Forsvaret er klar til at etablere en fast landmilitær tilstedeværelse med kampsoldater i Grønland. Det vil være et markant skifte i den danske militære tilstedeværelse i Arktis. Men soldater på land kan ikke stå alene. Skal Danmark og NATO for alvor kunne forsvare Grønland, kræver det et sammenhængende situationsbillede fra luften og helt ned til havbunden.

Grønland er ved at ændre militær betydning.

Hvor den danske militære tilstedeværelse i årtier i høj grad har været forbundet med suverænitetshåndhævelse, overvågning, fiskeriinspektion, eftersøgning og redning samt Slædepatruljen Sirius, bevæger Danmark sig nu i retning af et mere klassisk territorialforsvar.

Det er ikke bare endnu en justering af Forsvarets tilstedeværelse i Arktis. Det kan blive begyndelsen på en grundlæggende ændring af den måde, Danmark tænker forsvaret af Grønland på.

For hvis Danmark vil have soldater stående permanent i Grønland, følger det næste spørgsmål næsten automatisk:

Hvad skal de kunne se, beskytte og reagere på?

Fra tilstedeværelse til egentligt forsvar

Udviklingen kommer ikke ud af ingenting.

Forsvaret har siden 2025 styrket sin militære tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten, og aktivitetsniveauet er i 2026 øget yderligere. Arktisk Kommando er allerede permanent til stede i Nuuk og på Færøerne, mens enheder fra Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Specialoperationskommandoen løbende indsættes i området.

Samtidig er Grønland blevet et stadig vigtigere øvelsesområde for NATO.

Under Arctic Shield 2026 har mere end 400 soldater fra 11 NATO-lande trænet i Grønland. Øvelsen omfatter operationer på land, til søs og i luften og indgår i den bredere NATO-aktivitet Arctic Sentry.

Det er et væsentligt signal.

Grønland skal ikke længere alene betragtes som et enormt geografisk område, hvor Danmark skal kunne demonstrere tilstedeværelse. Grønland er blevet en central del af forsvaret af Nordatlanten, Arktis og dermed forbindelsen mellem Nordamerika og Europa.

En permanent landmilitær styrke vil gøre dette endnu tydeligere.

Soldater løser kun en del af opgaven

Kampsoldater kan bevogte kritisk infrastruktur, sikre lufthavne og havne, beskytte installationer, støtte myndigheder og være klar til at modtage og understøtte allierede styrker.

Men Grønlands geografi gør samtidig en klassisk militær tankegang utilstrækkelig.

Grønland er verdens største ø. Afstandene er enorme. Befolkningen er spredt. Infrastrukturen er begrænset, og en meget stor del af den strategiske adgang til Grønland går gennem luften eller havet.

Derfor giver det heller ikke mening at diskutere landmilitære styrker isoleret.

En soldat kan beskytte en installation. Men soldaten skal vide, hvad der nærmer sig installationen.

Det kræver sensorer, satellitter, radarer, droner, fly, skibe og efterretninger. Og det kræver i stigende grad også evnen til at forstå, hvad der foregår under havoverfladen.

Havbunden bliver en del af Grønlands forsvar

Her ligger måske et af de vigtigste næste skridt.

Danmark har allerede erkendt behovet.

Søværnet gennemførte tidligere i år forsøg med undervandsdroner ved Grønland sammen med canadiske kolleger. Formålet var blandt andet at undersøge, hvordan systemerne fungerer i Grønlands kolde og dybe farvande, og hvordan de kan anvendes til overvågning af havbunden og beskyttelse af kritisk infrastruktur.

Det er ikke en perifer opgave.

Undersøiske kabler og anden infrastruktur er blevet strategiske aktiver. Samtidig er ubåde, autonome undervandssystemer, sensorer og aktiviteter omkring havbunden blevet en stadig vigtigere del af moderne militære operationer.

Det betyder, at det fremtidige forsvar af Grønland ikke stopper ved kystlinjen.

Det begynder i realiteten langt ude i havet.

Danmark har allerede taget de første skridt

De politiske aftaler om Arktis og Nordatlanten peger i samme retning.

Der er besluttet milliardinvesteringer i blandt andet satellitovervågning, langtrækkende droner, maritime patruljefly, luftvarslingsradar, flere arktiske skibe og en styrkelse af Arktisk Kommando.

I anden delaftale om Arktis og Nordatlanten står beskyttelsen af kritisk undersøisk infrastruktur også eksplicit på dagsordenen. Mulighederne for at anskaffe kapaciteter til overvågning af denne infrastruktur skal undersøges.

Det er vigtigt.

Men udviklingen bør ikke alene ses som beskyttelse af enkelte søkabler eller installationer.

Danmark har behov for et egentligt underwater domain awareness omkring Grønland.

Det handler om at kunne opdage, identificere og følge aktivitet under havoverfladen – præcis som radarer gør det i luften, og andre sensorer gør det på havoverfladen.

Ét samlet situationsbillede

Det er derfor, diskussionen om kampsoldater i Grønland er større end spørgsmålet om, hvor mange soldater Danmark eventuelt skal stationere.

En troværdig militær tilstedeværelse kræver, at Danmark kan skabe et samlet situationsbillede.

• Satellitter skal se fra rummet.
• Radarer og fly skal overvåge luftrummet.
• Droner og maritime patruljefly skal kunne dække enorme områder.
• Skibe skal være til stede på havet.
• Landstyrker skal kunne beskytte nøgleområder og kritisk infrastruktur.
• Og sensorer, undervandsdroner og andre systemer skal kunne skabe et billede af aktiviteten under havoverfladen og omkring havbunden.

Først når de informationer kan samles, analyseres og omsættes til handling, har Danmark noget, der begynder at ligne et sammenhængende territorialforsvar af Grønland.

Grønland kan blive NATO’s arktiske fremskudte position

Der ligger også et større NATO-perspektiv.

Forsvaret af Grønland er ikke alene et dansk anliggende. Grønlands geografiske placering gør området afgørende for den transatlantiske sikkerhed og forbindelsen mellem Nordamerika og Europa.

Derfor er de mange allierede soldater under Arctic Shield mindst lige så interessante som antallet af danske soldater.

Danmark skal ikke nødvendigvis kunne løse alle opgaver alene.

Men Danmark skal kunne skabe rammerne, infrastrukturen, situationsbilledet og kommandostrukturen, så allierede styrker hurtigt kan operere fra og omkring Grønland.

Her kan en permanent dansk landmilitær tilstedeværelse få stor betydning. Den kan fungere som fundament for modtagelse, træning og indsættelse af større allierede styrker, hvis sikkerhedssituationen kræver det.

Kampsoldaterne er begyndelsen

En permanent udstationering af kampsoldater i Grønland vil derfor være et vigtigt skridt.

Men den må ikke blive betragtet som løsningen i sig selv.

Tværtimod.

Den bør være begyndelsen på næste fase af opbygningen af et egentligt arktisk forsvar.

For Danmark kan placere nok så mange soldater på grønlandsk jord. Hvis vi ikke samtidig kan se, hvad der foregår hundredvis af kilometer væk, i luften, på havet og under havoverfladen, risikerer soldaterne at stå med et ufuldstændigt situationsbillede.

Forsvaret af Grønland skal derfor tænkes fra rummet og helt ned til havbunden.

Kampsoldater på land er én vigtig brik. Men det afgørende bliver, om Danmark og NATO kan se truslen, før den når frem.