Danmarks nye aftale med Ukraine handler om langt mere end droner. Den åbner for fælles produktion, teknologioverførsel, licenser og adgang til ukrainsk kampafprøvet teknologi. For dansk forsvarsindustri kan aftalen vise sig at være en af de vigtigste, der er underskrevet i år. Men først skal de politiske ambitioner omsættes til konkret indkøbspraksis – helt ned i FMI.

Da statsminister Mette Frederiksen og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj underskrev den nye dansk-ukrainske forsvarsaftale, kunne den umiddelbart ligne endnu et kapitel i Danmarks omfattende støtte til Ukraine.

Men læser man aftalen og de ukrainske udmeldinger nærmere, er perspektivet langt større.

Danmark og Ukraine er ikke alene blevet enige om flere droner.

De er ved at bygge en forsvarsindustriel bro mellem de to lande.

Aftalen omfatter blandt andet fælles produktion mellem danske og ukrainske virksomheder, teknologioverførsel, licensaftaler, forskning og udvikling, cybersamarbejde og fjernelse af administrative barrierer.

Det kan på længere sigt få betydning for, hvem der udvikler, producerer og leverer fremtidens forsvarsteknologi til Danmark og resten af Europa.

Fra donationer til industriel integration

Danmark har allerede bevæget sig langt væk fra den traditionelle model, hvor et land donerer våben fra egne lagre.

Med den såkaldte danske model finansierer Danmark produktion direkte hos den ukrainske forsvarsindustri. Det har gjort Danmark til en af de internationale aktører, der mest aktivt har forsøgt at koble støtte til Ukraine sammen med opbygningen af Ukraines egen industrielle kapacitet.

Nu kommer næste skridt.

Teknologien skal også kunne bevæge sig den anden vej.

Den nye aftale åbner direkte for fælles produktion mellem danske og ukrainske virksomheder samt teknologioverførsel og licensaftaler.

Dermed ændrer relationen karakter.

Ukraine er ikke længere kun modtager.

Ukraine bliver teknologileverandør og industriel partner.

Danmark får adgang til krigserfaring, vi ikke selv kan skabe

Det er måske den vigtigste del af aftalen.

Ukraine råder i dag over et forsvarsindustrielt innovationsmiljø, som Danmark – og resten af Europa – ganske enkelt ikke kan kopiere.

Teknologier udvikles, sendes til fronten, afprøves mod en avanceret modstander og modificeres igen på baggrund af erfaringerne.

Udviklingscyklusser, der traditionelt kan tage år i den europæiske forsvarsindustri, kan under krigens pres blive gennemført på måneder, uger eller i nogle tilfælde endnu hurtigere.

Det gælder ikke kun simple FPV-droner.

Det gælder blandt andet:

• ISR- og rekognosceringsdroner
• langtrækkende systemer
• interceptor-droner og counter-UAS
• elektronisk krigsførelse
• autonome systemer
• software
• sensorer
• kommunikation
• integration mellem droner, sensorer og våbensystemer.

Det er teknologi og viden udviklet under reelle kampforhold mod en avanceret modstander.

Og det er netop denne erfaring, Danmark nu forsøger at koble sig tættere på.

Det kaldes en Drone Deal – men handler om meget mere

Fra ukrainsk side betegnes aftalen som en såkaldt Drone Deal.

Men betegnelsen risikerer faktisk at undervurdere betydningen.

For samarbejdet omfatter langt mere end køb og produktion af droner.

Der åbnes for fælles forsvarsproduktion, lokalisering af produktion, teknologioverførsel, licenser, ekspertiseudveksling, cybersamarbejde og investeringer.

Det ligner derfor i langt højere grad begyndelsen på en forsvarsindustriel ramme mellem Danmark og Ukraine.

Og netop derfor bør danske forsvarsvirksomheder læse aftalen.

For hvis den bliver implementeret efter intentionerne, kan den ændre den måde, danske virksomheder samarbejder med Ukraine på.

Danmark kan blive produktionsland for ukrainsk teknologi

Vi har allerede set begyndelsen.

Ukrainske forsvarsvirksomheder har fået mulighed for at etablere produktion i Danmark, og Danmark har afsat betydelige midler til at accelerere etableringen af ukrainsk forsvarsproduktion på dansk jord.

Dermed er en vigtig barriere allerede brudt.

Ukrainske forsvarssystemer behøver ikke nødvendigvis blive produceret i Ukraine.

De kan produceres i Danmark.

Og danske virksomheder kan blive en del af værdikæden.

Det åbner for en interessant arbejdsdeling.

Ukraine kan komme med teknologien, udviklingshastigheden og de operative erfaringer. Danmark kan blandt andet bidrage med industrialisering, produktion, certificering, integration, kapital, adgang til europæiske forsyningskæder og skalering.

Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om enten dansk eller ukrainsk.

Det kan blive dansk og ukrainsk.

Det store spørgsmål for dansk forsvarsindustri

Hvis Danmark får adgang til ukrainsk teknologi, hvem skal så industrialisere den?

Det kan blive et af de vigtigste spørgsmål for dansk forsvarsindustri de kommende år.

En dansk virksomhed behøver ikke nødvendigvis udvikle næste generations dronesystem fra bunden.

Den kan bidrage med eksempelvis produktion, maritime systemer, sensorer, elektronik, software, integration, kommunikation, test, certificering, vedligeholdelse eller skalering af en allerede kampafprøvet ukrainsk løsning.

Dermed kan innovationsmodellen ændre sig.

Fra:

Dansk udvikling → test → certificering → produktion

til:

Ukrainsk kampafprøvet teknologi → dansk industrialisering → europæisk produktion.

Det kan forkorte vejen fra teknologi til operativ kapacitet markant.

Og måske endnu vigtigere: Det kan give danske virksomheder en rolle i teknologier, hvor det ellers ville være både dyrt og tidskrævende at forsøge at indhente de ukrainske erfaringer fra bunden.

Men aftalen betyder også konkurrence

Der er imidlertid en anden side af historien.

For dansk forsvarsindustri betyder aftalen ikke nødvendigvis kun nye muligheder.

Den betyder også ny konkurrence.

Hvis ukrainske virksomheder får lettere adgang til Danmark og EU, vil eksisterende europæiske producenter møde virksomheder, der gennem flere års krig har udviklet produkter i et tempo og under forhold, som den traditionelle europæiske forsvarsindustri sjældent har oplevet.

Derfor bliver spørgsmålet for danske virksomheder ikke alene:

Hvordan konkurrerer vi med Ukraine?

Det mere interessante spørgsmål bliver:

Hvordan bliver vi partner med Ukraine?

Det er en væsentlig forskel.

Nu kommer den svære del: Aftalen skal helt ned i indkøbssystemet

Men en politisk aftale skaber ikke i sig selv nye ordrer, nye partnerskaber eller nye kapaciteter.

Nu kommer den måske vigtigste opgave:

Aftalen skal kommunikeres, implementeres og omsættes til konkret indkøbspraksis.

Det betyder, at intentionerne fra politisk niveau skal helt ned gennem systemet – også til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, hvor mange af de konkrete markedsdialoger, krav, udbud og indkøb bliver omsat til virkelighed.

Hvis Danmark for alvor ønsker at udnytte det nye dansk-ukrainske forsvarsindustrielle samarbejde, skal muligheden for ukrainsk teknologi, dansk-ukrainske partnerskaber og fælles produktion derfor tænkes ind, allerede når fremtidens behov og krav bliver formuleret.

Det handler ikke om at favorisere bestemte virksomheder eller tilsidesætte konkurrencen.

Det handler om at sikre, at indkøbsmodellerne ikke utilsigtet spænder ben for den politiske ambition, eksempelvis gennem krav, processer eller dokumentationsmodeller, som er udviklet til en helt anden forsvarsindustriel virkelighed.

• Kan kampafprøvet ukrainsk teknologi indgå i løsningen?
• Kan en ukrainsk producent gå sammen med en dansk virksomhed?
• Kan teknologi licensproduceres i Danmark?
• Kan en dansk virksomhed videreudvikle eller integrere en ukrainsk teknologi i en større løsning?

Og kan FMI gennem markedsdialoger, efterspørgsler og kommende udbud skabe plads til de nye samarbejdsmodeller, som aftalen netop forsøger at åbne?

De spørgsmål skal ikke først stilles, når udbuddet ligger på bordet.

De skal stilles, når behovet og udbuddet bliver designet.

For set med industriens øjne er det dér, aftalen enten bliver virkelig – eller risikerer at ende som endnu en god politisk hensigtserklæring.

Fra Christiansborg til virksomhederne – og tilbage igen

Der ligger derfor også en kommunikationsopgave.

Hvis aftalen skal have reel industriel effekt, skal danske virksomheder vide, hvad mulighederne er, hvem de kan samarbejde med, hvordan de finder de relevante ukrainske virksomheder, og hvordan samarbejderne kan kobles til danske og europæiske behov.

På samme måde skal myndighederne kende de nye dansk-ukrainske konstellationer, når de opstår.

Det kræver dialog mellem Forsvarsministeriet, FMI, Forsvaret, ukrainske myndigheder og industrien.

For det vil være paradoksalt, hvis Danmark politisk åbner døren for teknologioverførsel og fælles produktion, mens virksomhederne efterfølgende ikke kan finde døren ind til de konkrete programmer og anskaffelser.

Politikken, industrien og indkøbssystemet skal med andre ord begynde at bevæge sig i samme retning.

ANALYSE: Danmark har fået en mulighed – nu skal industrien og systemet bruge den

Det mest interessante ved aftalen mellem Frederiksen og Zelenskyj er derfor måske ikke, hvor mange droner Danmark kan købe.

Det interessante er, hvad Danmark kan bygge oven på aftalen.

Danmark har allerede opnået en usædvanlig position i Ukraine gennem den danske model.

Hvis den position kombineres med danske styrkepositioner inden for elektronik, maritime systemer, sensorer, kommunikation, software, robotteknologi, integration og avanceret produktion, kan Danmark potentielt udvikle sig til en europæisk platform for industrialisering af ukrainsk forsvarsteknologi.

Men det kræver tre ting.

Aftalen skal kommunikeres.

Danske virksomheder skal kende mulighederne og kunne finde de relevante ukrainske partnere.

Aftalen skal implementeres.

De politiske intentioner skal omsættes til konkrete programmer, partnerskaber og industrielle muligheder.

Og endelig:

Aftalen skal helt ned i indkøbssystemet.

Når FMI i de kommende år gennemfører markedsdialoger, formulerer krav og sender nye anskaffelser i markedet, skal den nye virkelighed kunne afspejles i processerne.

Ellers risikerer Danmark at have lavet den rigtige politiske aftale – uden at få den fulde industrielle og operative gevinst ud af den.

Og tiden betyder noget.

For Danmark er ikke alene.

Andre europæiske lande ønsker præcis den samme adgang til Ukraines virksomheder, teknologi og erfaringer.

Kapløbet handler derfor ikke længere alene om at støtte Ukraine.

Det handler også om, hvem der bliver Ukraines industrielle partnere, når Europas nye forsvarsindustri skal bygges.

Danmark har med aftalen åbnet døren.

Nu skal vi sikre, at resten af systemet også går igennem den.