Pentagons gennemgang af de amerikanske styrker i Europa handler om langt mere end antallet af soldater. Washington vil ændre selve arbejdsdelingen i NATO og gøre europæerne ansvarlige for kontinentets konventionelle forsvar. Det kan blive den største forandring af alliancen siden Den Kolde Krigs afslutning.

Hvor mange amerikanske soldater bliver der i Europa?

Det spørgsmål har i månedsvis fyldt i europæiske regeringer, forsvarsministerier og militære hovedkvarterer. Men efter nye meldinger fra Washington står det stadig tydeligere, at Europa måske fokuserer på det forkerte spørgsmål.

For Pentagon er tilsyneladende i gang med noget langt større end en optælling af soldater og militærbaser.

USA ønsker en ny arbejdsdeling i NATO.

Under Secretary of Defense for Policy Elbridge Colby gjorde denne uge retningen usædvanligt tydelig under et møde med NATO-ambassadørerne i Bruxelles. USA ønsker at fremme en overgang mod et europæisk ledet konventionelt forsvar af Europa.

Det amerikanske forsvarsministerium har samtidig iværksat en seks måneder lang gennemgang af USA’s militære tilstedeværelse i Europa. Ifølge Reuters skal mindst fire forskellige muligheder forelægges forsvarsminister Pete Hegseth senest den 6. november. Reviewet omfatter ikke alene tropper og baser, men også blandt andet de europæiske landes forsvarsudgifter, strategi, indkøb, adgang til baser, overflyvningsrettigheder og støtte til amerikanske operationer og udenrigspolitiske prioriteter.

Det er med andre ord ikke alene et amerikansk force posture review.

Det begynder at ligne en gennemgang af selve den transatlantiske sikkerhedsarkitektur.

Fra NATO 2.0 til NATO 3.0

Colbys budskab kommer ikke ud af ingenting.

Allerede i februar beskrev han meget direkte den amerikanske vision som “NATO 3.0”.

Ifølge Colby skal de europæiske allierede påtage sig det primære ansvar for det konventionelle forsvar af Europa. Argumentet fra Washington er grundlæggende, at USA ikke længere kan være Europas primære konventionelle forsvarer og samtidig bære afgørende militære forpligtelser andre steder i verden.

Det er en afgørende sondring.

Washington siger ikke, at USA ikke længere har strategiske interesser i Europa. Og det betyder heller ikke nødvendigvis, at amerikanerne er på vej ud af NATO.

Tværtimod beskriver Colby visionen som en måde at gøre alliancen mere bæredygtig på.

Men amerikanerne ønsker en anden arbejdsdeling.

I den model skal USA fortsat være en central strategisk magt i NATO, mens europæerne gradvist overtager langt mere af ansvaret for de konventionelle styrker, der rent faktisk skal kunne forsvare det europæiske territorium.

Det kan vise sig at være en langt større forandring end en reduktion på nogle tusinde amerikanske soldater.

Europa skal ikke bare bruge flere penge

Europa har allerede reageret på det amerikanske pres med historiske stigninger i forsvarsbudgetterne.

Ved NATO-topmødet i Haag i 2025 forpligtede medlemslandene sig til frem mod 2035 at anvende 5 procent af BNP på forsvar og forsvarsrelaterede områder. Mindst 3,5 procent skal gå til egentlige militære kernekapaciteter og opfyldelsen af NATO’s kapabilitetsmål.

Men flere penge er kun begyndelsen.

Hvis Europa reelt skal overtage det primære ansvar for Europas konventionelle forsvar, skal europæerne kunne levere langt mere af den militære infrastruktur, som USA gennem årtier har været garant for.

Det handler om luft- og missilforsvar. Kommando og kontrol. Efterretninger og overvågning. Strategisk transport. Logistik. Ammunitionslagre. Langtrækkende præcisionsvåben. Satellitkapaciteter. Kommunikation. Vedligeholdelse. Reservedele. Militær mobilitet.

Og ikke mindst produktionskapacitet.

Et europæisk ledet forsvar eksisterer først for alvor den dag, Europa selv kan producere, deployere, understøtte og genforsyne de styrker, der skal føre krigen.

Det er derfor, Pentagons review også bør læses i industripolitisk sammenhæng.

Den industrielle revolution bliver lige så vigtig som den militære

NATO har allerede bevæget sig i den retning.

På alliancens topmøde i 2026 annoncerede medlemslandene mere end 50 milliarder dollar i nye anskaffelser inden for blandt andet langtrækkende præcisionsvåben, integreret luft- og missilforsvar, ubemandede systemer, avancerede teknologier og efterretningskapaciteter.

Samtidig er NATO i gang med at udbygge den industrielle produktionskapacitet og skabe tættere samarbejde mellem regeringer, militære myndigheder og forsvarsindustrien.

Det er nødvendigt.

For Europa har stadig betydelige afhængigheder af USA på nogle af de områder, der bliver helt afgørende i en større konflikt.

Hvis den amerikanske vision om NATO 3.0 skal realiseres, bliver Europas næste oprustningsfase derfor ikke alene et spørgsmål om at købe flere kampvogne, fly, fregatter og missiler.

Europa skal opbygge et egentligt militærindustrielt økosystem, der kan holde en krigsmaskine kørende over måneder og år.

Det ændrer også diskussionen om europæiske forsvarsindkøb.

For hvis europæiske lande skal overtage en større del af det militære ansvar fra USA, bliver spørgsmålet om europæisk produktion, forsyningssikkerhed og strategisk autonomi stadig vigtigere.

Det betyder ikke nødvendigvis, at amerikanske våbensystemer forsvinder fra Europa.

Men det bliver stadig vanskeligere at forestille sig et europæisk ledet konventionelt forsvar, hvis store dele af Europas kritiske militære kapacitet fortsat er afhængig af amerikansk produktion, amerikanske lagre, amerikansk efterretning eller amerikanske støttefunktioner.

Danmark bliver også nødt til at tænke anderledes

For Danmark er udviklingen særdeles relevant.

I mange år har dansk forsvarsplanlægning været baseret på en grundlæggende forudsætning om, at Danmark skulle kunne bidrage til NATO – mens USA i sidste ende leverede en betydelig del af alliancens strategiske tyngde.

Den forudsætning kan være ved at ændre sig.

Danmark skal derfor ikke alene spørge, hvilke platforme Forsvaret skal købe.

Vi skal også spørge, hvilke kapaciteter Danmark skal kunne stille til rådighed i et NATO, hvor europæerne bærer langt mere af det konventionelle ansvar.

Det åbner samtidig betydelige muligheder for dansk forsvarsindustri.

Danmark kommer næppe til at producere alle de store platforme selv. Men danske virksomheder står stærkt inden for blandt andet sensorer, kommunikation, software, command-and-control, maritime teknologier, droner, robotteknologi, cybersikkerhed, kritisk infrastruktur og en række højt specialiserede komponenter.

I et mere europæisk orienteret forsvarsmarked kan sådanne kompetencer blive endnu mere værdifulde.

Men det kræver, at Danmark ser forsvarsindustrien som en del af selve forsvarsevnen – og ikke blot som en gruppe virksomheder, der leverer materiel til Forsvaret.

Det svære spørgsmål er, hvad USA beholder

Der er samtidig en afgørende nuance i hele diskussionen.

Et europæisk ledet konventionelt forsvar er ikke nødvendigvis det samme som et Europa uden USA.

Tværtimod kan den amerikanske ambition ende med en ny arbejdsdeling, hvor Europa leverer hovedparten af de konventionelle styrker, mens USA fortsat leverer strategiske kapaciteter og bidrager til den nukleare afskrækkelse.

Netop derfor bliver de kommende amerikanske beslutninger så vigtige.

Det afgørende er ikke alene, hvor mange amerikanske soldater der eventuelt trækkes hjem.

Det er hvilke kapaciteter der reduceres, flyttes eller fastholdes.

En amerikansk infanteribrigade og amerikanske kapaciteter inden for eksempelvis efterretning, luftforsvar, strategisk transport eller command-and-control er ikke militært udskiftelige størrelser.

Europa bør derfor følge Pentagons review langt mere detaljeret end blot gennem det samlede amerikanske troppetal.

November kan blive vigtigere end antallet af soldater

Pentagons forskellige modeller skal efter planen ligge hos Pete Hegseth senest den 6. november. Den samlede gennemgang har deadline i december.

Der kan fortsat komme modeller, hvor den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa kun ændres begrænset. Der kan også komme mere vidtgående forslag.

Men uanset det endelige antal amerikanske soldater er den politiske retning vanskeligere og vanskeligere at overse.

USA ønsker, at Europa overtager det primære ansvar for Europas konventionelle forsvar.

Samtidig har NATO-landene allerede besluttet at bevæge sig mod markant højere forsvarsudgifter og større industriel kapacitet.

De to bevægelser hænger sammen.

Derfor er det måske heller ikke længere det vigtigste spørgsmål, om USA er på vej ud af Europa.

Det vigtigste spørgsmål er, om Europa er klar til det ansvar, amerikanerne er ved at bede os om at overtage.

For NATO 3.0 kan meget vel blive en alliance, hvor USA fortsat står bag Europa – men hvor europæerne i langt højere grad selv skal stå forrest.