EU-Kommissionens nye forslag til en Public Procurement Act kan blive langt mere interessant for dansk forsvar end endnu en ændring af udbudsreglerne. Hvis mulighederne bliver brugt rigtigt, kan de være med til at ændre hele relationen mellem Forsvaret og industrien. I stedet for at beskrive et færdigt produkt ned i mindste detalje bør Forsvaret i langt højere grad beskrive problemet, effekten og den operative kapacitet, der efterspørges – og lade virksomhederne konkurrere om den bedste løsning. Det kan samtidig åbne døren for danske SMV’er og et langt stærkere udviklingssamarbejde mellem Forsvaret og dansk industri.

Europa skal opruste hurtigere.

Vi skal have mere ammunition, flere droner, bedre overvågning, stærkere luftforsvar, nye maritime kapaciteter, bedre kommunikation, autonome systemer og en lang række teknologier, som for få år siden knap nok fandtes på Forsvarets indkøbslister.

Men måske skal vi ikke kun diskutere, hvad vi køber.

Vi bør også diskutere, hvordan vi køber.

EU-Kommissionens forslag til en ny Public Procurement Act kan derfor vise sig at være særdeles interessant for forsvarsindustrien. Ikke fordi endnu flere regler i sig selv løser noget. Men fordi ambitionen denne gang blandt andet er mere fleksible indkøb, bedre muligheder for forhandling og innovation og større mulighed for at anvende offentlige indkøb strategisk.

Det kan være præcis den udvikling, forsvarsområdet har brug for.

Beskriv problemet – ikke produktet

En af de største barrierer for innovation opstår, når en offentlig myndighed på forhånd beskriver løsningen så detaljeret, at virksomhederne reelt kun kan konkurrere om at levere det produkt, myndigheden allerede har forestillet sig.

På forsvarsområdet er det særligt problematisk. Teknologien udvikler sig ganske enkelt for hurtigt.

Droner, counter-UAS, kunstig intelligens, autonome maritime systemer, sensorer, elektronisk krigsførelse og overvågning udvikler sig i et tempo, hvor en kravspecifikation risikerer at være teknologisk overhalet, allerede inden kontrakten er underskrevet.

Derfor bør vi vende spørgsmålet om.

Forsvaret skal selvfølgelig definere de operative krav.

Men i stedet for altid at beskrive præcis, hvilket produkt der skal leveres, bør Forsvaret i langt højere grad kunne beskrive den effekt, der ønskes.

• Vi skal kunne opdage en drone på denne afstand.
• Vi skal kunne overvåge dette havområde i så mange timer.
• Vi skal kunne flytte denne mængde ammunition fra A til B inden for denne tid.
• Vi skal kunne etablere denne kapacitet under disse operative forhold.
• Vi skal kunne reducere bemandingsbehovet på denne funktion uden at reducere den operative effekt.

Og derefter stille spørgsmålet til industrien:

Hvordan vil I løse det?

Det er en helt anden tilgang til forsvarsindkøb.

Forsvaret behøver ikke altid kende løsningen

Forsvaret skal være eksperter i operative behov.

Industrien skal være eksperter i at udvikle løsninger.

De to ting skal naturligvis mødes.

Men vi risikerer at miste innovation, hvis Forsvaret både definerer problemet og på forhånd bestemmer den teknologiske løsning.

• For måske findes den bedste løsning allerede i en dansk virksomhed.
• Måske kommer den fra en virksomhed, som endnu ikke betragter sig selv som forsvarsvirksomhed.
• Måske eksisterer teknologien i en civil sektor og skal blot videreudvikles til militær anvendelse.
• Eller måske findes løsningen slet ikke endnu.

Så skal den udvikles.

Og netop dér bliver et tættere udviklingssamarbejde mellem Forsvaret og industrien afgørende.

Fra leverandør til udviklingspartner

Danmark har brug for en forsvarsindustri, der ikke alene leverer det, Forsvaret allerede har besluttet at købe.

Vi har brug for virksomheder, der er med til at udvikle næste generations løsninger.

Det kræver imidlertid, at virksomhederne får adgang til Forsvarets problemer. Ikke klassificerede oplysninger, som de ikke skal have. Men reel forståelse for de operative behov.

• Hvilke problemer oplever soldaten?
• Hvor mangler Søværnet overvågning?
• Hvor er logistikken for langsom?
• Hvor mangler Hjemmeværnet teknologi?
• Hvor kan automatisering reducere behovet for personel?
• Hvor er der brug for nye sensorer?
• Hvor mangler systemerne interoperabilitet?

Hvis virksomhederne først møder Forsvaret, når et 150 sider langt udbudsmateriale er offentliggjort, er meget af innovationsmuligheden allerede forsvundet.

Dialogen skal begynde tidligere.

Her ligger en enorm mulighed for danske SMV’er

Det gælder ikke mindst de små og mellemstore virksomheder.

Danmark har ikke Europas største forsvarsindustri.

Til gengæld har vi en lang række højt specialiserede virksomheder inden for blandt andet software, robotteknologi, maritime systemer, sensorer, kommunikation, droner, energi, materialeteknologi og automation.

Mange af dem kan potentielt levere løsninger til Forsvaret. Men de har ikke nødvendigvis en stor tender-afdeling.

De har ikke nødvendigvis medarbejdere, der alene arbejder med offentlige udbud.

Og de har måske aldrig tidligere leveret til Forsvaret.

Hvis adgangsbilletten til forsvarsmarkedet bliver hundredvis af sider med krav, referencer, certificeringer og dokumentation, risikerer vi at sortere nogle af de mest innovative virksomheder fra, inden de overhovedet får mulighed for at demonstrere deres teknologi.

Det er et problem. Ikke kun for virksomhederne. Men også for Forsvaret.

Innovation kommer ikke kun fra de store

De store internationale forsvarsvirksomheder er naturligvis afgørende for dansk og europæisk forsvar.

De kan levere komplekse våbensystemer, etablere globale forsyningskæder og håndtere projekter til milliardbeløb.

Men innovation kommer ikke nødvendigvis kun fra de største.

En mindre dansk virksomhed kan have udviklet en sensor, et stykke software, en autonom platform eller en komponent, der løser et meget konkret militært problem bedre end eksisterende løsninger.

EU-Kommissionen fremhæver selv SMV’erne som centrale for innovation og vækst i den europæiske forsvarsindustri.

Derfor bør et nyt europæisk indkøbsregime også vurderes på, om det rent faktisk gør det lettere for disse virksomheder at komme ind.

Køb udvikling – ikke kun hyldevarer

Der ligger også en større strategisk mulighed.

Offentlige indkøb kan bruges aktivt til at udvikle industri.

Hvis Forsvaret bliver en kompetent første kunde for en dansk virksomhed, kan det være afgørende for virksomhedens videre udvikling.

En løsning, der er udviklet sammen med og efterfølgende anvendt af det danske forsvar, står langt stærkere på eksportmarkederne.

• Det giver reference.

• Det giver validering.

• Det giver mulighed for skalering.

Og i sidste ende kan det være med til at skabe en stærkere dansk forsvarsindustri.

Derfor bør vi ikke kun se forsvarsindkøb som en måde at få materiel ind på lageret.

Indkøb er også industripolitik.

Europa har opdaget forsyningssikkerheden

EU’s nye kurs handler samtidig om mere end innovation.

Sikkerhed, robusthed og europæisk økonomisk suverænitet fylder markant mere.

Det er særligt relevant på forsvarsområdet.

For når Danmark køber en militær kapacitet, køber vi ikke bare et produkt.

Vi køber også en forsyningskæde.

• Kan vi få reservedele?
• Kan vi vedligeholde systemet?
• Kan produktionen opskaleres?
• Har vi adgang til software og data?
• Hvor kommer de kritiske komponenter fra?
• Kan leverandøren fortsætte produktionen under en krise?

Og kan danske virksomheder indgå i produktion, vedligeholdelse og videreudvikling?

Det er spørgsmål, som bør vægte langt tungere end tidligere.

Den billigste løsning er ikke nødvendigvis den bedste løsning, hvis vi efterfølgende opdager, at vi ikke kan få reservedele under en europæisk krise.

Det kræver også noget af virksomhederne

Men danske virksomheder skal ikke tro, at nye regler automatisk giver dem adgang til Forsvaret.

Det gør de ikke. Forsvarsmarkedet stiller krav.

Virksomhederne skal kunne dokumentere kvalitet. De skal forstå sikkerhed. De skal kunne håndtere leveringssikkerhed, cyberkrav, eksportkontrol, certificeringer og de særlige forhold, der følger med at være leverandør til Forsvaret.

SMV’er skal derfor også professionalisere sig.

Men der er forskel på at stille nødvendige militære krav og på at bygge administrative barrierer, der reelt kun favoriserer virksomheder, som allerede befinder sig inden for systemet.

Den balance skal vi blive bedre til.

Fra udbud til samarbejde

Det mest interessante ved EU’s nye retning er derfor måske ikke selve juraen.

Det er tankegangen.

Europa har brug for hurtigere innovation, større produktionskapacitet, mere robuste forsyningskæder og en stærkere forsvarsindustri.

Det opnår vi ikke, hvis relationen mellem Forsvaret og industrien alene består i, at Forsvaret skriver et udbud, hvorefter virksomhederne får nogle uger til at svare.

• Vi skal have mere dialog.
• Mere test.
• Flere demonstrationer.
• Flere udviklingsforløb.

Og langt bedre muligheder for, at små og mellemstore virksomheder kan komme med løsninger på Forsvarets operative problemer.

Det kræver selvfølgelig klare spilleregler og reel konkurrence.

Men konkurrence behøver ikke betyde, at staten på forhånd har opfundet løsningen.

Tværtimod.

Forsvaret skal købe det rigtige

Danmark står foran nogle af de største forsvarsinvesteringer i nyere tid.

Det giver os en historisk mulighed.

Men hvis vi alene bruger pengene på at købe mere af det, vi allerede kender, risikerer vi at gå glip af en del af potentialet.

Vi skal bruge investeringerne til at skabe operative kapaciteter.

Men vi bør samtidig bruge dem til at styrke dansk og europæisk industri, skabe innovation og gøre vores forsyningskæder mere robuste.

Det kræver en anden tilgang til indkøb.

Forsvaret skal selvfølgelig vide præcis, hvilket problem der skal løses, hvilken effekt der skal opnås, og hvilke operative krav der er ufravigelige.

Men Forsvaret behøver ikke altid på forhånd at vide, hvordan løsningen ser ud.

Beskriv behovet. Beskriv effekten. Beskriv rammerne.

Og lad så industrien konkurrere om at finde den bedste løsning.

For når Danmark nu skal bruge historisk mange milliarder på Forsvaret, er opgaven ikke bare at købe hurtigt.

Opgaven er at købe rigtigt.