Danmarks massive oprustning skaber samtidig milliardstore forpligtelser til industrisamarbejde hos udenlandske forsvarsvirksomheder. På papiret er det en gevinst for dansk forsvarsindustri. Men tallene rejser et relevant spørgsmål: Får Danmark faktisk den værdi ud af ordningen, som de enorme beløb antyder – og kommer mulighederne bredt ud til danske SMV’er?

Når Danmark køber forsvarsmateriel i udlandet, kan leverandøren blive pålagt at gennemføre industrisamarbejde med danske virksomheder.

Det, der tidligere ofte blev kaldt modkøb eller offset, hedder i dag industrisamarbejde. Grundideen er både forståelig og fornuftig: Når Danmark sender milliarder af kroner ud af landet for at købe kampkøretøjer, missiler, ammunition, radarer eller andre militære systemer, skal nogle af investeringerne samtidig bidrage til at opbygge kritiske kompetencer og kapaciteter i Danmark.

Ved anskaffelser over 50 millioner kroner kan en udenlandsk leverandør efter en konkret vurdering blive pålagt en industrisamarbejdsforpligtelse på 25, 50, 75 eller 100 procent af anskaffelsens værdi. Kravet skal være begrundet i Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser.

Og med den historiske danske oprustning er der tale om meget store beløb.

Erhvervsstyrelsens seneste offentliggjorte oversigt viser eksempelvis udestående forpligtelser på godt 4 milliarder kroner knyttet til nye CV90-køretøjer, 3,85 milliarder kroner på permanent IRIS-T SLM, 2,89 milliarder på SAMP/T NG, 2,795 milliarder på NASAMS, 2,63 milliarder på VL MICA NG og 2,35 milliarder kroner på langtrækkende droner fra General Atomics. Dertil kommer en lang række mindre aftaler.

Det lyder umiddelbart som en gavebod for dansk forsvarsindustri.

Men det er her, man bør begynde at stille spørgsmål.

20 milliarder i forpligtelser var ikke 20 milliarder i danske ordrer

Et svar til Folketingets Forsvarsudvalg giver et interessant indblik i systemet.

Fra 2015 til og med 2024 blev der indgået industrisamarbejdsaftaler for cirka 20 milliarder kroner. I samme periode blev der registreret afvikling af industrisamarbejde for cirka 18 milliarder kroner.

Men kun omkring 7 milliarder kroner bestod af udenlandske leverandørers faktiske køb af forsvarsrelaterede produkter i Danmark.

De resterende cirka 11 milliarder kroner blev afviklet gennem udviklingsprojekter.

Det betyder ikke, at de 11 milliarder kroner er værdiløse. Tværtimod kan teknologioverførsel, produktudvikling, certificering, adgang til internationale forsyningskæder og knowhow i nogle tilfælde være langt mere værdifuldt end en enkelt ordre.

Men en krone i registreret industrisamarbejde er ikke nødvendigvis det samme som en krone, der lander som omsætning hos en dansk virksomhed.

Det er en vigtig forskel.

Én million kan blive til syv millioner

Forskellen bliver endnu mere interessant, når man ser på de såkaldte faktorer eller multiplikatorer.

Ved direkte køb reduceres den udenlandske virksomheds forpligtelse som udgangspunkt 1:1. En dansk ordre på én million kroner reducerer altså forpligtelsen med én million.

Ved udviklingsprojekter kan regnestykket være helt anderledes.

Teknologioverførsel kan krediteres med op til faktor 7. Finansiering og rådgivning kan opnå faktor 5 og adgang til faciliteter faktor 3.

En teknologioverførsel, der vurderes til én million kroner, kan dermed i princippet reducere den udenlandske leverandørs industrisamarbejdsforpligtelse med syv millioner kroner.

Det kan være glimrende industripolitik, hvis teknologien reelt skaber en varig dansk kapacitet.

Men det understreger samtidig, hvorfor de meget store tal for industrisamarbejde skal læses med forsigtighed. En forpligtelse eller en afviklet værdi på én milliard kroner betyder ikke nødvendigvis én milliard kroner i produktion, investeringer eller arbejdspladser i Danmark.

Hvem får egentlig glæde af ordningen?

Der er også et andet spørgsmål, som fortjener langt større opmærksomhed: Hvem får industrisamarbejdet?

De historiske tal viser en betydelig koncentration.

I 2022 blev der gennemført industrisamarbejde hos 81 danske virksomheder. Men blot 25 virksomheder stod for omkring 93 procent af den samlede afvikling. Fem virksomheder tegnede sig alene for cirka 45 procent. Året før var koncentrationen næsten lige så stor.

Det er værd at hæfte sig ved.

For en af de politiske ambitioner med den danske oprustning bør netop være at udvide den danske forsvarsindustri og få flere innovative SMV’er ind i de internationale forsyningskæder.

Myndighederne synes selv at være opmærksomme på udfordringen. I 2026 er der eksempelvis etableret en indsats på 25 millioner kroner, der specifikt skal modne SMV’er, så flere bliver i stand til at indgå i industrisamarbejder omkring blandt andet jordbaseret luftforsvar.

Det er positivt.

Men det fortæller samtidig noget om problemet: Det er ikke nødvendigvis let for en dansk virksomhed med 20, 50 eller 100 ansatte at komme i betragtning hos en international prime contractor.

Kunne Danmark i stedet have krævet en lavere pris?

Her kommer det mere kontroversielle spørgsmål.

Industrisamarbejde er ikke gratis.

Når en international forsvarsvirksomhed pålægges en flerårig forpligtelse til at identificere danske virksomheder, etablere projekter, overføre teknologi, administrere aftaler og dokumentere afviklingen, har det en omkostning og en risiko for leverandøren.

Det er derfor rimeligt at spørge, om en del af den omkostning i sidste ende indregnes i den pris, Danmark betaler for materiellet.

Og hvis det gør: Kunne Danmark i nogle situationer være bedre tjent med at forhandle en lavere anskaffelsespris og derefter investere besparelsen direkte i dansk forsvarsindustri, produktionskapacitet, forskning og udvikling?

Det er ikke nødvendigvis sådan.

Industrisamarbejde kan skabe noget, som en simpel rabat ikke kan: adgang til globale leverandørkæder, teknologioverførsel, eksportmuligheder og langsigtede relationer til internationale primes.

Theons etablering af dansk produktion og vedligeholdelse af natkampudstyr er et konkret eksempel på, at industrisamarbejde kan skabe en reel kapacitet i Danmark, som ikke eksisterede tidligere.

Men netop derfor bør spørgsmålet ikke være, om industrisamarbejde generelt er godt eller dårligt.

Spørgsmålet bør være, hvilken model der giver Danmark størst sikkerhedspolitisk og industriel effekt for hver krone.

Målet må være kapacitet – ikke afvikling

Med den oprustning Danmark står midt i, bliver spørgsmålet kun større.

Erhvervsministeriet vurderede allerede i 2025, at der normalt blev gennemført industrisamarbejde for omkring to milliarder kroner årligt, og de nye luftforsvarsanskaffelser alene forventes at medføre industrisamarbejde i tocifret milliardklasse.

Det gør industrisamarbejde til et strategisk instrument i en helt anden størrelsesorden end tidligere.

Derfor bør succesen heller ikke alene måles på, hvor mange milliarder udenlandske leverandører har “afviklet”.

Vi bør måle på, hvor mange nye danske virksomheder der er kommet ind i internationale forsyningskæder. Hvor meget eksport der efterfølgende er skabt. Hvor meget produktion der faktisk er flyttet til Danmark. Hvor mange kritiske teknologier Danmark selv kan servicere, producere eller videreudvikle. Og ikke mindst hvor stor en del af mulighederne der når længere ud end den eksisterende kreds af store og etablerede forsvarsvirksomheder.

For industrisamarbejde kan være et særdeles stærkt værktøj.

Men et stort tal på et regneark er ikke i sig selv dansk forsvarsindustriel kapacitet.

Hvis Danmark fremover skal pålægge udenlandske leverandører forpligtelser for mange milliarder kroner, bør ambitionen derfor være højere end blot at få forpligtelserne afviklet.

Danmark skal kunne dokumentere, at vi får mere sikkerhed, mere teknologi, mere produktion og en stærkere – og bredere – dansk forsvarsindustri ud af ordningen, end vi kunne have fået ved ganske enkelt at købe materiellet billigere og investere forskellen selv.

Det er den målestok, industrisamarbejdet bør vurderes efter.