Danmark vil have mere våbenproduktion på dansk jord og har samtidig inviteret ukrainske forsvarsvirksomheder til at etablere sig her. Men hvis ukrainske virksomheder og deres danske samarbejdspartnere ikke får en reel mulighed for at byde ind på Forsvarets kommende behov, risikerer vi at bygge en politisk flot facade uden et marked bagved. Forsyningssikkerhed handler ikke kun om at købe hurtigt. Det handler om at sikre, at nogen kan producere igen i morgen.

Danmark er i gang med en historisk oprustning. Milliarder bliver omsat til luftforsvar, ammunition, droner, køretøjer, skibe, overvågning og en lang række andre kapaciteter, som Forsvaret mangler efter årtiers nedprioritering.

Det er nødvendigt.

Men midt i hastigheden bør vi stille et spørgsmål, der risikerer at drukne i diskussionen om, hvor hurtigt materiellet kan leveres:

Hvad står tilbage i Danmark, når milliarderne er brugt?

For det bør ikke være tilstrækkeligt, at vi får leveret materiel. Danmark skal også bruge den historiske oprustning til at genopbygge industriel kapacitet, produktionsmuligheder, kompetencer og forsyningssikkerhed.

Krigen i Ukraine har med brutal tydelighed vist hvorfor. Penge kan ikke affyre ammunition, der ikke findes. En indkøbskontrakt kan ikke erstatte en drone, hvis produktionslinjen ikke kan følge med. Og selv verdens bedste våbensystem har begrænset værdi, hvis reservedele og komponenter ikke kan fremskaffes, når forsyningskæderne bryder sammen.

Derfor er det positivt, når Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse arbejder med strategiske partnerskaber, industriel kapacitet og kortere og mere robuste forsyningskæder.

Men Danmark skal passe på, at vi ikke samtidig skaber et nyt problem.

Vi inviterer ukrainerne ind – men kommer de med til bordet?

Danmark har bevidst valgt at åbne døren for ukrainsk forsvarsindustri.

Det er ikke kun symbolpolitik. Regeringen har afsat betydelige midler til at understøtte etableringen af ukrainsk forsvarsproduktion i Danmark, og Danmark og Ukraine har indgået aftaler, som netop skal gøre det lettere for ukrainske virksomheder at etablere produktionsfaciliteter her.

Det giver sikkerhedspolitisk mening. Men så skal næste skridt også følge med.

For hvad nytter det at hjælpe ukrainske virksomheder med at etablere sig i Danmark, hvis de bagefter møder et dansk forsvarsmarked, hvor de i praksis har meget begrænsede muligheder for at komme i betragtning?

Og hvad med de danske virksomheder, der allerede samarbejder med ukrainske producenter?

• De virksomheder, der forsøger at etablere produktion på licens i Danmark.
• De virksomheder, der investerer penge, tid og medarbejdere i at få ukrainsk teknologi ind i danske produktionsmiljøer.
• De virksomheder, der etablerer joint ventures, produktionssamarbejder eller andre konstruktioner med ukrainske producenter.

Hvis de virksomheder bliver mødt af anskaffelsesmodeller eller krav, som reelt holder dem ude, har vi et problem.

For så siger vi med den ene hånd:

Kom til Danmark. Producer her.

Mens vi med den anden siger:

Men regn ikke nødvendigvis med at kunne levere til os.

Det hænger ikke sammen.

Dansk forsvarsindustri kan ikke defineres af et pas

Vi bør derfor også diskutere, hvad vi egentlig mener, når vi taler om “dansk forsvarsindustri”.

Er det alene virksomheder med dansk ejerskab og danskudviklede produkter?

Eller er det den samlede industrielle kapacitet, der findes og producerer på dansk jord?

Det sidste bør veje tungt.

Hvis en dansk virksomhed indgår en aftale med en ukrainsk producent om at fremstille et dronesystem i Danmark, er det så mindre relevant for dansk forsyningssikkerhed, fordi teknologien oprindeligt er ukrainsk?

Selvfølgelig ikke.

Hvis en ukrainsk virksomhed etablerer produktion i Danmark, beskæftiger medarbejdere her, anvender danske underleverandører og producerer materiel, som Danmark og vores allierede kan få adgang til, bidrager virksomheden til dansk og europæisk forsyningssikkerhed.

Og hvis danske virksomheder investerer i at bringe ukrainske produkter, knowhow og produktionsmetoder til Danmark, bør vi være meget varsomme med at skabe strukturer, der ender med at stille dem dårligere end de traditionelle leverandører.

Det handler ikke om at give nogen en fribillet til offentlige kontrakter.

Kvalitet, pris, sikkerhed, leveringssikkerhed og militær relevans skal naturligvis være afgørende.

Men adgangen til at konkurrere skal være reel.

Ukraine er ikke kun modtager

Der ligger samtidig en mental omstilling her.

I Danmark taler vi ofte om forsvarsindustrielt samarbejde med Ukraine, som om bevægelsen kun går én vej.

• Vi hjælper Ukraine.
• Vi finansierer Ukraine.
• Vi køber til Ukraine.

Men Ukraine har efter flere års fuldskala krig opbygget noget, Europa mangler: erfaring med at udvikle og ændre militær teknologi under et ekstremt operationelt pres.

Droner bliver ændret på baggrund af erfaringer fra fronten. Counter-drone-systemer bliver tilpasset. Software opdateres. Elektronisk krigsførelse udvikler sig. Produktionsmetoder ændres, fordi systemerne skal kunne fremstilles hurtigere og billigere.

Den erfaring kan Danmark købe sig adgang til – men kun hvis vi skaber rammerne for, at den bliver en del af vores industrielle økosystem.

Det betyder, at samarbejdet med ukrainske virksomheder ikke alene skal ses som støtte til Ukraine.

Det kan også være dansk industripolitik og dansk sikkerhedspolitik.

Vi skal kunne producere, når lagrene er tomme

Danmark kommer aldrig til at producere alle vores våbensystemer selv.

Det skal vi heller ikke.

Vi er et lille land, og vores sikkerhed bygger på NATO og europæisk samarbejde.

Men der er en afgørende forskel på internationalt samarbejde og total industriel afhængighed.

Droner, ammunition, counter-drone, elektroniske komponenter, reservedele, sensorer, software og andre kapaciteter bliver forbrugt i et tempo under moderne krigsførelse, som Europa næppe forestillede sig før februar 2022.

Derfor bør spørgsmålet ved kommende anskaffelser ikke kun være:

Hvem kan levere hurtigst?

Vi bør også spørge:

• Hvem kan producere igen?
• Hvor ligger produktionslinjen?
• Kan den skaleres?
• Kan Danmark få adgang til den under en krise?
• Kan danske virksomheder indgå i produktionen?

Og ikke mindst:

Kan de virksomheder, der samarbejder med ukrainske producenter og forsøger at flytte ukrainsk produktion til Danmark, reelt få mulighed for at konkurrere?

Hvis svaret på det sidste spørgsmål bliver nej, risikerer vi at begå en strategisk fejl.

Oprustningen skal efterlade mere end materiel

Vi har lige nu en mulighed, Danmark måske kun får én gang.

Hundredvis af milliarder skal bruges på at genopbygge Forsvaret. Samtidig ønsker Europa at øge sin forsvarsproduktion, og Ukraine leder efter muligheder for at flytte og udvide dele af sin produktion til europæiske lande.

Danmark kan vælge blot at være kunde.

Eller vi kan bruge oprustningen til også at blive producent.

Det kræver ikke, at alle våben skal være danske. Det kræver heller ikke, at ukrainske virksomheder skal favoriseres.

Det kræver blot, at vi tænker længere end den enkelte kontrakt.

Når Danmark køber et våbensystem, bør vi også spørge, om investeringen kan skabe produktion, arbejdspladser, kompetencer og forsyningssikkerhed herhjemme.

Og når danske virksomheder tager risikoen ved at samarbejde med ukrainske producenter og forsøger at etablere deres produktion i Danmark, bør staten ikke stille sig i vejen.

Tværtimod bør vi sikre, at døren til det danske forsvarsmarked faktisk er åben.

For der er ingen sammenhæng i at bruge offentlige midler og politisk kapital på at få ukrainsk forsvarsindustri til Danmark, hvis virksomhederne og deres danske partnere bagefter bliver efterladt ude på gangen, når kontrakterne skal fordeles.

Danmark skal ikke kun købe sig til et stærkere forsvar.

Vi skal bruge oprustningen til at opbygge evnen til selv at producere, reparere, videreudvikle og genforsyne.

Og her kan de virksomheder, der bygger bro mellem dansk industriel kapacitet og Ukraines erfaringer fra slagmarken, vise sig at være en del af løsningen.

Vi skal bare huske at lukke dem ind.