Danmark investerer milliarder i forsvar og forsvarsinnovation. Men hvis vi virkelig vil styrke dansk forsvarsindustri, er det måske på tide at stille et grundlæggende spørgsmål: Hvem er støtteordningerne egentlig til for?

Danmark har på rekordtid opbygget et omfattende økosystem omkring forsvarsinnovation.

• Universiteter etablerer nye forskningscentre.
• GTS-institutter udvider deres aktiviteter.
• Innovationsfonden lancerer nye programmer.
• EIFO tilbyder finansiering.
• Forsvaret gennemfører innovationsforløb.
• Brancheorganisationer opretter netværk.
• Acceleratorprogrammer skyder op.

Samtidig findes EU’s og NATO’s egne programmer, som danske virksomheder også skal navigere i.

Hver enkelt initiativ kan være både relevant og velbegrundet.

Problemet opstår først, når helheden begynder at blive vanskeligere at overskue end den udfordring, den skulle løse.

For den afgørende opgave er ikke at skabe flere programmer.

Den afgørende opgave er at skabe flere konkurrencedygtige danske forsvarsvirksomheder.

Virksomhederne skal være udgangspunktet

Støtteordninger eksisterer af én grund.

• De skal gøre danske virksomheder bedre.
• De skal hjælpe virksomheder med at udvikle teknologi.
• De skal gøre det lettere at teste løsninger.
• De skal reducere vejen fra idé til kontrakt.
• De skal skabe eksport.
• De skal styrke dansk forsyningssikkerhed.

Og i sidste ende skal de bidrage til, at Forsvaret og vores allierede får adgang til de bedste løsninger.

Derfor bør hele støtteapparatet tage udgangspunkt i virksomhedernes behov.

Ikke i institutionernes.

Virksomhederne har ikke nødvendigvis brug for endnu et netværk.

• De har brug for adgang til operative brugere.
• De har ikke nødvendigvis brug for endnu en workshop.
• De har brug for testfaciliteter.
• De har ikke nødvendigvis brug for endnu en konference.
• De har brug for certificering, sikkerhedsgodkendelser, kapital og en kunde.

Hvis vi tager udgangspunkt i virksomhedernes virkelighed, bliver prioriteringerne ofte nogle helt andre.

Når alle vil hjælpe, risikerer ingen at have ansvaret

Danmark råder allerede over Nationalt Forsvarsteknologisk Center, som netop blev etableret for at samle universiteter, GTS-institutter og samarbejdet med Forsvaret.

Samtidig ser vi nye strategiske forskningscentre, acceleratorprogrammer, innovationsmiljøer og særlige forsvarsinitiativer blive etableret.

Det vidner om stor vilje.

Men det rejser også et legitimt spørgsmål.

Har virksomhederne brug for flere indgange?

Eller har de brug for én indgang, hvorfra de hurtigt kan blive guidet videre til de rette kompetencer?

For virksomhederne er det i virkeligheden underordnet, hvilken organisation der administrerer en ordning.

De ønsker først og fremmest et system, der er enkelt, hurtigt og effektivt.

Hver ny organisation har også en pris

Der bliver ofte talt om de milliarder, som investeres i forskning, innovation og forsvar.

Langt sjældnere taler vi om, hvad det koster at administrere systemet.

Hver gang der etableres et nyt center, et nyt program eller en ny offentlig indsats, følger der også en organisation med.

• Der skal ansættes ledelse.
• Der skal opbygges sekretariater.
• Der skal udvikles ansøgningssystemer.
• Der skal etableres styregrupper.
• Der skal afholdes møder, konferencer og workshops.
• Der skal kommunikeres, rapporteres og evalueres.

Alt dette er i et vist omfang nødvendigt.

Men det er også ressourcer, som ikke går direkte til virksomhedernes udvikling.

Vi har ikke en samlet offentlig opgørelse over administrationsomkostningerne i det danske forsvarsinnovationssystem.

Derfor kan ingen med sikkerhed sige, hvor stort beløbet er.

Men én ting er sikker:

Jo flere parallelle organisationer der opbygges, desto større bliver behovet for administration, koordinering og sekretariatsbetjening.

Det rejser et vigtigt politisk spørgsmål.

Kunne en større del af pengene skabe mere værdi, hvis de blev investeret direkte i virksomhedernes udvikling, test, produktion og eksport?

Det fortjener en seriøs debat.

Succes skal måles på virksomhedernes resultater

Alt for ofte bliver succes målt på systemets egne aktiviteter.

• Hvor mange programmer er etableret?
• Hvor mange virksomheder har deltaget?
• Hvor mange workshops er gennemført?
• Hvor mange ansøgninger er modtaget?

Det er interessante nøgletal.

Men de fortæller ikke nødvendigvis, om Danmark er blevet stærkere.

Virksomhederne måler succes på noget helt andet.

• Fik vi hurtigere adgang til Forsvaret?
• Fik vi testet vores løsning?
• Fik vi en kontrakt?
• Fik vi eksport?
• Fik vi mulighed for at investere og ansætte flere medarbejdere?

Det er de spørgsmål, der bør være styrende for hele støtteindsatsen.

Lad virksomhederne være med til at designe systemet

Måske er tiden kommet til at vende processen på hovedet.

I stedet for at starte med organisationerne burde vi starte med virksomhederne.

• Hvad er deres største barrierer?
• Hvor mister de tid?
• Hvilke regler spænder ben?
• Hvilken hjælp skaber størst værdi?

Svarene bør være udgangspunktet for fremtidens støtteordninger.

Ikke omvendt.

For virksomhederne skal ikke tilpasses systemet.

Systemet skal tilpasses virksomhederne.

Målet er ikke flere støtteordninger

Danmark har brug for et stærkt økosystem omkring forsvarsinnovation.

Universiteter, GTS-institutter, fonde, investorer og offentlige myndigheder spiller alle en vigtig rolle.

Men deres succes bør aldrig måles på størrelsen af deres egen organisation.

Den bør måles på virksomhedernes succes.

• På hvor mange nye produkter der bliver udviklet.
• På hvor hurtigt løsninger kommer i operativ anvendelse.
• På hvor mange virksomheder der går fra prototype til produktion.
• På hvor mange eksportordrer Danmark skaber.
• På hvor meget forsvarsevne vi får for de offentlige investeringer.

Det er derfor værd at overveje, om tiden er kommet til en samlet gennemgang af hele det danske støtte- og innovationssystem på forsvarsområdet.

Ikke for at afvikle det.

Men for at sikre, at den størst mulige del af ressourcerne ender dér, hvor de gør størst forskel.

Hos de danske virksomheder.

• For det er dem, der skal udvikle teknologierne.
• Det er dem, der skal skabe arbejdspladserne.
• Det er dem, der skal levere kapaciteterne til Forsvaret.

Og det er i sidste ende dem, der afgør, om Danmark lykkes med at opbygge en stærk, konkurrencedygtig og robust forsvarsindustri.

Støtteordningerne må derfor aldrig blive et mål i sig selv.

De skal være et redskab.

Og et godt redskab kendes på, om det gør arbejdet lettere for dem, der skal bruge det.