Ukraine er nu formelt en del af NATO’s indkøbssamarbejde gennem NSPA. Det giver ukrainske forsvarsvirksomheder mulighed for at byde på NATO-kontrakter, samtidig med at Ukraine får adgang til en omfattende international indkøbsorganisation. Beslutningen kan få betydning for europæisk forsvarsindustri og åbner både nye samarbejdsmuligheder og skærpet konkurrence for danske virksomheder.

Ukraine har taget endnu et skridt mod en tættere integration med NATO. Denne gang handler det hverken om medlemskab, militære styrker eller sikkerhedsgarantier, men om noget, der på længere sigt kan få betydelig betydning for den europæiske forsvarsindustri: Adgang til NATO’s indkøbssystem.

Den 22. oktober 2026 offentliggjorde NATO’s indkøbsagentur, NATO Support and Procurement Agency (NSPA), at Ukraine er blevet en del af Security Cooperation Support Partnership (SCSP).

Aftalen betyder, at ukrainske virksomheder får mulighed for at deltage i NSPA’s udbud og indgå kontrakter direkte med agenturet. Samtidig kan Ukraine anvende NSPA’s eksisterende indkøbs- og logistiksystemer til at anskaffe militært materiel og understøttende tjenester.

Dermed bliver samarbejdet ikke længere alene et spørgsmål om, hvad NATO-landene kan levere til Ukraine, men også om, hvad den ukrainske forsvarsindustri kan levere gennem NATO’s indkøbssystem.

En adgang til NATO’s omfattende indkøbsorganisation

NSPA er en central del af NATO’s fælles indkøbs- og logistiske infrastruktur. Agenturet håndterer blandt andet anskaffelser, vedligeholdelse, forsyninger og støtte gennem materielsystemers levetid.

Med den nye aftale kan Ukraine potentielt trække på NSPA’s 45 eksisterende partnerskaber, som omfatter forskellige våbensystemer og tilhørende støttefunktioner.

Den ukrainske regering fremhæver især muligheden for at samle nationale indkøbsbehov med andre landes bestillinger. Det kan skabe større indkøbsvolumener, bedre forhandlingspositioner og kortere anskaffelsesforløb.

Indkøb kan finansieres af Ukraine selv, internationale partnere eller gennem fælles finansiering. Eksisterende NSPA-kontrakter kan anvendes, hvor det er muligt, mens nye behov kan føre til særskilte udbud.

Det betyder ikke, at Ukraine automatisk får adgang til alle NATO-kontrakter. Men det etablerer en formel og langt mere omfattende indgang til agenturets anskaffelsessystem.

Ukrainske virksomheder får mulighed for at konkurrere direkte

Det måske mest interessante element er, at samarbejdet går begge veje.

Efter en beslutning i NATO’s Nordatlantiske Råd i april 2026 fik NSPA mulighed for at udsende udbud til ukrainske virksomheder og indgå kontrakter med dem.

Ukrainske producenter kan registrere sig i NSPA’s leverandørdatabase, afgive tilbud og konkurrere med udenlandske leverandører.

Den 14. oktober samlede NSPA omkring 150 ukrainske virksomheder ved et arrangement i Kyiv, hvor producenterne blev introduceret til registrering, udbudsprocedurer og leverandørkrav.

Dermed er der ikke blot tale om en politisk hensigtserklæring. De administrative rammer for, at ukrainske virksomheder kan komme ind i NATO’s leverandørsystem, er etableret.

Fra slagmarkserfaring til international konkurrence

Ukraine har gennem krigen udviklet en omfattende forsvarsindustri, særligt inden for droner, elektronisk krigsførelse, ubemandede systemer og teknologier til bekæmpelse af droner.

En væsentlig del af udviklingen er sket under operative forhold, hvor produkterne løbende er blevet tilpasset erfaringer fra fronten.

Netop denne erfaring kan blive et konkurrenceparameter.

NSPA’s direktør for operationsstøtte, Jacqueline Borsboom, har fremhævet, at partnerskabet både skal styrke den ukrainske industribase og give NATO-landene adgang til Ukraines operationelle erfaringer og afprøvede innovationer.

Men erfaring fra slagmarken er ikke i sig selv tilstrækkelig til at vinde NATO-kontrakter.

Virksomhederne skal fortsat leve op til krav om blandt andet kvalitetssikring, dokumentation, leveringssikkerhed, teknisk kapacitet og eksporttilladelser.

Forsvarsmediet Janes beskriver eksempelvis, hvordan ukrainske droneproducenter arbejder med certificering efter NATO-relevante kvalitetsstandarder som AQAP 2110. Det er et konkret tegn på, at industrien er begyndt at tilpasse sig de krav, der gælder på det internationale forsvarsmarked.

Hvad betyder det for danske forsvarsvirksomheder?

For dansk forsvarsindustri rummer udviklingen to væsentlige perspektiver.

Det første er øget konkurrence.

Ukrainske virksomheder, der hidtil primært har produceret til hjemmemarkedet eller gennem særlige bilaterale aftaler, får nu en mere direkte vej ind i NATO’s internationale anskaffelsessystem.

Det kan på længere sigt få betydning inden for områder, hvor ukrainske producenter har opbygget særlige kompetencer eller konkurrencedygtige produktionsmodeller.

Det andet perspektiv er muligheden for nye industripartnerskaber.

Danske virksomheder kan eksempelvis bidrage med systemintegration, certificering, kvalitetssikring, vedligeholdelse, logistik og adgang til eksisterende internationale forsyningskæder.

Samtidig kan ukrainske producenter bidrage med teknologier og operative erfaringer, som er udviklet under helt andre forhold end dem, der traditionelt præger europæisk forsvarsudvikling.

Et dansk-ukrainsk industrisamarbejde kan derfor få en anden karakter end de traditionelle relationer mellem en europæisk leverandør og en ukrainsk kunde.

Det kan i stigende grad handle om fælles udvikling, produktion og leverancer til tredjelande.

Det er dog en industriel mulighed og ikke en automatisk konsekvens af aftalen.

NATO-standarder kan blive den afgørende adgangsbillet

Selvom aftalen åbner en ny dør, er det fortsat nødvendigt for ukrainske virksomheder at opfylde de konkrete betingelser i NATO’s udbud.

Det gælder ikke mindst kravene til dokumentation, certificering og kvalitetssikring.

Ifølge Janes har den ukrainske forsvarsindustris brancheorganisation fremhævet et særligt spørgsmål: Hvorvidt leverancer til Ukraines væbnede styrker kan anerkendes som relevant erfaring, når NSPA stiller krav om tidligere leverancer til NATO-lande.

Det er en væsentlig problemstilling.

En ukrainsk virksomhed kan have leveret store mængder materiel til en aktiv krigszone og dokumenteret produktets operative anvendelighed uden nødvendigvis at have de referencer, som et traditionelt NATO-udbud efterspørger.

Hvordan denne erfaring bliver vurderet, kan derfor få betydning for, hvor hurtigt ukrainske producenter reelt kan etablere sig som internationale NATO-leverandører.

NATO har allerede mobiliseret betydelige midler

Den nye aftale kommer oven på flere års omfattende støtte til Ukraine.

Ifølge NATO står alliancens medlemslande for 99 procent af den militære bistand til Ukraine.

NSPA har desuden mobiliseret omkring 400 millioner euro gennem Ukraine Comprehensive Assistance Package Trust Fund til blandt andet medicinsk udstyr, brændstof, kritisk infrastruktur og cybersikkerhed.

Derudover har IT Capability Coalition bidraget med 219 millioner euro til modernisering af Ukraines digitale forsvarskapaciteter.

Beløbene vedrører eksisterende støtteordninger og skal ikke forveksles med nye kontraktbevillinger under SCSP.

NATO oplyser samtidig, at medlemslande og partnere samlet har bidraget med over 1,4 milliarder euro til CAP-fonden.

Et industripolitisk skridt – ikke et NATO-medlemskab

Ukraine bliver ikke NATO-medlem gennem aftalen.

Men landet får en mere formaliseret position i en del af den industrielle og logistiske struktur, som understøtter alliancens militære kapaciteter.

SCSP blev etableret i 2025 og omfatter nu Belgien, Luxembourg, Norge, Sverige, Storbritannien, NATO’s hovedkvarter og Ukraine.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at Danmark ikke er blandt de syv deltagere i netop dette partnerskab. Det betyder ikke, at danske virksomheder er afskåret fra NSPA’s udbud, eller at Danmark ikke deltager i andre NSPA-samarbejder.

Men det understreger, at integrationen af Ukraine i NATO’s indkøbsstruktur foregår gennem konkrete partnerskaber og mekanismer, som ikke nødvendigvis omfatter alle medlemslande.

Den egentlige betydning bliver afgjort af kontrakterne

Aftalen giver Ukraine en ny institutionel adgang til NATO’s indkøbssystem. Men den økonomiske og industrielle betydning afhænger af, hvordan adgangen bliver anvendt.

Det afgørende bliver, hvor mange ukrainske virksomheder der opnår leverandørgodkendelse, hvilke udbud de får mulighed for at deltage i, og hvor mange kontrakter der faktisk bliver indgået.

Der er endnu ikke dokumenteret et samlet kontraktvolumen, som kan henføres til Ukraines nye deltagelse i SCSP.

For dansk forsvarsindustri er udviklingen alligevel relevant allerede nu.

Den ukrainske forsvarsindustri er ikke længere alene et marked, som europæiske virksomheder skal levere til. Den er også ved at blive en potentiel konkurrent, teknologipartner og underleverandør i de samme internationale anskaffelsessystemer.

Og netop den udvikling kan vise sig at blive en af de mere vidtrækkende konsekvenser af Ukraines gradvise integration i NATO’s forsvarsindustrielle samarbejde.