Hvis de seneste år har lært os noget, så er det, at samfundets beredskab ikke er en luksus, men en nødvendighed. COVID-19-pandemien, cyberangreb, energikriser og klimabetingede naturkatastrofer har tydeliggjort, hvor hurtigt hverdagen kan vende på en tallerken. I finanslovsforslaget for 2026 har regeringen taget nogle markante skridt for at styrke beredskabet. Spørgsmålet er, om det er nok – og om det rækker til at skabe den tryghed, vi alle forventer, når næste krise banker på.
Kernen i aftalen
Finansloven tilføjer nye midler til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Blandt andet tilføres 21,4 mio. kr. i 2026 og derefter 11,7 mio. kr. årligt for at styrke kapaciteten i Beredskabsstyrelsen. Det er ikke blot et spørgsmål om flere penge, men om en ændret forståelse af, hvad beredskab er.
Vi ser nye initiativer som befolkningsrettede beredskabskurser, hvor civilsamfundsorganisationer får midler til at uddanne borgere i førstehjælp, krisehåndtering og samfundssikkerhed. Tanken er enkel, men kraftfuld: jo flere borgere, der har grundlæggende krisekompetencer, desto mere robust bliver hele samfundet.
Samtidig styrkes infrastrukturen bag beredskabet. Finansloven afsætter midler til radiokommunikationssystemer, EU-nødlager for katastrofemedicinsk udstyr og en national reserve af værnemidler. Erfaringerne fra pandemien viser, at mangel på basale værnemidler kan lamme både sundhedsvæsen og kritiske samfundsfunktioner. Den fejl vil man ikke gentage.
Endelig bliver cybersikkerhed et selvstændigt beredskabsspørgsmål. Med nye tilskudsordninger skal virksomheder rustes til at håndtere cybertrusler, som i stigende grad udgør en risiko på linje med fysiske katastrofer.
Diskussion
Der er ingen tvivl om, at finanslovens prioriteringer trækker i den rigtige retning. Beredskabet bliver mere helhedsorienteret og bredere forankret i både befolkningen, erhvervslivet og staten. Men spørgsmålet er, om vi bevæger os hurtigt nok.
For hvad hjælper det, at der opbygges lagre af værnemidler, hvis ikke sundhedspersonale løbende trænes i at bruge dem i realistiske øvelser? Hvad hjælper det, at borgere kan tage beredskabskurser, hvis vi ikke også udvikler en kultur, hvor det er naturligt at tale om og forberede sig på kriser i hverdagen?
Der er også et økonomisk aspekt. De tilførte midler er relativt små i forhold til det samlede statsbudget. Når man ser, hvor dyrt det blev at reagere ad hoc under COVID-19, kan man argumentere for, at investering i beredskab er en billig forsikring. Spørgsmålet er, om vi tør tænke mere langsigtet og investere markant mere nu, for at spare uendeligt meget senere.
Afrunding
Finansloven for 2026 viser en ny retning for beredskabet: fra et snævert statsligt anliggende til en bred samfundsopgave. Staten leverer rammerne, men borgere, virksomheder og civilsamfund skal også løfte deres del. Det er en klog strategi, men det er kun begyndelsen.
For når den næste krise rammer – og det gør den – er det ikke kun spørgsmålet om, hvorvidt vi har lagrene fyldt og radiosystemerne på plads. Det afgørende er, om vi som samfund har udviklet en kultur, hvor beredskab ikke er en fjern tanke, men en fælles praksis. Det er dér, vi finder den egentlige tryghed.