Et norsk kabelprojekt/søkabel til mere end fire milliarder kroner kan blive et vigtigt skridt i Canadas bestræbelser på at mindske afhængigheden af amerikansk infrastruktur. Projektet handler ikke kun om internetforbindelser, datacentre og kunstig intelligens. Det handler i stigende grad om national suverænitet, strategisk autonomi og kontrollen over den digitale infrastruktur, som både samfundet og Forsvaret er afhængige af.

Et kabel under Atlanterhavet er blevet sikkerhedspolitik

I årtier har USA været den naturlige digitale forbindelse mellem Nordamerika og Europa. Store dele af den internationale datatrafik transporteres gennem amerikanske netværk, datacentre og undersøiske kabelforbindelser.

Men den afhængighed er Canada begyndt at betragte med nye øjne.

Det norske infrastrukturselskab Bulk Infrastructure arbejder nu på at realisere Leif Erikson, et omfattende undersøisk fiberkabel, der skal forbinde Norge direkte med Canada uden at passere gennem USA.

Projektet har eksisteret i flere år, men har fået fornyet politisk aktualitet i takt med, at forholdet mellem Ottawa og Washington er blevet mere anstrengt.

Ifølge Bloomberg, gengivet af The Next Web den 19. oktober, ønsker Bulk at finde en canadisk investor, som kan overtage majoriteten af ejerskabet og dermed sikre canadisk kontrol med infrastrukturen.

Det er en væsentlig ændring i projektets strategiske betydning.

Hvor Leif Erikson oprindeligt blev præsenteret som en kommerciel forbindelse mellem to regioner med adgang til store mængder vedvarende energi, bliver projektet nu også fremhævet som et redskab til national digital suverænitet.

6.500 kilometer ny digital infrastruktur

Det planlagte kabelsystem skal forbinde det sydlige Norge med Happy Valley-Goose Bay i den canadiske provins Newfoundland og Labrador.

Herfra skal forbindelsen fortsætte cirka 1.900 kilometer over land gennem Quebec til Montreal, hvor den kan kobles sammen med Canadas øvrige digitale infrastruktur.

LEIF ERIKSON – PROJEKTET I TAL

4.600 km

Planlagt søkabel

1.900 km

Landforbindelse i Canada

620+ mio. USD

Omtalt projektomkostning

65 ms

Forventet tur-retur-forsinkelse mellem Kristiansand og Montreal

Tal fra Bulk Infrastructure og nyere medieomtale. Projektet er endnu ikke finansieret eller bygget.

Den samlede investering ventes at overstige 620 millioner amerikanske dollar, svarende til godt fire milliarder danske kroner afhængigt af valutakursen.

Men finansieringen er endnu ikke på plads.

Projektet mangler fortsat kunder, yderligere undersøgelser af kabelruten og nødvendige myndighedsgodkendelser. Den canadiske landforbindelse kræver desuden samarbejde med og opbakning fra de berørte oprindelige folk.

Bulks egen projektbeskrivelse angiver fortsat 2026 som forventet idriftsættelsesår, men det er tydeligvis ikke længere en realistisk tidsplan. Selskabet angiver også tre år fra en bindende kontrakt til idriftsættelse.

Canada ønsker kontrol – ikke kun kapacitet

Det mest interessante ved projektet er ikke selve fiberkablet.

Det er spørgsmålet om ejerskab.

Bulk ønsker ifølge de seneste oplysninger, at en canadisk partner skal have majoritetskontrollen. Dermed kan Canada få større indflydelse på en central del af landets internationale kommunikationsinfrastruktur.

Det er et udtryk for en bredere sikkerhedspolitisk udvikling, hvor stater i stigende grad betragter digital infrastruktur som et strategisk nationalt aktiv.

For Canada handler det om at kunne kommunikere direkte med Europa uden nødvendigvis at være afhængig af amerikanske transitnetværk.

For Europa handler det om at få flere geografisk adskilte forbindelser til Nordamerika.

Og for begge parter handler det om at reducere risikoen for, at politiske konflikter, cyberangreb eller fysiske skader kan afbryde kritiske kommunikationsforbindelser.

En direkte kabelforbindelse er dog ikke i sig selv en garanti for fuld digital suverænitet. Kontrollen afhænger også af, hvem der ejer og driver landstationerne, netværksudstyret, de tilsluttede datacentre og de tjenester, der benytter forbindelsen.

Undersøiske kabler er blevet en del af totalforsvaret

Den sikkerhedspolitiske betydning rækker langt ud over Canada.

Undersøiske datakabler er blandt de vigtigste infrastrukturer i moderne samfund. De understøtter finansielle transaktioner, myndighedskommunikation, cloudtjenester, internationale forsyningskæder og en lang række militære støttefunktioner.

Samtidig er infrastrukturen vanskelig at beskytte.

Kabelforbindelser kan blive beskadiget ved ulykker, naturhændelser eller bevidst sabotage. Landstationer og netværksknudepunkter kan desuden være mål for cyberangreb og fysisk påvirkning.

Derfor er antallet af kabler ikke det eneste afgørende. Det handler også om, hvorvidt forbindelserne er geografisk adskilt, og om trafikken kan omdirigeres, hvis en forbindelse bliver afbrudt.

Leif Erikson kan netop tilføre en ny nordatlantisk rute, der ikke følger de samme geografiske korridorer som en række eksisterende transatlantiske forbindelser.

Det kan forbedre robustheden i den samlede digitale infrastruktur.

Men det vil kræve, at forbindelsen bliver integreret i netværk med tilstrækkelig redundans og beskyttelse.

Norge kan blive en endnu vigtigere digital indgang til Europa

For Norge er projektet også strategisk interessant.

Landet har allerede en betydelig position inden for datacentre, vedvarende energi og internationale fiberforbindelser.

Bulk Infrastructure er blandt andet involveret i Havfrue-kablet mellem USA og Danmark med forgreninger til Irland og Norge, Havhingsten mellem Danmark, Storbritannien og Irland samt Havsil mellem Norge og Danmark.

Det betyder, at en ny canadisk forbindelse ikke nødvendigvis bliver en isoleret norsk-canadisk løsning.

Den vil kunne indgå i et større nordisk og europæisk netværk.

Det er særlig interessant i lyset af den voksende efterspørgsel efter datakapacitet fra kunstig intelligens, cloudinfrastruktur og internationale virksomheder.

Men det er også interessant for NATO.

Norge og Canada er begge NATO-medlemmer, og forbindelsen vil kunne bidrage til større robusthed i den civile digitale infrastruktur mellem to allierede lande.

Det betyder ikke, at kablet automatisk bliver et militært kommunikationssystem. Men robust civil infrastruktur kan have stor betydning for militær mobilitet, forsyninger, beredskab og den samlede evne til at fungere under en krise.

EU og Canada er allerede ved at ændre spillereglerne

Leif Erikson-projektet skal også ses i sammenhæng med en større politisk udvikling mellem Canada og EU.

Allerede i december 2025 blev parterne enige om at undersøge nye internationale kommunikationsruter, herunder gennem Arktis, for at forbedre den digitale robusthed.

Og den 1. oktober 2026 drøftede EU-Kommissionen og Canada igen sikker international digital forbindelse via Arktis som led i deres digitale partnerskab.

Den 29.-30. oktober mødes EU og Canada i Montreal, hvor et tættere teknologisk og sikkerhedspolitisk samarbejde ventes at blive centralt.

Det er endnu ikke besluttet, at EU eller Canada skal finansiere Leif Erikson. Men projektet passer ind i en politisk udvikling, hvor både Canada og Europa ønsker at sprede deres strategiske afhængigheder.

Samtidig har EU i sin kabelsikkerhedsstrategi fremhævet behovet for nye forbindelser, bedre overvågning og større kapacitet til reparation af undersøiske kabler.

Kommissionen har blandt andet afsat yderligere 347 millioner euro i perioden 2026-2027 til digital backbone-infrastruktur, herunder undersøiske kabler og forbedret reparationskapacitet.

Hvad betyder udviklingen for Danmark?

Set fra Danmark er Leif Erikson interessant af tre årsager.

For det første kan projektet styrke Norges position som et vigtigt digitalt knudepunkt mellem Europa og Nordamerika. Danmark har allerede betydelige fiberforbindelser til Norge og kan dermed få glæde af yderligere transatlantisk kapacitet.

For det andet understreger projektet, at fremtidens kritiske infrastruktur ikke alene handler om at bygge nye forbindelser. Det handler også om at kunne overvåge, beskytte og reparere dem.

Det skaber potentielle muligheder for virksomheder med kompetencer inden for undervandssensorer, autonome undervandsfartøjer, kabelovervågning, maritime operationer og cybersikkerhed.

For det tredje rejser projektet et grundlæggende spørgsmål om Danmarks egen digitale afhængighed.

Ved vi tilstrækkeligt om, hvilke internationale forbindelser vores vigtigste digitale tjenester reelt er afhængige af – og hvad der sker, hvis de bliver afbrudt?

Det er ikke kun et spørgsmål for teleselskaberne.

Det er også et spørgsmål for Forsvaret, beredskabet, energisektoren, sundhedsvæsenet og de myndigheder, der har ansvaret for samfundets kritiske funktioner.

Perspektiv: Fremtidens suverænitet ligger også på havbunden

Leif Erikson er endnu et projekt på tegnebrættet. Finansieringen mangler, og der er væsentlige praktiske og politiske udfordringer, før kablet kan blive en realitet.

Men den sikkerhedspolitiske udvikling bag projektet er allerede tydelig.

Canada ønsker ikke nødvendigvis at afbryde sit digitale samarbejde med USA. Landet ønsker at have flere valgmuligheder.

Og netop det kan blive en afgørende forskel i fremtidens internationale sikkerhedspolitik.

For et land er ikke nødvendigvis digitalt suverænt, blot fordi det ejer sine datacentre eller har nationale cybersikkerhedsmyndigheder.

Hvis landets internationale forbindelser er afhængige af infrastruktur, som andre stater eller virksomheder kontrollerer, eksisterer der fortsat en strategisk sårbarhed.

Det gælder Canada.

Det gælder Europa.

Og det gælder Danmark.

Leif Erikson illustrerer derfor en vigtig pointe: Fremtidens forsvar og beredskab handler ikke kun om at kontrollere luftrummet, territorialfarvandet og landterritoriet. Det handler også om at forstå og beskytte de digitale forbindelser under havoverfladen.

For den næste store sikkerhedspolitiske konflikt kan vise sig at handle lige så meget om, hvem der kontrollerer forbindelserne mellem kontinenterne, som om hvem der kontrollerer territorierne ovenover.