Forsvarsindkøb. Polen, Norge, Litauen og Letland går sammen om et milliardindkøb af flere tusinde Piorun-luftværnsmissiler. EU hjælper med at finansiere den nye bølge af fællesindkøb, mens NATO efterlyser mere produktion og større ordrer. Danmark investerer historisk mange milliarder i Forsvaret – men spørgsmålet er, om vi er tilstrækkeligt med dér, hvor Europas kommende forsvarsmarked bliver skabt.

Der er blevet talt om europæisk forsvarssamarbejde i årtier. Om fælles standarder, fælles indkøb, større produktionsserier og en stærkere europæisk forsvarsindustri.

Nu begynder der for alvor at ske noget.

Polen, Norge, Litauen og Letland har indgået en rammeaftale om indkøb af flere tusinde polske Piorun-luftværnsmissiler og flere hundrede affyringsenheder. Aftalen har en værdi på mere end 8 mia. polske zloty – omkring 2,2 mia. dollar – og leverancerne skal efter planen gennemføres frem mod 2030.

Det interessante er imidlertid ikke alene missilet.

Det interessante er måden, det bliver købt på.

Fire lande – én stor ordre

Piorun-aftalen viser, hvad der sker, når europæiske lande samler deres efterspørgsel i stedet for at gennemføre fire mindre nationale anskaffelser.

Polen fungerer som leder af samarbejdet, mens Polen, Litauen, Letland og Norge samlet skaber en ordre, der er stor nok til at give industrien et helt andet grundlag for at investere i produktion.

Det er præcis den udvikling, både EU og NATO forsøger at fremme.

NATO’s generalsekretær Mark Rutte gjorde det meget tydeligt på NATO’s Defence Industry Forum i Ankara i juli: Pengene er der, og der kommer flere. Opgaven er nu at omsætte dem til kapacitet og industriel produktion. NATO lancerede samtidig blandt andet NATO Front Door for Industry, et offentligt efterspørgselssignal til industrien og NATO Engine, der skal hjælpe med at koble forsvarsindustrien sammen med civil produktionskapacitet.

Europa er med andre ord ved at bevæge sig fra spørgsmålet:

Hvad skal hvert enkelt land købe?

til spørgsmålet:

Hvad kan vi købe og producere sammen?

Det er en fundamental ændring.

EU er ved at blive en indkøbsmotor

Samtidig er EU’s SAFE-program begyndt at bevæge sig fra politiske beslutninger til faktiske penge.

SAFE har en samlet ramme på 150 mia. euro i lån til medlemslandenes forsvarsinvesteringer og er konstrueret netop for at fremme hurtigere investeringer, fælles anskaffelser og en stærkere europæisk industriel base.

Estland modtog eksempelvis i august sin første SAFE-udbetaling på 351,6 mio. euro. Landets samlede SAFE-ramme er omkring 2,34 mia. euro. Polen har fået godkendt hele 43,7 mia. euro, Litauen omkring 6,38 mia. euro og Letland knap 3,5 mia. euro.

Og så kommer det interessante danske tal.

Danmarks godkendte SAFE-lån er på 46,8 mio. euro.

Det betyder ikke, at Danmark ikke investerer i forsvar. Tværtimod. Danmark gennemfører i disse år nogle af de største forsvarsinvesteringer i nyere tid.

Men tallene illustrerer alligevel, hvor forskelligt landene bruger EU’s nye instrumenter.

Polens SAFE-ramme er næsten tusind gange større end den danske.

Det bør give anledning til et spørgsmål.

Er Danmark ved at købe – mens andre bygger markedet?

Danmark har valgt fart.

Allerede i februar 2025 lød beskeden fra statsminister Mette Frederiksen meget klart: “Buy, buy, buy.” Danmark skulle hurtigere have materiel ind i Forsvaret, også selv om det kunne betyde, at traditionelle og langvarige indkøbsprocesser måtte vige for hastigheden.

Det var og er forståeligt.

Forsvaret havde alvorlige kapacitetsmangler, og jordbaseret luftforsvar var blandt de mest åbenlyse. Danmark besluttede senere at anskaffe otte lang- og mellemrækkende jordbaserede luft- og missilforsvarssystemer – den hidtil største enkeltstående investering i genopbygningen af Forsvaret.

Men den næste fase bør handle om mere end at købe materiel.

Den bør handle om hvor Danmark placerer sig i Europas nye forsvarsindustrielle arkitektur.

For hvis flere europæiske indkøb fremover bliver organiseret som multinationale programmer med store fælles ordrer, bliver det afgørende at være med tidligt.

Ikke alene som kunde.

Men som industripartner.

Det er her dansk forsvarsindustri skal kigge hen

For danske virksomheder er udviklingen mindst lige så interessant som for Forsvaret.

Når fire eller fem lande samler deres efterspørgsel, ændrer markedet karakter. Leverandørkæderne bliver større, kontrakterne længere, og behovet for komponenter, integration, software, sensorer, vedligeholdelse, test, uddannelse og produktionskapacitet vokser.

Dermed opstår muligheder, som ikke nødvendigvis kræver, at en dansk virksomhed selv producerer det komplette våbensystem.

Danmark har allerede valgt at bruge industrisamarbejde i forbindelse med de nye jordbaserede luftforsvarssystemer. Udenlandske leverandører skal bidrage til at opbygge danske forsvarsrelaterede kompetencer og kapaciteter, og Erhvervsstyrelsen peger selv på betydelige muligheder for danske virksomheder.

Men næste skridt må være større.

Danske virksomheder skal ikke alene kobles på de systemer, Danmark køber.

De skal positioneres i de programmer, Europa køber sammen.

Det er en væsentlig forskel.

Ukraine gør udviklingen endnu mere interessant

Samtidig kommer en ny industriel dimension fra Ukraine.

Danmark og Ukraine har allerede aftalt, at Danmark i 2026 vil prioritere op til 100 mio. euro til indkøb af ukrainske droner og counter-drone-kapaciteter. Aftalen åbner samtidig eksplicit for fælles projekter, co-produktion og lokalisering af ukrainsk forsvarsproduktion i Danmark.

Det sker parallelt med en bredere europæisk udvikling.

Den finske forsvarsvirksomhed Patria annoncerede netop et samarbejde med den ukrainske droneproducent General Cherry om både udvikling og produktion af droner i Finland. Tilsvarende samarbejder vokser frem i blandt andet Tyskland og Storbritannien.

Det europæiske forsvarsmarked er derfor ikke bare ved at vokse.

Det er ved at blive bygget om.

Danmark skal ikke bare købe hurtigere

Det er måske den vigtigste lære af den polsk-ledede Piorun-aftale.

Fire lande har samlet deres behov. EU understøtter samarbejdet. Industrien får en milliardordre og efterspørgsel flere år frem. Produktionen kan skaleres. Og landene får samtidig større interoperabilitet.

Det er svært at finde et bedre eksempel på den model, Europa i årevis har sagt, at man ønsker.

• Danmark har pengene.
• Danmark har behovene.
• Danmark har en voksende forsvarsindustri.

Og Danmark har politisk besluttet, at oprustningen skal gå stærkt.

Derfor bør næste danske slagord måske ikke kun være “buy, buy, buy.”

Det bør være:

“Build, buy and produce together.”

For kampen om Europas kommende forsvarsindustri bliver ikke alene afgjort af, hvem der bruger flest penge.

Den bliver afgjort af, hvem der kommer med rundt om bordet, før milliardordrerne bliver placeret.