Danmark, Grønland og USA står foran en aftale, der kan ændre den sikkerhedspolitiske arkitektur i Arktis. USA får efter de foreliggende oplysninger større og langsigtet militært råderum i Grønland, mens Kongeriget Danmarks suverænitet og grønlændernes ret til selvbestemmelse fastholdes. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke længere kun, hvem der bestemmer over Grønland – men hvordan Grønland og Nordatlanten faktisk skal forsvares.

Danmark, Grønland og USA forventer at underskrive en ny aftale om styrket sikkerhed i Arktis og Nordatlanten i forbindelse med FN’s Generalforsamling.

Statsministeriet understreger, at aftalen skal styrke sikkerheden for Grønland, Kongeriget Danmark, USA og den vestlige alliance. Samtidig fastholdes Kongerigets suverænitet og territoriale integritet samt det grønlandske folks ret til selvbestemmelse.

Men bag de diplomatiske formuleringer ligger en langt større sikkerhedspolitisk udvikling.

Efter de foreliggende oplysninger skal USA have mulighed for at udbygge sin militære tilstedeværelse og sine operative muligheder i Grønland. Samtidig skal aftalen være med til at forhindre ikke-NATO-lande i at etablere militær tilstedeværelse og begrænse sikkerhedspolitisk følsomme investeringer.

Det peger først og fremmest mod Rusland og Kina.

Grønland er blevet en militær nøgle

I årtier har diskussionen om Grønland handlet om selvstyre, selvstændighed, råstoffer og forholdet mellem Nuuk og København.

Men sikkerhedspolitisk er geografien ubønhørlig.

Grønland ligger mellem Nordamerika, Arktis og Europa. Øen befinder sig samtidig ved nogle af de områder, der bliver stadig vigtigere for overvågningen og forsvaret af Nordatlanten.

USA er allerede militært til stede gennem Pituffik Space Base og har omfattende rettigheder efter den eksisterende forsvarsaftale. Derfor handler den nye aftale ikke om, at amerikanerne pludselig kommer til Grønland.

Det interessante er snarere, hvor meget mere de kommer – og med hvilke kapaciteter.

NATOs nordlige flanke skal have indhold

NATO har siden Ruslands invasion af Ukraine med god grund fokuseret massivt på den østlige flanke.

Men alliancen har også en nordlig flanke.

Og den bliver stadig vigtigere.

Ruslands militære kapaciteter i det høje nord, de strategiske ubåde på Kolahalvøen, de maritime forbindelser mellem Arktis og Nordatlanten og Kinas voksende strategiske interesse for regionen betyder, at Grønland ikke længere kan betragtes som NATOs periferi.

Det gælder også forbindelserne over Atlanten.

I en konflikt er evnen til at flytte amerikanske og canadiske styrker, materiel og forsyninger til Europa afgørende. Derfor er kontrollen og overvågningen af Nordatlanten direkte forbundet med Europas forsvar.

Grønland er en del af den ligning.

Det handler ikke kun om flere soldater

En større militær tilstedeværelse behøver ikke først og fremmest at betyde tusindvis af amerikanske soldater.

Det kan være mindst lige så vigtigt at se på radarer, satellitkommunikation, missilvarsling, luftoperationer, droner, sensorer, logistiske knudepunkter og evnen til at operere kontinuerligt i det enorme arktiske område.

Og så er der undervandsdomænet.

Her bør Danmark og NATO være særligt opmærksomme.

Nordatlanten rummer både militære adgangsveje og kritisk civil infrastruktur. Ubåde, undersøiske sensorer, søkabler og energiinfrastruktur betyder, at kontrollen under havoverfladen bliver mindst lige så afgørende som overvågningen i luften.

En reel nordlig flanke kan derfor ikke alene bygges på land.

Den skal også bygges under vandet, på havet, i luften, i rummet og digitalt.

USA får adgang – men ikke Grønland

Det politisk interessante ved aftalen er samtidig det kompromis, der ser ud til at tegne sig.

Donald Trump har brugt meget vidtgående formuleringer om amerikansk kontrol med sikkerheden i Grønland.

Den danske og grønlandske formulering er en anden.

Her understreges Kongeriget Danmarks suverænitet og territoriale integritet samt grønlændernes ret til selvbestemmelse.

Det er en afgørende forskel.

USA ser dermed ud til at få en stor del af det, Washington sikkerhedspolitisk efterspørger: bedre og mere langsigtede muligheder for militær tilstedeværelse og en stærkere position over for Rusland og Kina.

Men uden at USA overtager Grønland.

Kort sagt:

USA får større militært råderum. Danmark og Grønland beholder suveræniteten.

Hvad kommer der så til Grønland?

Det er nu det interessante spørgsmål.

Skal USA etablere nye installationer? Skal Pituffik udbygges? Kommer der yderligere radar- og missilvarslingskapaciteter? Flere fly? Droner? Maritime overvågningssystemer? Undervandssensorer? Luftforsvar? Nye logistiske faciliteter?

Og hvad skal Danmark selv levere?

Hvis Danmark samtidig ønsker at fastholde en central rolle i sikkerheden omkring Grønland, kan vi ikke alene overlade kapacitetsopbygningen til amerikanerne.

Danmark har allerede besluttet betydelige investeringer i Arktis og Nordatlanten. Den nye sikkerhedspolitiske virkelighed gør spørgsmålet om, hvordan pengene omsættes til reel operativ effekt, endnu vigtigere.

Det gælder overvågning. Det gælder maritime kapaciteter. Det gælder droner og autonome systemer. Det gælder satellitter og kommunikation. Og ikke mindst gælder det evnen til at opdage og følge aktivitet under havoverfladen.

Også et marked for dansk forsvarsindustri

Udviklingen åbner samtidig et betydeligt industrielt perspektiv.

At opbygge NATOs nordlige flanke kræver langt mere end traditionelle våbensystemer.

Det kræver sensorer, kommunikationssystemer, cyberbeskyttelse, energiforsyning, autonome løsninger, maritime teknologier, undervandssystemer, logistiske løsninger og infrastruktur, som kan fungere under ekstreme arktiske forhold.

Det er områder, hvor danske virksomheder allerede har kompetencer.

Derfor bør den politiske og militære diskussion om Grønland også ledsages af en industriel diskussion:

Hvordan sikrer vi, at danske virksomheder bliver en del af opbygningen?

Perspektiv: Nu begynder arbejdet

Den kommende aftale kan vise sig at være afslutningen på én diskussion, men begyndelsen på en langt vigtigere.

Debatten har længe handlet om, hvorvidt USA ville have Grønland.

Den sikkerhedspolitiske virkelighed handler om noget andet.

USA har brug for Grønland. NATO har brug for Grønland. Og Danmark og Grønland har brug for en langt stærkere sikkerhedsarkitektur omkring verdens største ø.

Derfor bliver den afgørende prøve ikke selve aftalen.

Den bliver, hvad der sker bagefter.

For hvis Grønland for alvor skal være en central del af forsvaret af Nordamerika, Nordatlanten og Europa, kræver det kapaciteter, infrastruktur og politiske beslutninger.

USA får større militært råderum i Grønland. Nu begynder den langt større opgave: NATOs nordlige flanke skal bygges.