EU er i gang med at opbygge sit eget alternativ til Starlink, mens Tyskland investerer massivt i militær satellitkommunikation. Det handler ikke længere blot om internet fra rummet. Det handler om Europas evne til at føre krig, beskytte kritisk infrastruktur og bevare kontrollen over sin egen kommunikation. Samtidig åbner udviklingen et potentielt milliardmarked for europæisk forsvarsindustri. Spørgsmålet er, om Danmark og danske virksomheder er tilstrækkeligt godt positioneret til at få del i det.

Satellitkommunikation er blevet et spørgsmål om suverænitet

Krigen i Ukraine har demonstreret noget, som europæiske regeringer længe har vidst, men måske ikke i tilstrækkelig grad har handlet på: Moderne krigsførelse er dybt afhængig af adgang til sikre, stabile og uafhængige kommunikationsforbindelser.

Satellitter understøtter alt fra militære operationer og dronekommunikation til efterretninger, maritime operationer og koordinering mellem militære enheder. Mister man forbindelsen, risikerer man samtidig at miste en væsentlig del af sin operative handlefrihed.

Netop derfor er Europas afhængighed af amerikanske satellitsystemer blevet et stadig mere følsomt sikkerhedspolitisk spørgsmål.

Starlink har spillet en central rolle i Ukraine, men systemet har samtidig illustreret, hvor problematisk det kan være, når kritisk militær kommunikation afhænger af en kommerciel leverandør uden for europæisk politisk kontrol.

Det handler ikke nødvendigvis om mistillid til amerikansk teknologi eller amerikanske virksomheder. Det handler om, hvem der i sidste ende har mulighed for at træffe beslutninger om adgangen til kommunikationen.

For Europa er konklusionen ved at blive stadig tydeligere: Strategisk autonomi kræver også kontrol over infrastrukturen i rummet.

348 satellitter skal sikre Europas uafhængighed

EU’s svar hedder IRIS² – Infrastructure for Resilience, Interconnectivity and Security by Satellite.

Programmet er en af Europas mest ambitiøse investeringer i sikker kommunikationsinfrastruktur og skal skabe et europæisk kontrolleret satellitnetværk, der kan understøtte både civile og militære behov.

I august 2026 blev projektet udvidet til 348 satellitter, fordelt på 330 satellitter i lavt kredsløb og 18 i mellemhøjt kredsløb. Udvidelsen skal blandt andet give betydeligt større kapacitet til myndigheder, forsvar og beredskab.

Ifølge Europa-Kommissionen vil den reviderede arkitektur øge kapaciteten til sikker myndighedskommunikation med omkring 60 procent inden for EU og 54 procent globalt.

De første opsendelser forventes i 2029, mens de første tjenester efter planen bliver tilgængelige omkring 2030.

Det er værd at bemærke, at IRIS² ikke alene skal konkurrere med Starlink om internetforbindelser. Systemet skal også skabe en kommunikationsinfrastruktur, som europæiske myndigheder kan anvende under kriser, konflikter og situationer, hvor almindelige kommunikationsnetværk bliver ødelagt eller utilgængelige.

Dermed bliver satellitkommunikation en integreret del af Europas samlede forsvars- og beredskabskapacitet.

Tyskland positionerer sig til milliardkontrakterne

Mens EU arbejder på den fælles europæiske løsning, er Tyskland allerede i gang med at sikre sig en central industriel rolle.

Den tyske rumfartsvirksomhed OHB har indgået en kontrakt på næsten én milliard euro om udvikling og produktion af 18 satellitplatforme til IRIS².

Samtidig har Airbus Defence and Space og Thales Alenia Space fået en central rolle i udviklingen af mindst 66 satellitter i programmets første lavtgående satellitlag.

Belgiske Aerospacelab er desuden udpeget til en betydelig rolle i produktionen af satellitter til konstellationen.

Men Tyskland stopper ikke ved EU-programmet.

Bundeswehr planlægger sit eget næste generations militære satellitsystem, SATCOMBw 4, med en anslået økonomisk ramme på mellem otte og ti milliarder euro.

Planen omfatter på sigt et trecifret antal satellitter i lavt kredsløb, og en indledende konstellation på op til 40 satellitter skal efter planen være operationel allerede i 2029.

Et joint venture mellem OHB og Rheinmetall er blandt de virksomheder, der konkurrerer om opgaven. Der er endnu ikke truffet endelig beslutning om kontrakten.

Det interessante er ikke kun investeringernes størrelse.

Det interessante er, at Tyskland arbejder på to fronter samtidig: Landet bidrager til Europas fælles satellitinfrastruktur og forsøger samtidig at opbygge en selvstændig national militær kapacitet.

Dermed bliver satellitkommunikation både et sikkerhedspolitisk instrument og et industripolitisk satsningsområde.

Hvor er Danmark i den europæiske rumoprustning?

Det spørgsmål bør efter Forsvarsoverblikkets vurdering fylde væsentligt mere i den danske forsvarsindustrielle debat.

For mens Tyskland, Frankrig, Belgien og andre europæiske lande positionerer deres virksomheder i de store satellitprogrammer, er det mindre tydeligt, hvordan Danmark systematisk vil sikre danske virksomheders adgang til de nye værdikæder.

Det betyder ikke, at Danmark står uden kompetencer.

Tværtimod findes der danske virksomheder med relevante teknologier inden for satellitkommunikation, elektronik, antennesystemer, cybersikkerhed, databehandling, maritime kommunikationsløsninger og integration af komplekse systemer.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at milliardinvesteringerne ikke alene handler om at bygge satellitter.

Der skal også udvikles jordstationer, sikre terminaler, kommunikationsudstyr, software, krypteringsløsninger, kontrolsystemer og forbindelser mellem satellitterne og de operative brugere.

Og netop her kan danske virksomheder potentielt få en interessant rolle.

Det forudsætter dog, at virksomhederne bliver opmærksomme på mulighederne, får adgang til de relevante europæiske industrikonsortier og kan dokumentere, hvordan deres teknologi bidrager til de konkrete operative behov.

Det er ikke tilstrækkeligt at have en god teknologi. Man skal også forstå, hvordan teknologien passer ind i Europas sikkerhedspolitiske og militære prioriteringer.

Den største mulighed ligger måske ikke i selve satellitterne

For mange danske virksomheder vil det næppe være realistisk at konkurrere med Airbus, OHB eller Thales om produktionen af komplette satellitsystemer.

Men det behøver heller ikke være målet.

En moderne satellitbaseret kommunikationsinfrastruktur består af langt flere komponenter end satellitterne selv.

Eksempelvis kan der opstå muligheder inden for maritime satellitterminaler, sikre kommunikationsforbindelser til skibe, integration med ubemandede systemer, cyberbeskyttelse og kommunikationsløsninger til militære enheder.

Det gælder ikke mindst i det maritime domæne, hvor Danmark allerede har en række industrielle kompetencer.

Særligt interessant bliver integrationen mellem satellitkommunikation, autonome systemer og militære kommando- og kontrolsystemer.

En ubemandet overfladeplatform, en undervandsdrone eller et militært fartøj skal ikke alene kunne kommunikere med en satellit. Informationen skal også kunne anvendes sikkert og effektivt af andre enheder, myndigheder og allierede.

Det bringer os tilbage til en af de største teknologiske udfordringer i moderne forsvar: interoperabilitet.

Den virksomhed, der kan sikre, at forskellige satellitsystemer, militære platforme og nationale kommunikationsnetværk kan arbejde sikkert sammen, kan opnå en betydelig konkurrencemæssig fordel.

For det er ikke nødvendigvis satellitten, der skaber den største operative værdi.

Det er evnen til at omsætte forbindelsen til faktisk militær effekt.

Et europæisk projekt med nationale interesser

IRIS² er samtidig et interessant eksempel på den udfordring, der præger store dele af Europas forsvarsindustrielle udvikling.

På den ene side ønsker EU at opbygge fælles kapaciteter, reducere afhængigheden af USA og sikre større europæisk handlefrihed.

På den anden side har medlemslandene stærke nationale interesser i at sikre arbejdspladser, teknologiudvikling og industrielle kontrakter til deres egne virksomheder.

Tysklands parallelle satsning på SATCOMBw 4 illustrerer denne balance.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at landene udvikler nationale systemer ved siden af de fælles europæiske løsninger. Tværtimod kan det styrke robustheden og skabe flere muligheder for samarbejde.

Men det stiller betydelige krav til standardisering, koordinering og interoperabilitet.

Hvis Europa ender med en række nationale satellitnetværk, som kun vanskeligt kan kommunikere med hinanden, risikerer man at gentage nogle af de problemer, der allerede eksisterer inden for europæisk forsvarsmateriel.

Derfor bør spørgsmålet ikke alene være, hvor mange satellitter Europa kan sende i kredsløb.

Det bør også være, hvor effektivt de forskellige systemer kan understøtte fælles europæiske og NATO-ledede operationer.

Danmark skal tidligere ind i beslutningsprocesserne

For danske virksomheder ligger der en væsentlig strategisk udfordring i, at de store europæiske forsvars- og rumprogrammer ofte formes længe før de konkrete underleverandørkontrakter bliver udbudt.

Når hovedkontrakterne først er fordelt, kan væsentlige teknologiske valg, industrielle partnerskaber og leverandørstrukturer allerede være fastlagt.

Det betyder, at danske virksomheder risikerer at komme for sent ind i processen, hvis de først reagerer, når et konkret udbud bliver offentliggjort.

Her bliver den politiske dimension afgørende.

Det er de politiske beslutningstagere, der er med til at definere de strategiske ambitioner, finansieringen og rammerne for Europas fremtidige forsvarskapaciteter.

Derfor bør danske virksomheder ikke alene arbejde på at skabe kontakt til de store europæiske systemleverandører.

De bør også sikre, at relevante danske kompetencer bliver synlige over for de politiske og institutionelle beslutningstagere, som er med til at sætte retningen.

Det handler ikke om at omgå udbudsregler eller opnå særlige nationale privilegier.

Det handler om at sikre, at Danmark tidligt bidrager med løsninger på de udfordringer, Europa forsøger at løse.

Europa-Kommissionen har udtrykkeligt fremhævet, at IRIS² skal skabe muligheder for små og mellemstore virksomheder og nye aktører i leverandørkæderne. Det er en åbning, som danske virksomheder bør undersøge langt mere systematisk.

En milliardinvestering, der også handler om beredskab

Det vil være en fejl alene at betragte IRIS² som et militært projekt.

Sikker satellitkommunikation bliver også afgørende for Europas civile beredskab.

Når kritisk infrastruktur rammes af cyberangreb, sabotage, naturkatastrofer eller militære angreb, kan traditionelle kommunikationsnetværk blive sat ud af drift.

Her kan satellitkommunikation være med til at opretholde forbindelsen mellem myndigheder, beredskabsorganisationer, sundhedsvæsen og andre samfundskritiske funktioner.

EU har allerede i januar 2026 taget de første operationelle skridt med GOVSATCOM, der giver medlemslandene adgang til sikker satellitkommunikation baseret på eksisterende europæiske kapaciteter.

IRIS² skal videreudvikle denne infrastruktur og give Europa langt større selvstændig kapacitet.

Dermed er projektet også relevant for danske kommuner, beredskaber, energiselskaber og andre organisationer med ansvar for samfundskritiske funktioner.

Det åbner endnu et potentielt marked for virksomheder, som kan levere sikre og robuste kommunikationsløsninger.

Europa har truffet beslutningen – nu skal Danmark finde sin plads

IRIS² markerer et væsentligt skifte i Europas tilgang til sikkerhed og forsvar.

Europa har erkendt, at strategisk autonomi ikke kun handler om kampvogne, ammunition, krigsskibe og kampfly.

Det handler også om den digitale infrastruktur, der forbinder de militære kapaciteter og gør det muligt at anvende dem.

Satellitkommunikation er derfor ikke længere blot en teknologisk serviceydelse. Det er en strategisk kapacitet.

Tyskland har allerede positioneret sig med store nationale investeringer og betydelige industrielle aktører. Andre europæiske lande arbejder tilsvarende på at sikre deres virksomheder en plads i udviklingen.

For Danmark bør det give anledning til en grundlæggende diskussion.

Har vi en tilstrækkeligt klar strategi for danske virksomheders deltagelse i Europas voksende rum- og satellitindustri? Har vi identificeret de teknologiske områder, hvor danske virksomheder kan gøre en forskel? Og har vi sikret den nødvendige politiske forståelse for, at disse investeringer også kan få betydning for dansk erhvervsudvikling, forsyningssikkerhed og forsvarsevne?

For milliarderne bliver investeret.

Satellitterne bliver bygget.

Og de industrielle partnerskaber bliver etableret.

Spørgsmålet er ikke længere, om Europa får sin egen satellitbaserede kommunikationsinfrastruktur. Spørgsmålet er, om Danmark vil være med til at bygge den – eller blot ende som kunde hos dem, der gjorde.