Mens Danmark investerer historiske milliardbeløb i Forsvaret, er USA begyndt at samle en udvalgt gruppe NATO-lande for at diskutere fremtidens europæiske forsvar. Tre af vores nordiske naboer sidder med ved bordet. Danmark gør ikke. Spørgsmålet er, om vi er ved at miste indflydelse på de beslutninger, der skal forme fremtidens militære kapaciteter, forsvarsindustri og fordeling af ansvar i NATO.

En ny magtkreds er ved at tage form

Der sker i øjeblikket noget ganske interessant i NATO. Og måske også noget, der burde få alarmklokkerne til at ringe i København.

USA har taget initiativ til en uformel gruppe af udvalgte NATO-allierede, som skal diskutere, hvordan det europæiske forsvar skal udvikles, og hvordan ansvaret mellem USA og Europa fremover skal fordeles.

Gruppen kaldes Bergen Group, fordi det første møde blev afholdt i den norske by Bergen i juni 2026. Den består af USA, Norge, Sverige, Finland, Polen, Tyskland og Nederlandene.

Initiativet ledes af Elbridge Colby, der er amerikansk viceforsvarsminister med ansvar for politik og en central skikkelse i Trump-administrationens sikkerhedspolitiske strategi.

Ifølge blandt andre Politico, Kyiv Post og Euronews har gruppen allerede afholdt møder, og endnu et møde er planlagt i Polen i oktober. Her skal deltagerne diskutere NATOs fremtid, europæiske forsvarskapaciteter og en ny arbejdsdeling mellem USA og de europæiske allierede.

Det er med andre ord ikke en gruppe, der alene skal diskutere flere penge til Forsvaret. Den skal være med til at udvikle forslag til, hvordan NATO fremover skal fungere.

Og netop derfor er det bemærkelsesværdigt, hvem der sidder med ved bordet – og hvem der ikke gør.

Danmark står udenfor – men hvorfor?

Norge er med. Sverige er med. Finland er med. Men Danmark er ikke blandt de hidtil bekræftede deltagere.

Det er påfaldende, når man ser på Danmarks geografiske placering, vores rolle i Østersøområdet, vores ansvar i Nordatlanten og Grønland samt de historisk store investeringer, vi i disse år gennemfører i det danske forsvar.

Danmark har desuden en central placering i forhold til militær transport, forsyningslinjer, maritime forbindelser og adgangen mellem Nordsøen og Østersøen.

Så hvorfor er vi ikke med?

Ifølge den internationale rapportering har Colby fremhævet tre forhold, som karakteriserer de udvalgte lande: De arbejder hurtigt på at opfylde NATOs nye investeringsforpligtelser, har militær kapacitet af en vis størrelse og er parate til at omsætte diskussioner til praktiske beslutninger.

Men forklaringen rejser nye spørgsmål. For hvorfor er Storbritannien og Frankrig, der råder over nogle af Europas største militære kapaciteter, heller ikke inviteret? Og hvorfor er de baltiske lande, der bruger betydelige dele af deres økonomi på forsvar, holdt udenfor?

Der er dog en vigtig detalje: Ifølge medieoplysninger overvejer USA at invitere Danmark ind i gruppen i forbindelse med en aftale om udvidet amerikansk militær adgang til Grønland.

Det er endnu ikke dokumentation for, at Danmark faktisk bliver optaget. Men oplysningen er interessant, fordi den peger på, at adgang til gruppen også kan hænge sammen med bredere sikkerhedspolitiske forhandlinger.

Og dermed melder et endnu større spørgsmål sig: Er deltagelse i fremtidens centrale forsvarspolitiske samtaler ved at blive noget, landene skal gøre sig fortjent til gennem konkrete aftaler med Washington?

Er vi vidne til begyndelsen på et NATO i to hastigheder?

Der findes også en mere positiv forklaring på Bergen Group. NATO består af 32 medlemslande, og det kan være vanskeligt at skabe hurtige fremskridt, hvis samtlige lande skal deltage i alle indledende diskussioner.

Mindre arbejdsgrupper kan udvikle forslag, som efterfølgende præsenteres for hele alliancen. Det er netop den forklaring, diplomater fra deltagerlandene har givet. Bergen Group er heller ikke et formelt beslutningsorgan, der kan overtage NATOs kompetencer.

Men det ændrer ikke ved et grundlæggende politisk forhold: Der er forskel på at være med til at udvikle et forslag og først at blive inviteret, når det ligger på bordet.

Det gælder i politik. Det gælder i erhvervslivet. Og det gælder i høj grad i forsvarsplanlægning.

De lande, der deltager tidligt, får mulighed for at præge problemforståelsen, formulere løsningsmulighederne og skabe politisk opbakning, før beslutningerne bliver konkrete.

De lande, der kommer senere ind, risikerer at skulle forholde sig til prioriteringer, som andre allerede har været med til at forme.

Det er derfor ikke ligegyldigt, om Danmark deltager i Bergen Group. Også selv om gruppen formelt blot er et uformelt diskussionsforum.

Det handler også om forsvarsindustri og fremtidens milliardinvesteringer

Bergen Group er ikke dokumenteret som et forum, der fordeler forsvarskontrakter eller beslutter konkrete indkøb. Men diskussionerne om militære kapaciteter, ansvarsfordeling og europæisk oprustning kan få betydning for de investeringer, som medlemslandene senere gennemfører.

Når NATO skal udvikle nye kapaciteter, handler det blandt andet om at identificere militære behov, prioritere mangler og skabe sammenhæng mellem nationale investeringer.

Her spiller NATO Defence Planning Process, NDPP, en central rolle. Processen omsætter alliancens overordnede ambitioner til konkrete kapacitetsmål for medlemslandene.

Bergen Group erstatter ikke NDPP. Men hvis en mindre gruppe af lande får særlig indflydelse på, hvordan Europa skal overtage flere militære opgaver fra USA, kan deres prioriteringer få betydning for den bredere kapacitetsudvikling.

Det er især interessant inden for områder som militær logistik, forsyningssikkerhed, luftforsvar, maritime kapaciteter, militær mobilitet og kritisk infrastruktur.

Og her er Danmark bestemt ikke uden muligheder.

Vi har virksomheder med kompetencer inden for blandt andet maritim teknologi, undervandsovervågning, sensorer, kommunikation, logistik, cybersikkerhed og avancerede teknologiske løsninger.

Men virksomhedernes muligheder afhænger ikke alene af, om de udvikler gode produkter. De afhænger også af, om deres teknologier og løsninger bliver tænkt ind i de militære behov og politiske prioriteringer på et tilstrækkeligt tidligt tidspunkt.

Det er netop her, politisk adgang og forståelse kan blive afgørende.

Hvis fremtidens europæiske kapacitetsbehov i stigende grad formes i mindre kredse, bliver det vigtigt for Danmark at være til stede, hvor de indledende diskussioner foregår.

Ikke for at sikre danske virksomheder kontrakter uden konkurrence. Men for at sikre, at danske kompetencer og løsninger overhovedet kommer i betragtning, når mulighederne defineres.

Grønland kan blive Danmarks adgangsbillet

En af de mest interessante oplysninger i sagen er, at Danmark ifølge internationale medier kan være på vej ind i Bergen Group efter den nye aftale mellem Danmark, Grønland og USA.

Aftalen blev underskrevet den 22. september 2026 og åbner blandt andet mulighed for udvidede amerikanske militære aktiviteter i Grønland, herunder nye forsvarsområder og yderligere aktiviteter på Pituffik Space Base. Samtidig fastslår aftalen hensynet til Kongerigets suverænitet og Grønlands selvbestemmelse.

Dermed har Danmark noget, der har meget stor strategisk betydning for USA: Grønlands geografiske placering og betydning for forsvaret af Nordamerika og Nordatlanten.

Det kan give Danmark en særlig position i forholdet til Washington.

Men det rejser også spørgsmålet, om Danmark først bliver inviteret ind i den nye kreds, når USA har opnået de ønskede sikkerhedspolitiske aftaler.

Der er ikke tilstrækkelig dokumentation til at konkludere, at der er tale om en direkte byttehandel. Men sammenfaldet mellem Grønlandsaftalen og oplysningerne om en mulig dansk invitation gør det relevant at undersøge.

Og måske bør vi stille os selv et andet spørgsmål: Hvorfor er Danmarks placering i Nordatlanten, vores rolle i Østersøområdet og vores øvrige militære bidrag ikke i sig selv tilstrækkelige til at sikre en plads ved bordet?

Er USA ved at opbygge sit eget NATO inden i NATO?

Der er blandt internationale kommentatorer forskellige vurderinger af, hvad USA egentlig forsøger at opnå.

En fortolkning er, at Bergen Group er et pragmatisk forsøg på at få de europæiske allierede til hurtigere at påtage sig et større ansvar for deres egen sikkerhed.

En anden og mere kritisk fortolkning er, at USA forsøger at opbygge en mindre kreds af foretrukne allierede, som i højere grad følger Washingtons strategiske prioriteter.

Den sidste fortolkning er blandt andet blevet fremført af sikkerhedspolitiske analytikere, der frygter, at USA dermed kan svække Europas mulighed for at udvikle en mere samlet og selvstændig forsvarspolitik.

Det er endnu for tidligt at fastslå, hvilken fortolkning der er den rigtige.

Men én ting står klart: USA ønsker, at Europa skal overtage et større ansvar for det konventionelle forsvar, samtidig med at amerikanerne i stigende grad prioriterer deres strategiske konkurrence med Kina.

Det betyder, at europæiske lande skal udvikle flere kapaciteter, større produktionskapacitet, stærkere forsyningskæder og bedre muligheder for at gennemføre militære operationer med mindre amerikansk støtte.

Og hvis Bergen Group bliver et centralt forum for at udvikle denne arbejdsdeling, kan deltagelsen få stor politisk betydning.

Det er værd at bemærke, at Danmark fortsat deltager fuldt ud i NATOs formelle beslutningsstrukturer. Vi står heller ikke uden for det europæiske forsvarssamarbejde generelt. Danmark har eksempelvis været med i nye europæiske initiativer om missilforsvar og har været vært for NATOs Militærkomité i september.

Derfor skal Danmarks fravær i Bergen Group ikke forveksles med, at vi har mistet vores plads i NATO.

Men det er heller ikke en grund til at ignorere udviklingen.

Danmark skal ikke bare betale – vi skal også være med til at bestemme retningen

Danmark er i gang med en historisk oprustning. Der investeres enorme beløb i militære kapaciteter, infrastruktur, materiel og beredskab.

Men penge er ikke det samme som indflydelse.

Indflydelse kræver, at man er til stede, når problemerne identificeres, mulighederne diskuteres, og retningen fastlægges.

Det gælder også i forhold til den danske forsvarsindustri.

Hvis vi ønsker, at danske virksomheder skal spille en større rolle i fremtidens europæiske forsvar, skal vi ikke alene arbejde med at forbedre virksomhedernes adgang til udbud og indkøbsorganisationer.

Vi skal også sikre, at Danmark politisk og militært er med til at forme de behov, som senere bliver til konkrete investeringer.

Det er her, forbindelsen mellem forsvarspolitik, industripolitik og sikkerhedspolitik bliver afgørende.

Danmark har allerede væsentlige strategiske kort på hånden. Vores geografiske placering, vores maritime kompetencer, vores rolle i Arktis og vores tætte samarbejde med både nordiske og europæiske allierede bør give os en stærk position.

Men vi skal også forstå at bruge den.

Perspektiv: Regeringen bør forklare, hvor Danmark står

Bergen Group er endnu et forholdsvis nyt og uformelt samarbejde. Det er ikke dokumenteret, at gruppen har truffet bindende beslutninger om NATOs fremtid, og der er heller ikke belæg for at konkludere, at Danmark bevidst er blevet fravalgt som følge af manglende militære investeringer.

Men det er dokumenteret, at USA har samlet en udvalgt kreds af allierede, og at Danmark indtil videre ikke er blandt de bekræftede deltagere.

Det bør give anledning til nogle ganske konkrete spørgsmål til den danske regering og Forsvarsministeriet:

• Er Danmark blevet inviteret til at deltage i Bergen Group, eller har vi selv bedt om en plads?
• Hvilke kriterier anvender USA for at udvælge deltagerlandene?
• Hvilken betydning får gruppens arbejde for NATOs fremtidige kapacitetsplanlægning og arbejdsdeling?
• Hvilken rolle spiller den nye Grønlandsaftale for Danmarks muligheder for at deltage?
• Hvordan sikrer regeringen, at danske forsvarsindustrielle kompetencer bliver tænkt ind i de tidlige strategiske drøftelser?

Der er ingen grund til at dramatisere situationen unødigt. Men der er bestemt heller ingen grund til at være passive.

For det er ikke nok, at Danmark er blandt de lande, der betaler for fremtidens forsvar. Vi skal også være blandt dem, der er med til at forme det.

Og når Norge, Sverige og Finland allerede sidder med ved bordet, bør det være en politisk prioritet at få afklaret, hvorfor Danmark endnu ikke gør.

Det handler ikke kun om prestige. Det handler om indflydelse, militære kapaciteter, forsvarsindustri og i sidste ende Danmarks placering i fremtidens NATO.