Tyskland står foran en forsvarsoprustning på mere end 700 milliarder euro over fem år. Det gør ikke alene landet til et af verdens vigtigste markeder for forsvarsindustrien. Det kan også blive begyndelsen på et fundamentalt opgør med Europas afhængighed af amerikansk forsvarsteknologi og kinesiske forsyningskæder.

Det er svært at overvurdere størrelsen på det, der lige nu er ved at ske i Tyskland.

Ifølge den tyske regerings aktuelle finansplan stiger Forsvarsministeriets budget fra 82,7 milliarder euro i 2026 til 109,7 milliarder i 2027, 153,9 milliarder i 2028, 162,9 milliarder i 2029 og hele 183,7 milliarder euro i 2030. Samlet er det knap 693 milliarder euro over fem år – alene på det ordinære forsvarsbudget. Hertil kommer blandt andet fortsatte midler fra Bundeswehrs særlige fond.

Financial Times beskriver derfor med god grund Tyskland som et nyt globalt centrum for forsvarsindustrien og vurderer, at Berlin samlet vil bruge mere end 700 milliarder euro på forsvar over de kommende fem år. Internationale virksomheder fra blandt andet Norge, Finland, Sydkorea, Australien og USA er allerede i gang med at etablere eller udbygge deres tilstedeværelse i landet.

Men pengene er kun den ene halvdel af historien.

Den anden handler om, hvor pengene skal ende.

Tyskland vil ikke kun købe våben – Tyskland vil bygge industri

I årtier kunne europæiske lande relativt enkelt købe amerikanske våbensystemer, når kapaciteten eller teknologien ikke fandtes hjemme.

Den model er under forandring.

Tyskland har ganske vist fortsat et meget tæt sikkerheds- og teknologisk forhold til USA. Amerikanske systemer vil fortsat være dybt integreret i Bundeswehr, og USA vil fortsat være afgørende for NATO’s nukleare afskrækkelse, efterretninger, strategiske kapaciteter og en lang række avancerede våbensystemer.

Men når forsvarsbudgetterne bevæger sig op i en størrelsesorden, hvor der hvert år skal bruges langt over 100 milliarder euro, bliver et nyt spørgsmål politisk uundgåeligt:

Hvorfor skal pengene skabe arbejdspladser, produktionskapacitet og teknologi på den anden side af Atlanten, hvis de kan gøre det i Europa?

Det betyder ikke nødvendigvis, at amerikanske virksomheder bliver skubbet ud.

Tværtimod.

Men modellen bliver i stigende grad: Amerikansk teknologi – europæisk produktion.

Et meget konkret eksempel kom i juli 2026, da Lockheed Martin og Rheinmetall annoncerede planer om at etablere europæisk produktion af de amerikanske ATACMS-missiler i Tyskland.

Hvis projektet gennemføres, bliver Rheinmetalls anlæg i Unterlüss verdens første produktionssted for ATACMS uden for USA. Produktion af raketmotorer og komponenter til styrede missiler forventes allerede at kunne begynde fra 2027.

Det er næsten skoleeksemplet på den nye europæiske model.

USA beholder teknologien og markedet.

Europa får produktionen, arbejdspladserne, kompetencerne og en større grad af forsyningssikkerhed.

EU bevæger sig i præcis samme retning

Udviklingen stopper ikke ved den tyske grænse.

EU’s forsvarsindustrielle politik bevæger sig mod samme princip.

I European Defence Industrial Strategy satte Kommissionen blandt andet som ambition, at mindst 50 procent af medlemslandenes forsvarsindkøb i 2030 skal komme fra den europæiske forsvarsteknologiske og industrielle base. I 2035 er ambitionen 60 procent.

Samtidig skal mindst 40 procent af materielindkøbene i 2030 gennemføres i fællesskab mellem medlemslande.

Endnu mere konkret er EU’s SAFE-program på op til 150 milliarder euro.

Her gælder som hovedregel, at højst 35 procent af komponenternes værdi i et produkt finansieret under programmet må komme fra lande uden for EU, EØS/EFTA og Ukraine. For en række strategisk vigtige systemer stilles der desuden krav om, at producenten skal kunne ændre og videreudvikle systemet uden at være bundet af restriktioner fra tredjelande.

Det sidste er afgørende.

Det handler ikke længere kun om, hvor et våben bliver samlet.

Det handler om, hvem der kontrollerer teknologien.

Europa vil i stigende grad kunne vedligeholde, ændre, producere og videreudvikle sine våbensystemer uden først at skulle spørge Washington – eller nogen anden uden for Europa.

USA står derfor med både en mulighed og et problem

For amerikansk forsvarsindustri er det tyske marked næsten uimodståeligt.

Men adgangen til Europas gigantiske kommende forsvarsbudgetter kan få en pris.

• Produktion skal flyttes.
• Europæiske partnere skal involveres.
• Underleverandørkæder skal etableres.

Og i nogle tilfælde kan europæiske kunder kræve mere kontrol over teknologi, integration og fremtidige modifikationer.

Lockheed Martins samarbejde med Rheinmetall viser, at amerikanske virksomheder allerede ser, hvor udviklingen bevæger sig hen.

Det behøver ikke nødvendigvis skabe en transatlantisk konflikt.

Det kan tværtimod skabe en ny arbejdsdeling inden for NATO.

Men det flytter økonomisk og industriel værdi fra USA til Europa – og hvis de europæiske forsvarsbudgetter fortsætter med at vokse, bliver den bevægelse meget betydelig.

Kina er den endnu vanskeligere del af ligningen

Hvor forholdet til USA handler om teknologi og strategisk autonomi, handler Kina i højere grad om selve fundamentet under Europas industrielle produktion.

For Tyskland er dilemmaet særligt tydeligt.

I 2025 blev Kina igen Tysklands største handelspartner med en samlet varehandel på 251,8 milliarder euro. Tyskland importerede varer fra Kina for 170,6 milliarder euro.

Blandt de største kategorier var data-, elektriske og optiske produkter for 50,9 milliarder euro samt elektrisk udstyr for 32,8 milliarder euro.

Og afhængigheden fortsætter.

I årets første fem måneder af 2026 kom eksempelvis 64,1 procent af Tysklands importerede lithium-ion-batterier fra Kina. På bærbare computere var andelen 81,8 procent.

Endnu mere interessant for forsvarsindustrien er de kritiske råstoffer.

I 2025 kom 55,4 procent af Tysklands direkte import af sjældne jordarter fra Kina. På EU-niveau var det 46,8 procent, mens enkelte råstoffer havde en kinesisk andel på over 97 procent.

Sjældne jordarter indgår blandt andet i magneter, sensorer, motorer, elektronik og en lang række højteknologiske systemer.

Dermed opstår et paradoks.

Europa kan beslutte, at et missil, en drone eller et radarsystem skal være produceret i Tyskland.

• Men hvor kommer elektronikken fra?
• Hvor kommer magneterne fra?
• Hvor kommer battericellerne fra?
• Hvor kommer råmaterialerne til komponenterne fra?

Jo længere ned man bevæger sig i leverandørkæden, desto vanskeligere bliver begrebet “European made”.

Fra Made in Germany til Controlled in Europe

Det kan derfor blive en af de vigtigste forsvarsindustrielle diskussioner i de kommende år.

For måske er målet ikke, at hvert eneste kabel, hver mikrochip og hvert gram råmateriale skal komme fra Europa.

Det er næppe realistisk på kort sigt.

Men Europa kan begynde at definere, hvilke dele af værdikæden der simpelthen ikke må være uden for europæisk kontrol.

• Design authority.
• Software.
• Kryptering.
• Vedligeholdelse.
• Ammunition.
• Kritiske reservedele.
• Produktionskapacitet.

Og adgang til centrale råmaterialer.

Det er i realiteten allerede den vej EU’s nye regler bevæger sig.

En mulighed Danmark ikke bør overse

For dansk forsvarsindustri er udviklingen vigtig.

Ikke fordi Danmark skal forsøge at konkurrere med Tyskland om at bygge Europas næste kampvognsfabrik.

Men fordi et gigantisk tysk produktionsapparat kommer til at få brug for tusindvis af underleverandører.

Sensorer, elektronik, maritime systemer, undervandsteknologi, software, kommunikation, komponenter, droner, robotteknologi, vedligeholdelse og specialiseret produktion vil alle blive efterspurgt.

Den interessante vej ind på det tyske marked bliver derfor ikke nødvendigvis at sælge et færdigt dansk system til Bundeswehr.

Det kan lige så godt være at blive en del af den europæiske leverandørkæde omkring Rheinmetall, KNDS, Diehl, Hensoldt – eller de internationale virksomheder, der nu etablerer sig i Tyskland.

For når virksomheder fra USA, Sydkorea, Norge, Finland og Australien flytter tættere på det tyske marked, opstår der også helt nye industrielle økosystemer omkring dem.

Tysklands oprustning handler derfor om langt mere end Bundeswehr

I mange år kunne Tyskland grundlæggende kombinere to verdener.

USA leverede sikkerheden.

Kina leverede en betydelig del af markedet, komponenterne og den industrielle vækst.

Den balance bliver vanskeligere at fastholde.

Washington ønsker mere robuste forsyningskæder og mindre kinesisk afhængighed.

Europa ønsker større strategisk autonomi og mere europæisk produktion.

Og Tyskland vil bruge historiske summer på at genopbygge sin militære styrke.

Derfor bliver det måske ikke antallet af Leopard-kampvogne, missiler eller luftforsvarssystemer, der bliver den vigtigste konsekvens af den tyske oprustning.

Det bliver spørgsmålet om, hvem der ejer fabrikken, hvem der kontrollerer teknologien – og hvor komponenterne kommer fra.

Tyskland er ved at blive Europas største forsvarsmarked.

Men landet kan samtidig blive det sted, hvor Europa for alvor begynder at definere, hvad en europæisk forsvarsindustri egentlig er.

Og hvem der får lov til at være en del af den.