En af de mest fundamentale misforståelser i dansk sikkerhedspolitik er forestillingen om, at Forsvaret alene bærer ansvaret for landets forsvarsevne. I praksis er denne antagelse for længst blevet overhalet af virkeligheden.
Store dele af Danmarks reelle modstandskraft ligger i dag uden for Forsvarets direkte kontrol. Den ligger i kommunerne og hos private virksomheder. Det er her, de systemer drives, som afgør, om samfundet fungerer i krise og konflikt. Og det er her, Danmark i realiteten er mest sårbart.
Kommunerne ejer og driver vandforsyning, fjernvarme, affaldshåndtering, havne, lokal infrastruktur og store dele af beredskabet. De er ansvarlige for sundheds-IT, plejehjem, hjemmepleje og sociale funktioner, der i en krisesituation bliver politisk eksplosive, hvis de svigter. Samtidig er en betydelig del af den kritiske digitale infrastruktur enten kommunalt eller kommunalt-privat forankret.
De private virksomheder driver energiproduktion, transmissionsnet, datacentre, kommunikationsinfrastruktur, logistikkæder og i mange tilfælde selve de teknologiske systemer, som både stat og kommuner er afhængige af. Uden dem stopper samfundet – uanset hvor kampklar brigaden er.
Alligevel behandles både kommuner og virksomheder fortsat som perifere aktører i forsvarstænkningen. De omtales som samarbejdspartnere, interessenter eller leverandører – men sjældent som det, de reelt er blevet: en integreret del af Danmarks forsvar.
Det er ikke blot et analytisk problem. Det er et strukturelt svigt.
For samtidig med at ansvaret i praksis er blevet decentraliseret, er beslutningskompetencen, finansieringen og beskyttelsen ikke fulgt med. Kommunerne forventes at sikre robusthed, cyberberedskab og drift under pres – men uden klare nationale krav, uden øremærkede midler og uden en tydelig kommandovej i krise.
Det efterlader kommunerne i en umulig position. De bliver gjort ansvarlige for opgaver, der i realiteten har national sikkerhedspolitisk karakter, men som stadig finansieres og prioriteres som almindelig kommunal drift. Det er ikke bare urimeligt. Det er farligt.
For private virksomheder er situationen mindst lige så problematisk. De forventes at levere stabilitet og kontinuitet i krisesituationer, men uden at være en del af planlægningen, uden klar juridisk afklaring af ansvar – og ofte uden adgang til den sikkerhedspolitiske information, der er nødvendig for at træffe de rigtige beslutninger.
I praksis har Danmark gjort kommuner og virksomheder til frontaktører i totalforsvaret uden at give dem et mandat. Det er ikke totalforsvar. Det er en stiltiende ansvarsforflygtigelse, hvor staten høster fordelene af decentral drift, men undlader at tage det fulde ansvar for konsekvenserne.
Hvis totalforsvaret skal være mere end et begreb, kræver det en grundlæggende erkendelse: Kommuner og virksomheder er ikke støttefunktioner. De er bærende søjler. Og bærende søjler kræver beskyttelse, styring og investering.