Vi bekymrer os med rette om kinesiske virksomheder tæt på militære områder. Men samtidig lader vi moderne biler fyldt med kameraer, sensorer, GPS og internetforbindelse køre direkte gennem porten. Det hænger ikke sammen. Løsningen kan være langt mere enkel: Bilen skal blive uden for hegnet – og på de mest følsomme installationer bør den parkeres i særligt sikrede, underjordiske anlæg.
Der er noget grundlæggende paradoksalt ved den måde, vi tænker militær sikkerhed på.
En medarbejder kan blive bedt om ikke at fotografere på en militær installation. Mobiltelefoner kan være forbudt i bestemte områder. Besøgende bliver registreret. Adgangskort kontrolleres. Hegn, vagter og sikkerhedszoner skal beskytte Forsvarets installationer.
Alt sammen med god grund.
Men så kører medarbejderen gennem porten i sin moderne bil.
Og pludselig bliver sikkerhedslogikken langt mindre tydelig.
For den moderne bil er ikke længere bare en bil.
Den er en rullende sensorplatform.
Kameraet på fire hjul
Tesla er et oplagt eksempel – ikke fordi Tesla nødvendigvis udgør en særlig trussel, men fordi teknologien viser problemstillingen meget tydeligt.
Tesla oplyser selv, at Sentry Mode kan anvende bilens kameraer og sensorer, mens bilen holder parkeret. På understøttede biler kan ejeren desuden få fjernadgang til kameravisning via Teslas app.
Forestil dig så bilen parkeret midt på en militær installation.
På den ene side står et skilt om fotografering.
På den anden side holder en bil med kameraer i flere retninger.
Kan nogen forklare logikken?
Og det gælder selvfølgelig ikke kun Tesla.
Kinesiske, amerikanske og europæiske bilproducenter bevæger sig alle mod stadig mere softwaredefinerede og sensorbaserede køretøjer. Kameraer, GPS, radar, telemetri, software, trådløse forbindelser og cloud-tjenester bliver en stadig større del af bilen.
Derfor handler denne diskussion heller ikke om elbiler som drivmiddel.
Den handler om connected vehicles.
Hvis vi er bekymrede uden for hegnet – hvad så med bilen indenfor?
Vi diskuterer med rette udenlandske virksomheder og investeringer omkring militære installationer og kritisk infrastruktur.
- Vi spørger, hvem der ejer virksomhederne.
- Vi spørger, hvilke forbindelser de har.
- Vi spørger, hvilke data de kan få adgang til.
- Vi spørger, om placeringen tæt på militære områder kan udgøre en sikkerhedsrisiko.
Men hvis vi mener alvorligt, at nærhed til en militær installation kan være sikkerhedsmæssigt problematisk, må vi også interessere os for det, vi selv lukker gennem porten.
For hvad er potentielt mest interessant?
En virksomhed nogle kilometer fra et militært område?
Eller en sensorudstyret bil, der fem dage om ugen kører gennem porten, passerer bygninger, køretøjer og militært materiel og derefter holder parkeret midt på installationen?
Svaret er ikke nødvendigvis bilen.
Men spørgsmålet bør stilles.
Kineserne stillede spørgsmålet før os
Der er en vis ironi i, at Kina allerede for flere år siden stillede præcis dette spørgsmål.
Kinesiske myndigheder begrænsede i 2021 Tesla-bilers adgang til militære områder på grund af bekymringer om de data, bilernes kameraer kunne indsamle.
Det interessante er ikke, om der fandtes dokumentation for, at Tesla spionerede.
Det interessante er sikkerhedslogikken:
Hvorfor acceptere en unødvendig sensor- og datarisiko på et militært område?
Den logik bør vi også anvende i Danmark.
Og den bør gælde bredere end kinesiske biler.
For hvis argumentet er kameraer, sensorer, software og dataforbindelser, skal vi være konsekvente.
- En amerikansk bil kan have kameraer.
- En tysk bil kan have kameraer.
- En svensk bil kan være connected.
Og fremtidens biler vil have endnu flere sensorer end dem, der holder på parkeringspladserne i dag.
Problemet er ikke det enkelte billede
Forestil dig den samme bil køre ind på en kaserne 200 gange om året.
Mandag står der fem militære køretøjer.
Tirsdag står der 30.
Onsdag ankommer udenlandske militærkøretøjer.
Torsdag står nyt materiel foran en bygning.
Fredag ankommer blokvogne med udstyr.
Ingen af disse observationer behøver isoleret set at være særligt interessante.
Men samler man dem over måneder eller år, opstår der mønstre.
- Hvornår stiger aktivitetsniveauet?
- Hvilke enheder befinder sig hvor?
- Hvornår kommer nyt materiel?
- Hvor parkeres det?
- Hvornår kommer udenlandske enheder på besøg?
- Hvornår ændrer aktivitetsmønstret sig?
I en verden med kunstig intelligens og massiv databehandling kan tusindvis af tilsyneladende ubetydelige datapunkter blive langt mere værdifulde end ét hemmeligt fotografi.
Det er ikke nødvendigvis billedet, der er efterretningen. Det er mønstret.
Vi kontrollerer mennesket – men hvad med maskinen?
Forsvaret bruger enorme ressourcer på fysisk sikkerhed.
- Vi kontrollerer mennesker.
- Vi kontrollerer adgangskort.
- Vi har hegn.
- Vi har vagter.
- Vi har klassificerede områder.
- Vi har regler for fotografering.
- Vi har regler for telefoner og computere.
Men måske er tiden kommet til også at spørge:
Hvad tager medarbejderen med gennem porten?
Ikke bare i tasken.
Men på håndleddet, i lommen – og på fire hjul.
For hvis en bil har kameraer, GPS, trådløs kommunikation, telemetri og software, bør den sikkerhedsmæssigt ikke kun vurderes som et transportmiddel.
Den bør også vurderes som et digitalt system.
Det handler ikke om Kina – og ikke om el
Det ville være let at konkludere: Så forbyd kinesiske elbiler.
Men det ville være for simpelt.
Det her handler ikke om elektricitet.
En benzindrevet Mercedes, BMW eller anden moderne bil kan også være fyldt med sensorer og connected teknologi.
Og det handler ikke alene om Kina.
Producentland, ejerskab, lovgivning og mulig adgang til data kan selvfølgelig være relevante elementer i en sikkerhedsvurdering.
Men det grundlæggende spørgsmål bør være teknologisk:
- Hvad kan bilen registrere?
- Hvad gemmer den?
- Hvor sendes data hen?
- Hvem kan få adgang?
- Kan producenten kommunikere med bilen udefra?
Og kan bilen se eller registrere noget, vi egentlig ikke ønsker registreret?
Løsningen kan ligge under jorden
Vi behøver ikke vælge mellem to yderpunkter.
Enten forbyder vi alle moderne biler på militære områder.
Eller også accepterer vi bare risikoen.
Der findes en tredje mulighed.
Flyt bilerne helt ud af den operative militære installation – og på de mest følsomme steder ned under jorden.
Danmark står foran enorme investeringer i militær infrastruktur.
- Der skal bygges kaserner.
- Der skal udvides.
- Der skal etableres nye depoter, hovedkvarterer, værksteder og faciliteter.
Så hvorfor fortsætte med at bygge parkeringspladser efter gårsdagens sikkerhedsstandard?
Vi bør i stedet udvikle en ny type militær parkeringsinfrastruktur.
Ikke bare en almindelig parkeringskælder.
Men et særligt sikret parkeringssystem uden for den egentlige militære sikkerhedsperimeter.
Medarbejderen kører frem.
Bilen parkeres uden for hegnet – på særligt følsomme installationer i et underjordisk, afskærmet anlæg.
Derefter går medarbejderen gennem personkontrollen og ind på basen.
Bilen kommer aldrig med.
Bilen skal ikke bare parkeres – den skal isoleres
På de mest følsomme installationer kan anlægget designes specifikt med elektromagnetisk afskærmning som et sikkerhedskrav.
Underjordiske konstruktioner og armeret beton kan give betydelig dæmpning af radiosignaler, men hvis målet er egentlig isolation, skal anlægget konstrueres til formålet.
Det kan eksempelvis betyde RF-afskærmning, kontrollerede åbninger og fravær af mobilrepeatere og anden infrastruktur, der genetablerer forbindelsen til køretøjerne.
Målet bør være enkelt:
Når bilen er parkeret, skal den digitalt set være isoleret fra den militære installation og så vidt muligt fra omverdenen.
Så kan den heller ikke stå på parkeringspladsen og observere.
- Den kan ikke se, om der holder fem eller 50 militære køretøjer.
- Den kan ikke se en udenlandsk delegation ankomme.
- Den kan ikke registrere nyt materiel.
- Den kan ikke løbende kortlægge ændringer i aktiviteten omkring operative bygninger.
Og hvis anlægget er korrekt elektromagnetisk afskærmet, reduceres mulighederne for løbende ekstern kommunikation samtidig markant.
Parkeringsanlægget bliver en del af perimeterforsvaret
Det kræver egentlig bare, at vi vender vores normale tankegang om.
I dag tænker vi ofte:
- Kaserne.
- Hegn.
- Parkeringsplads.
- Bygninger.
Fremtidens mest følsomme installationer kunne i stedet tænkes:
- Parkeringsanlæg.
- Personkontrol.
- Sikkerhedsperimeter.
- Militær installation.
Bilen bliver udenfor.
Mennesket får adgang.
Det er ikke radikalt.
Det er i princippet den samme logik, vi allerede bruger omkring klassificerede områder.
Bare fordi en medarbejder selv har sikkerhedsgodkendelse, betyder det ikke, at vedkommende må tage enhver elektronisk enhed med ind.
Hvorfor skulle bilen være anderledes?
Vi bygger til de næste 30-50 år
Det er måske det vigtigste argument.
De militære installationer, vi bygger i disse år, skal anvendes i årtier.
Og bilerne bliver ikke mindre digitale.
Tværtimod.
- Flere kameraer.
- Mere radar.
- Mere lidar.
- Mere præcis positionering.
- Mere autonomi.
- Mere software.
- Mere kommunikation.
- Mere data.
Det, vi i dag opfatter som en avanceret connected car, vil om ti eller tyve år sandsynligvis fremstå primitivt.
Derfor skal vi ikke bygge Forsvarets nye infrastruktur til bilen fra 2015.
Vi skal bygge den til bilen fra 2035 og 2045.
Det er vores forslag
Vi kan fortsætte med at diskutere kinesiske biler.
Vi kan diskutere Tesla.
Vi kan diskutere, hvilke producenter vi stoler mest eller mindst på.
Men teknologien kommer til at overhale den diskussion.
Derfor mener vi på Forsvarsoverblikket, at Danmark bør vælge en mere enkel og langsigtet løsning:
Private connected vehicles bør som udgangspunkt holdes uden for de mest følsomme militære sikkerhedsperimetre.
Når Forsvaret bygger nyt eller gennemrenoverer centrale installationer, bør parkering derfor tænkes ind som en del af perimeterforsvaret – ikke bare som asfalt mellem bygningerne.
På de mest følsomme installationer bør der etableres særligt sikrede parkeringsanlæg uden for hegnet og, hvor risikovurderingen tilsiger det, under jorden med egentlig elektromagnetisk afskærmning.
Det vil koste penge.
Men vi er i gang med at investere milliarder i at beskytte Danmark.
Så er det mærkeligt at spare på den del af sikkerheden, der handler om det udstyr, vi selv lukker gennem hovedporten.
Vi skal ikke vente på den første dokumenterede sag.
Vi skal bygge problemet væk.
Bilen skal blive uden for hegnet.
På de mest følsomme installationer skal den ned under jorden.
Og når den står der, skal den hverken kunne se basen, kortlægge aktiviteten eller kommunikere med omverdenen.
Det mener vi bør være en del af fremtidens danske militære sikkerhedsstandard.