113 boliger blev ødelagt. Omkring 450 mennesker måtte evakueres. 18 brandvæsener og 215 brandfolk blev sat ind. Den voldsomme brand i den norske kommune Flatanger står tilbage som et ekstremt eksempel på, hvor hurtigt en relativt lokal hændelse kan udvikle sig til en katastrofe. For Danmark bør historien ikke alene læses som dramatisk beredskabshistorie. Den bør læses som en advarsel.

Det begyndte ikke som den katastrofe, det endte med at blive.

Men kombinationen af tør vegetation, kraftig vind og vanskelige lokale forhold fik branden i Flatanger til at udvikle sig med en voldsomhed, som udfordrede både mandskab, materiel og organisation.

I løbet af kort tid stod et stort område i flammer.

Ifølge Danske Beredskabers beskrivelse af hændelsen blev 113 boliger ødelagt, omkring 450 mennesker evakueret, og 18 brandvæsener med i alt 215 brandfolk deltog i indsatsen.

Trods ødelæggelsernes omfang kom ingen mennesker alvorligt til skade.

Det sidste er næsten lige så bemærkelsesværdigt som katastrofens størrelse.

Men historien fra Norge rejser samtidig et spørgsmål, som også bør stilles i Danmark:

Hvad sker der, når en hændelse pludselig bliver større end det beredskab, der normalt skal håndtere den?

Det er præcis derfor, vi taler om totalberedskab

Diskussionen om dansk beredskab handler i disse år i høj grad om krig, sabotage, hybridangreb, cybertrusler og beskyttelsen af vores kritiske infrastruktur.

Det er nødvendigt.

Men totalberedskab er større end det.

En omfattende brand, ekstremregn, stormflod, længerevarende strømsvigt eller andre store civile hændelser kan på ganske kort tid skabe behov for ressourcer, der ligger langt ud over den normale dimensionering af et lokalt beredskab.

Flatanger illustrerer netop dette.

Da branden voksede, voksede organisationen omkring indsatsen også.

Brandvæsener kom til fra andre områder. Helikoptere blev involveret. Civilforsvaret bidrog. Politiet, Forsvaret, virksomheder, vandværker, frivillige og lokale aktører blev en del af den samlede indsats.

Landbrugets tankvogne blev blandt andet anvendt til at transportere vand.

Det er totalberedskab omsat til virkelighed.

Ikke som en strategi i en rapport eller et nyt organisationsdiagram, men som et samfund, der mobiliserer de ressourcer, der faktisk findes, når den normale kapacitet ikke længere er tilstrækkelig.

Vand bliver pludselig en strategisk ressource

En af de interessante erfaringer fra den norske brand handler om noget så grundlæggende som vand.

Når mange brandkøretøjer opererer samtidig, og store mængder vand skal leveres kontinuerligt, bliver vandforsyningen hurtigt en del af selve beredskabsoperationen.

Det er værd at hæfte sig ved i Danmark.

For vi kan købe nye køretøjer, pumper, droner og andet moderne materiel. Men hvis en større hændelse varer i mange timer eller flere døgn, bliver logistikken omkring indsatsen mindst lige så vigtig.

• Hvor kommer vandet fra?
• Hvordan transporteres det?
• Hvor hurtigt kan der etableres alternative vandforsyninger?
• Hvilke private virksomheder, landbrug, entreprenører og andre lokale aktører råder allerede over materiel, som kan bruges?

Og vigtigst af alt: Ved vi det, inden katastrofen rammer?

Det er den slags spørgsmål, et moderne totalberedskab skal kunne besvare.

Kommunerne står på frontlinjen

Den norske erfaring understreger samtidig betydningen af de lokale og kommunale beredskaber.

Når noget brænder, eksploderer, oversvømmes eller kollapser, er det ikke en national strategi, der først ankommer til skadestedet.

Det er det lokale beredskab.

Derfor er diskussionen om styrkelsen af Danmarks samlede beredskab også nødt til at begynde lokalt.

Kommunale redningsberedskaber skal naturligvis ikke dimensioneres alene til den værst tænkelige katastrofe. Det ville hverken være økonomisk eller praktisk realistisk.

Til gengæld skal systemet være konstrueret, så ressourcer meget hurtigt kan flyttes og samles på tværs af kommunegrænser, myndigheder og sektorer.

• Det kræver fælles planlægning.
• Det kræver øvelser.
• Det kræver kompatibelt materiel og kommunikation.

Og det kræver, at mennesker og organisationer kender hinanden, før telefonen ringer midt om natten.

Danmark har også områder med risiko

Flatanger ligger i Norge, og danske forhold er naturligvis anderledes.

Men vi skal passe på med at konkludere, at den slags hændelser derfor ikke kan ramme Danmark.

• Vi har store sommerhusområder, naturområder og bebyggelser, hvor vegetation og bygninger ligger tæt.
• Vi har områder med begrænsede adgangsveje.
• Vi oplever perioder med tørke.

Og klimaforandringer betyder, at beredskabet skal kunne håndtere hændelser, som kan udvikle sig anderledes og hurtigere end tidligere.

Det interessante spørgsmål er derfor ikke, om Danmark får en nøjagtig kopi af branden i Flatanger.

Spørgsmålet er, om vi har et system, der kan håndtere den danske version af den perfekte storm.

Private ressourcer skal tænkes ind før krisen

Her ligger måske en af de vigtigste læringer.

Et samfund råder over langt flere beredskabsressourcer end dem, der står parkeret på brandstationerne.

• Entreprenører har gravemaskiner og pumper.
• Landbruget har traktorer, tankvogne og andet tungt materiel.
• Transportvirksomheder har lastbiler.
• Virksomheder råder over generatorer, kommunikationsudstyr, droner og specialkompetencer.
• Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har yderligere kapaciteter.
• Frivillige organisationer kan mobilisere mennesker og lokale netværk.

Men ressourcerne har begrænset værdi, hvis ingen ved, hvor de findes, hvem der kan rekvirere dem, hvordan de kommunikerer med myndighederne, eller hvordan de skal indgå i en større operation.

Totalberedskab handler derfor ikke nødvendigvis kun om at købe mere.

Det handler også om at vide, hvad Danmark allerede råder over – og sikre, at det kan bringes i spil hurtigt.

Samarbejde kan ikke opfindes under katastrofen

Den måske vigtigste erfaring fra Flatanger er derfor organisatorisk.

Når en katastrofe bliver stor nok, forsvinder grænserne mellem de organisationer, der normalt håndterer hver deres lille del af samfundet.

• Brandvæsenet kan ikke nødvendigvis klare opgaven alene.
• Kommunen kan ikke.
• Staten kan ikke.
• Forsvaret kan ikke.
• Private virksomheder kan ikke.

Men tilsammen kan de.

Det er netop essensen af totalberedskabet.

Og derfor skal samarbejdet bygges, relationerne etableres og procedurerne afprøves, mens der stadig er ro.

For når vinden først tager fat, og ilden bevæger sig hurtigere, end beredskabet kan følge med, er det for sent at begynde at udveksle visitkort.

Flatanger bør bruges som dansk lærestykke

Det bemærkelsesværdige ved katastrofen i Flatanger er ikke alene de 113 ødelagte boliger.

Det er heller ikke alene de 450 evakuerede eller de 215 brandfolk.

Det er, hvor hurtigt en lokal hændelse kunne vokse til en operation, der krævede ressourcer fra store dele af samfundet.

Danmark er i disse år ved at genopdage betydningen af beredskab.

Det er positivt.

Men hvis totalberedskab skal være mere end et politisk begreb, skal vi også turde stille de praktiske spørgsmål.

Ved vi, hvilke ressourcer der findes lokalt?

• Kan de mobiliseres hurtigt?
• Kan kommunale, statslige, militære og private aktører arbejde sammen?
• Har vi øvet det?
• Og har de lokale beredskaber den nødvendige kapacitet til at holde situationen under kontrol, indtil hjælpen kommer?

Flatanger giver ikke alle svarene.

Men branden giver os en ganske effektiv påmindelse om, hvorfor spørgsmålene skal besvares, før Danmark en dag står med sin egen perfekte storm.