Ukraine mangler luftforsvar. Europa vil gerne betale. Politikerne vil lægge pres på USA og andre allierede for at få flere Patriot-missiler. Men vi bliver ved med at diskutere, hvem der skal aflevere hvad fra lagrene. Det løser ikke det grundlæggende problem: Der er ikke nok at aflevere. Derfor bør Europa gøre noget langt mere offensivt – udskriv en konkurrence om, hvem der hurtigst kan etablere massiv europæisk produktionskapacitet.

Der bliver igen talt om Patriot.

Ukraine har brug for flere luftforsvarssystemer og – mindst lige så vigtigt – langt flere interceptorer til de systemer, landet allerede råder over.

Budskabet fra europæiske politikere er derfor forståeligt: Vi skal finde flere. Vi skal presse på. Vi skal finansiere. Vi skal få amerikanerne og andre lande til at levere.

Men måske starter vi diskussionen det forkerte sted.

For der står ikke tusindvis af Patriot-interceptorer på et lager et eller andet sted og venter på, at en europæisk statsminister ringer.

Det fundamentale problem er industriel kapacitet.

Man kan ikke finansiere sig til et missil, der ikke findes

Europa har efterhånden bevist, at vi kan finde pengene.

Når situationen bliver alvorlig nok, kan EU-landene mobilisere milliarder. Danmark kan betale. Tyskland kan betale. EU kan betale.

Men penge skaber ikke i sig selv produktionskapacitet.

Det kræver fabrikker, produktionslinjer, komponenter, sprængstoffer, elektronik, raketmotorer, kvalificerede medarbejdere, underleverandører og forsyningskæder.

Og først derefter kommer missilet.

Det er præcis den lektie, Europa burde have lært af krigen i Ukraine: Forsvarsindustriel kapacitet er i sig selv en militær kapacitet.

Vi kan have nok så mange milliarder stående på kontoen. Hvis industrien ikke kan levere materiellet hurtigt nok, har milliarderne begrænset værdi på slagmarken.

Udskriv konkurrencen

Derfor bør Danmark tage initiativ til noget langt mere offensivt.

Udskriv en europæisk konkurrence.

Ikke om hvem der kan skrive den flotteste 300-siders rapport om fremtidens missilproduktion.

Ikke om hvem der måske kan levere noget i 2032.

Men om et helt konkret spørgsmål:

Hvem kan inden for maksimalt seks måneder etablere en europæisk produktionskapacitet, der kan bringe os op i en helt anden industriel skala – med et klart mål om tusindvis af luftforsvarsinterceptorer?

Sæt industrien fri til at komme med løsningerne.

• Lad de store europæiske forsvarsvirksomheder byde.
• Lad amerikanske producenter etablere europæisk produktion gennem partnerskaber og licenser.
• Lad konsortier af mindre virksomheder komme med bud.

Og lad virksomheder fra automobil-, elektronik-, kemi-, robot- og procesindustrien byde ind på dele af produktionen.

Målet skal ikke nødvendigvis være at kopiere Patriot én til én. Europa har allerede andre luftforsvarsløsninger og missiltyper. Det interessante spørgsmål er, hvordan vi hurtigst muligt skaber volumen af effektive interceptorer og samtidig bygger en europæisk kapacitet, der kan skaleres yderligere.

2.000 eller 3.000 – ikke 20 eller 30

Vi skal samtidig ændre vores måde at tænke forsvarsproduktion på.

I årtier har europæisk forsvarsindustri været indrettet til fredstidsproduktion.

Små serier. Lange kontrakter. Specialiserede produktionslinjer. Komplicerede godkendelser. Begrænsede lagre.

Men massekrig kræver masseproduktion.

Hvis Rusland kan sende store mængder droner og missiler mod ukrainske byer og kritisk infrastruktur, nytter det ikke meget, at Europa kan producere nogle få ekstra interceptorer.

Vi skal tænke i tusinder.

• 2.000.
• 3.000.

Og derefter endnu flere.

Det kræver en industriel tankegang, som minder mere om mobilisering end om almindelige fredstidsindkøb.

Seks måneder lyder vanvittigt

Ja.

At kræve en ny produktionskapacitet etableret på seks måneder vil få mange til at ryste på hovedet.

Det kan ikke lade sig gøre, vil svaret være.

• Godkendelserne tager længere tid.
• Produktionsudstyret tager længere tid.
• Forsyningskæderne tager længere tid.
• Certificeringen tager længere tid.

Men prøv at vende spørgsmålet om:

Hvad nu hvis seks måneder faktisk var kravet?

• Hvad skulle vi så ændre?
• Hvilke regler skulle suspenderes eller accelereres?
• Hvilke myndigheder skulle arbejde parallelt i stedet for sekventielt?
• Hvilke komponenter kunne produceres af civile virksomheder?
• Hvilke eksisterende fabrikker kunne konverteres?
• Hvilke licenser kunne deles?
• Hvilke garantier skulle staten stille, for at industrien turde investere milliarderne?

Det er netop dét, konkurrencen skal afdække.

Vi skal stoppe med først at spørge industrien, hvad der er muligt inden for det eksisterende system.

Vi skal fortælle industrien, hvad vi har brug for – og derefter spørge, hvad der skal ændres for at gøre det muligt.

Danmark kunne tage initiativet

Danmark behøver ikke selv bygge hele fabrikken.

Men Danmark kunne være landet, der rejste spørgsmålet i EU:

• Lad os stille en europæisk ordre og efterspørgsel, som er stor nok til, at industrien tør investere.
• Lad os garantere aftag af produktionen over en længere årrække.
• Lad os finansiere etableringen.

Og lad os kræve fart.

For selvfølgelig er der en risiko ved at investere massivt i produktionskapacitet.

Men alternativet er den situation, vi står i nu:

Hver gang Ukraine mangler luftforsvar, starter Europa en politisk skattejagt efter eksisterende missiler.

• Hvem har nogle?
• Hvem kan undvære dem?
• Hvem vil betale?
• Hvem tør sende dem?

Og nogle måneder senere begynder diskussionen igen.

Vi skal holde op med kun at kigge på lageret

Ukraine har akut brug for mere luftforsvar, og selvfølgelig skal Europa fortsætte arbejdet med at finde eksisterende systemer og interceptorer, der kan leveres nu.

Men det ene må ikke blive en undskyldning for ikke at gøre det andet.

For seks måneder går hurtigt.

Havde Europa truffet beslutningen om massiv opskalering for seks måneder siden, kunne den første nye kapacitet måske have været på vej nu.

Hvis vi venter yderligere seks måneder, står vi meget vel med præcis den samme diskussion igen.

Derfor er spørgsmålet ikke kun:

Hvor finder vi flere Patriot-interceptorer?

Det langt vigtigere spørgsmål er:

Hvordan sikrer vi, at Europa om seks, tolv og atten måneder kan producere luftforsvarsinterceptorer i en skala, der matcher den krig, vi faktisk står overfor?

• Vi kender behovet.
• Vi har pengene.
• Vi har industrien.
• Vi har ingeniørerne.

Og vi har markedet.

Så udskriv konkurrencen.

Hvem kan bygge kapaciteten hurtigst?

Og denne gang skal præmien ikke være endnu et udviklingsprojekt.

Den skal være en ordre på tusindvis.