Europas forsvarsbudgetter vokser med historisk hast. Men EDA’s nye tal afslører samtidig den måske største svaghed i den europæiske oprustning: Vi bruger flere penge – men vi køber fortsat i høj grad hver for sig. Risikoen er, at Europa ender med 27 nationale oprustninger i stedet for én sammenhængende europæisk styrkelse.

Europa mangler ikke længere penge til forsvar.

Det er måske den vigtigste konklusion, man kan drage af det seneste nummer af European Defence Matters fra European Defence Agency (EDA).

EU-landenes samlede forsvarsudgifter nåede 418 mia. euro i 2025 – en stigning på 20 procent på blot ét år. I 2026 forventes beløbet at vokse yderligere til 454 mia. euro, svarende til 2,4 procent af EU’s BNP.

Det er enorme summer.

Men EDA peger samtidig på et problem, som risikerer at blive mindst lige så afgørende som størrelsen på forsvarsbudgetterne:

Europa opruster – men Europa opruster stadig i for høj grad nationalt.

Og dermed bliver spørgsmålet frem mod 2030 ikke kun, hvor mange milliarder Europa bruger.

Det bliver:

Gør vi det sammen – eller hver for sig?

Flere penge er ikke det samme som mere forsvar

EDA-chef André Denk rammer problemstillingen præcist: At bruge flere penge er ikke nødvendigvis det samme som at blive militært stærkere.

EU-landene investerede omkring 134 mia. euro i forsvar i 2025, svarende til næsten en tredjedel af de samlede forsvarsudgifter. Men EDA konstaterer samtidig, at den operative effekt ikke vokser tilsvarende.

Der mangler personel. Der mangler infrastruktur. Industrien har begrænset produktionskapacitet. Indkøbssystemerne skal kunne håndtere investeringerne, og materiellet skal efterfølgende kunne bemandes, vedligeholdes, trænes på og anvendes sammen med andre landes styrker.

Det er med andre ord muligt at bruge milliarder på materiel uden at få tilsvarende milliarder i militær effekt.

Men der er endnu en udfordring.

Landene køber fortsat for meget hver for sig.

Kun 24 procent købes i samarbejde

Her bliver EDA’s tal interessante.

EDA har siden 2007 haft et kollektivt benchmark om, at 35 procent af medlemslandenes materielanskaffelser bør ske gennem europæisk samarbejde.

I 2025 lå andelen på blot 24 procent.

EDA konstaterer direkte, at nationale tilgange fortsat dominerer kapacitetsudviklingen, mens indkøbsprogrammer og materiellets livscyklusser i høj grad ikke er synkroniserede mellem medlemslandene.

Konsekvensen er mindre stordrift, dårligere interoperabilitet og mindre langsigtet konvergens mellem Europas væbnede styrker.

Det er værd at standse op ved.

For hvis Europa de kommende år investerer hundredvis af milliarder ekstra i forsvar, men fortsætter med at udvikle nationale krav, nationale programmer og nationale løsninger, risikerer vi at cementere fragmenteringen i årtier.

Vi kan ende med at bruge historisk mange penge på at bygge historisk mange parallelle systemer.

27 indkøbsorganisationer skal ikke opfinde det samme hjul

Det betyder selvfølgelig ikke, at EU skal have ét forsvar eller én central indkøbsmyndighed, der bestemmer alt.

Medlemslandene har forskellige geografier, militære opgaver og nationale sikkerhedsinteresser.

Danmarks behov er ikke identiske med Grækenlands. Finlands forsvarskoncept er ikke Portugals. Frankrig har strategiske kapaciteter, som mange mindre medlemslande aldrig kommer til at opbygge.

Men på en lang række områder er behovene bemærkelsesværdigt ens.

• Ammunition.
• Droner.
• Counter-UAS.
• Luftforsvar.
• Artilleri.
• Militær mobilitet.
• Cyber.
• Maritime kapaciteter.
• Strategiske enablers.

Her bliver spørgsmålet, hvorfor 27 lande hver især skal definere næsten identiske krav, gennemføre hver deres markedsdialog, udvikle hver deres udbud og bagefter opbygge hver deres forsynings- og vedligeholdelseskæder.

Det er dyrt.

Det tager tid.

Og frem for alt risikerer det at gøre europæiske styrker mindre interoperable.

EU forsøger nu at ændre modellen

Der er tegn på, at erkendelsen er ved at slå igennem.

EDA’s rolle skal styrkes markant. EU’s forsvarsministre har blandt andet godkendt første skridt mod etableringen af en egentlig collaborative defence procurement structure, som skal gøre EDA bedre i stand til at håndtere flere fælles indkøbsprojekter samtidigt.

Samtidig bliver EU’s kapacitetsplanlægning i stigende grad koblet sammen med konkrete projekter.

Ni såkaldte Priority Capability Areas – blandt andet droner og counter-drones, luft- og missilforsvar samt militær mobilitet – skal skabe rammer, hvor medlemslande kan gå sammen om både kortsigtede anskaffelser og længerevarende kapacitetsudvikling.

Og pengene begynder at understøtte samarbejdet.

SAFE-instrumentet stiller op til 150 mia. euro i lån til rådighed for store forsvarsinvesteringer med et klart sigte mod fælles europæiske anskaffelser.

EDA har endda etableret en Government-to-Government-platform, hvor medlemslandene kan offentliggøre militære behov og forslag til fælles projekter. Platformen havde ifølge EDA allerede mere end 400 projektforslag og over 50 konkrete behov offentliggjort.

Infrastrukturen for at samarbejde er altså ved at blive bygget.

Spørgsmålet er, om medlemslandene vil bruge den.

Det handler også om europæisk industri

Der ligger samtidig en enorm industripolitisk dimension i spørgsmålet.

EDA oplyser, at 68 procent af medlemslandenes forsvarsinvesteringer går til styrkelse af EU’s industri, men konstaterer samtidig, at Europas industrielle kapacitet, forsyningskæder og koordinering endnu ikke er tilstrækkelige til at absorbere den stigende efterspørgsel.

Det er præcis her, fælles indkøb kan gøre forskellen.

Forsvarsindustrien investerer ikke milliarder i nye fabrikker, produktionslinjer og medarbejdere alene på baggrund af politiske hensigtserklæringer.

Den investerer, når der findes en troværdig efterspørgsel.

En ordre på 1.000 enheder fra ét land kan være interessant.

En europæisk rammeaftale på 20.000 kan ændre hele investeringscasen.

Fælles europæiske programmer handler derfor ikke kun om at spare penge. De kan give industrien den volumen og langsigtede sikkerhed, der gør det muligt at investere i produktionskapacitet.

Og her ligger muligheden for dansk forsvarsindustri

For danske forsvarsvirksomheder er udviklingen særdeles interessant.

Hvis fremtidens europæiske forsvarsanskaffelser i stigende grad bevæger sig fra nationale udbud til multinationale programmer, ændrer markedet karakter.

Det bliver ikke længere tilstrækkeligt alene at spørge:

Hvad skal FMI købe?

Virksomhederne skal også spørge:

Hvilke europæiske kapacitetsprogrammer er Danmark en del af – hvem leder dem, hvordan finansieres de, og hvor kan vores teknologi passe ind?

Det stiller nye krav til danske virksomheder.

De skal forstå EU’s Capability Development Priorities. De skal følge Priority Capability Areas. De skal kende mulighederne i SAFE, EDF og kommende europæiske instrumenter. Og de skal i langt højere grad positionere sig i europæiske konsortier, før selve udbuddet lander.

For den virksomhed, der først opdager et europæisk program, når udbuddet offentliggøres, kan meget vel være flere år for sent.

Danmark bør vælge samarbejdet strategisk

Danmark skal naturligvis fortsat kunne foretage hurtige nationale anskaffelser, når situationen kræver det.

Men vi bør samtidig stille et langt mere konsekvent spørgsmål, hver gang milliardinvesteringerne besluttes:

Er dette noget, vi med fordel kan købe, udvikle eller drive sammen med andre?

Ikke af ideologiske årsager.

Men af industrielle og militære.

Hvis Danmark kan indgå i større europæiske anskaffelser, kan vi potentielt få større volumen, lavere enhedspriser, fælles vedligeholdelse, fælles uddannelse og bedre interoperabilitet.

Og måske vigtigst:

Vi kan bruge vores investeringer til at gøre dansk industri til en del af europæiske forsyningskæder, der kan eksistere i årtier.

Europas oprustning er allerede begyndt

Diskussionen om, hvorvidt Europa skal opruste, er reelt afsluttet.

Det gør vi.

• 418 mia. euro blev brugt i 2025.
• 454 mia. euro forventes i 2026.

Og EDA vurderer, at udviklingen på de nuværende tendenser kan bringe EU-landenes samlede forsvarsudgifter op mod 547 mia. euro i 2029.

Derfor bliver den næste diskussion langt vigtigere:

Hvad får vi for pengene?

Hvis 27 lande hver især forsøger at lukke de samme kapabilitetsgab med forskellige nationale løsninger, risikerer Europa at få en dyrere, mere fragmenteret og mindre interoperabel oprustning.

Hvis landene derimod kan samle efterspørgslen, koordinere kapacitetsplanlægningen og skabe langsigtede programmer for europæisk industri, kan de samme forsvarsmilliarder skabe betydeligt større militær effekt.

EDA’s seneste magasin har derfor en særdeles relevant undertone.

Europa er endelig begyndt at bruge pengene.

Nu skal vi beslutte, om vi vil bruge dem som 27 lande – eller som Europa.

.