanskeligere at følge ubåde. Virkningerne afhænger af, hvilke anlæg der rammes, og hvilke alternative forbindelser der findes. Et enkelt kabelbrud gør ikke automatisk NATO blindt.
RUSI har beskrevet russiske specialkapaciteter under blandt andet organisationen GUGI, som arbejder med dybhavsoperationer. Men instituttet understreger også deres begrænsninger: De kræver specialiseret personel, støttefartøjer og prioritering mellem flere opgaver. Rusland kan true infrastrukturen, men har ikke ubegrænsede muligheder for at angribe overalt. Tilsvarende er et beskadiget kabel ikke i sig selv bevis for russisk sabotage.
Forsvaret kræver efter min vurdering, at vi tænker overvågning og modstandsdygtighed sammen. Vi skal kunne opdage mistænkelig aktivitet og følge op på den. Samtidig skal samfund og militære enheder kunne fortsætte, hvis en forbindelse forsvinder. Alternative kommunikationsveje, reparationsberedskab og samarbejde med civile operatører er derfor en del af sikkerheden.
Ubemandede systemer kan bidrage til større dækning. RUSI anbefaler i The Atlantic Bastion en kombination af sådanne systemer og bemandede platforme, som kan fastholde kontakten med russiske ubåde over større områder. Det afgørende er netop kontinuiteten: En ubåd, der er opdaget én gang, er ikke nødvendigvis under kontrol.
For Danmark og Grønland betyder det, at overvågning af havoverfladen kun løser en del af opgaven. Vi bør også spørge, hvad vi kan opdage nedenunder, hvordan oplysningerne deles med allierede, og hvem der kan reagere.
En modstander behøver ikke gå i land i Grønland for at gøre farvandene omkring øen til en del af en krig. Derfor skal forsvaret af Arktis også bygges under havets overflade.
Foto: USS ANNAPOLIS, AT SEA, 03.21.2009 – U.S. Navy
