Forsvaret har åbnet et nyt AI-center, og ambitionerne er store. Kunstig intelligens skal blandt andet give hurtigere beslutninger, bedre udnyttelse af data og i sidste ende mere kampkraft. Men hvad forventer Forsvaret og politikerne egentlig konkret at få ud af satsningen? Og risikerer AI at blive den nye politiske mirakelkur på nogle af de problemer med personel, kapacitet og organisation, som er blevet opbygget gennem mange år?
Kunstig intelligens skal fylde mere i det danske forsvar. Med åbningen af Forsvarets nye AI-center i Lyngby har Forsvaret taget et konkret skridt mod at gøre AI til en integreret del af den militære organisation, og ambitionen er ikke blot at eksperimentere med ny teknologi. AI skal ifølge Forsvaret omsættes til reel kampkraft.
Ved åbningen gjorde forsvarschef Michael W. Hyldgaard ambitionen ganske klar: AI skal hjælpe Forsvaret med at vinde og med at vinde tid. Forsvaret peger blandt andet på mulighederne for at skabe bedre overblik, analysere store informationsmængder, identificere mønstre og give militære chefer et bedre og hurtigere beslutningsgrundlag. AI-centeret skal samtidig være med til at identificere, udvikle og implementere konkrete løsninger på tværs af Forsvarets værn og kommandoer.
Det er svært at være uenig i ambitionen. Hvis ny teknologi kan gøre danske soldater mere effektive, reducere tidsforbruget på administrative opgaver, forbedre efterretningsarbejdet og gøre Forsvaret i stand til at reagere hurtigere end en modstander, skal mulighederne naturligvis undersøges.
Men netop fordi forventningerne er så store, bør næste spørgsmål være mindst lige så konkret: Hvad skal AI faktisk bruges til, og hvordan vil vi dokumentere, at det giver mere kampkraft?
AI kan være alt fra administration til kamp
Begrebet kunstig intelligens dækker over meget forskellige anvendelser. I den ene ende kan AI bruges til forholdsvis almindelige opgaver som dokumentbehandling, informationssøgning, planlægning, logistik og administration. Her kan potentialet være betydeligt i en organisation, hvor mange medarbejdere bruger store dele af deres arbejdstid på processer, rapportering og informationsbehandling.
I den anden ende findes de militært langt mere interessante anvendelser. AI kan analysere enorme mængder sensorinformation, identificere mønstre i efterretningsdata, understøtte overvågning, optimere logistiske operationer og potentielt forudsige, hvornår materiel har behov for vedligeholdelse. Teknologien kan også indgå i droner, autonome systemer og militære kommando- og kontrolsystemer, hvor hastigheden fra observation til beslutning kan være afgørende.
Forsvaret har selv peget på autonome systemer som et område, hvor AI skal spille en større rolle, mens forsvarschefen har beskrevet ambitionen som at gøre Forsvaret bedre i stand til at se, forstå, beslutte og handle hurtigere end en modstander.
Det er militært interessant, men det spænder også over så stort et område, at begrebet “mere kampkraft” hurtigt risikerer at blive svært at måle. Hvis AI skal være en central del af moderniseringen af Forsvaret, bør det derfor også være muligt at opstille konkrete mål for, hvilken effekt teknologien skal skabe.
Hvor kommer den ekstra kampkraft fra?
For et relativt lille forsvar som det danske kan AI i teorien være særlig interessant. Danmark kommer næppe til at kunne konkurrere med de største militærmagter på antallet af soldater, platforme eller våbensystemer. Hvis teknologi kan gøre den enkelte soldat, analytiker, stab eller platform mere effektiv, kan det derfor være en reel styrkemultiplikator.
Men den effekt bør kunne dokumenteres. Hvis en opgave, der tidligere krævede tre analytikere, fremover kan løses af én medarbejder med AI-understøttelse, er der en målbar gevinst. Hvis Forsvaret kan analysere sensorinformation på sekunder frem for timer, er der en operativ gevinst. Hvis AI kan reducere nedetiden på materiel, forbedre logistikken eller frigøre soldater fra administrative funktioner, kan man begynde at tale konkret om øget kampkraft.
Det interessante bliver derfor ikke, hvor mange AI-projekter Forsvaret starter, men hvilken militær effekt de skaber. Ellers risikerer AI at blive endnu et teknologisk lag oven på en i forvejen kompleks organisation.
Er Forsvaret – og politikerne – blevet AI-forblændede?
Her melder et mere politisk spørgsmål sig. For begejstringen for kunstig intelligens findes ikke kun i Forsvaret. Den findes i høj grad også på Christiansborg, hvor AI i stigende grad bliver fremhævet som en mulighed for både at øge produktiviteten, håndtere mangel på arbejdskraft og få mere ud af de offentlige ressourcer.
Det kan være fuldt berettiget. Men der er også en risiko for, at AI bliver en politisk bekvem løsning på problemer, som teknologien ikke i sig selv kan løse.
Det danske forsvar står efter årtiers nedprioritering med udfordringer inden for blandt andet personel, materiel, ammunition, infrastruktur og organisation. Samtidig skal Forsvaret på få år vokse markant og absorbere historisk store investeringer. Mange af de udfordringer er ikke teknologiske. De er resultatet af politiske prioriteringer, strukturelle beslutninger og en forsvarsorganisation, der gennem mange år blev dimensioneret til en helt anden sikkerhedspolitisk virkelighed.
Derfor bør politikerne være varsomme med at gøre AI til svaret på udfordringer, de selv gennem skiftende flertal har været med til at skabe.
AI kan måske gøre en stab mere effektiv, men den kan ikke uden videre erstatte manglende soldater. Den kan forbedre vedligeholdelsesplanlægningen, men den kan ikke trylle reservedele frem. Den kan optimere logistikken, men den bygger ikke kaserner eller depoter. Og den kan levere et bedre beslutningsgrundlag, men den fjerner ikke behovet for militær erfaring, ledelse og ansvar.
Det betyder ikke, at AI ikke kan blive en væsentlig del af løsningen. Tværtimod. Men der er forskel på at anvende AI som et redskab til at styrke Forsvaret og på at gøre teknologien til en genvej uden om nogle af de grundlæggende problemer, som fortsat kræver mennesker, materiel, organisation og politiske prioriteringer.
Besparelse eller investering?
Der ligger samtidig en potentiel modsætning i forventningerne til AI. På den ene side skal teknologien skabe mere kampkraft. På den anden side tales der bredt i den offentlige sektor om AI som et middel til effektivisering og besparelser.
De to ting er ikke nødvendigvis det samme.
Hvis AI betyder, at Forsvaret kan løse flere opgaver med det samme antal medarbejdere, kan gevinsten omsættes til øget kapacitet. Hvis gevinsten derimod straks omsættes til færre stillinger eller lavere budgetter, risikerer den teknologiske effektivisering at blive til en besparelsesøvelse frem for en militær styrkelse.
Det bør derfor være klart fra politisk side, hvad formålet er. Skal AI først og fremmest spare penge, kompensere for manglende personel eller skabe større operativ effekt? Det kan naturligvis være en kombination, men så bør man også opstille mål, der gør det muligt at vurdere, om ambitionerne bliver indfriet.
Samtidig kommer AI ikke gratis. Systemerne kræver investeringer i data, IT-infrastruktur, cybersikkerhed, uddannelse, integration, kvalitetssikring og specialiserede medarbejdere. På kort sigt kan AI derfor sagtens vise sig at være en betydelig ekstra investering, før eventuelle produktivitetsgevinster materialiserer sig.
Når AI kommer tættere på våbnene
Den mest principielle diskussion opstår, når AI bevæger sig fra administration og analyse og tættere på den operative beslutningskæde. Der er en væsentlig forskel på at lade et AI-system hjælpe med at planlægge vedligeholdelse og på at lade samme type teknologi identificere potentielle militære mål.
NATO’s principper for ansvarlig anvendelse af AI kræver blandt andet lovlighed, ansvarlighed, forklarlighed, pålidelighed og styrbarhed. Alliancens tilgang indebærer menneskelig ansvarlighed og passende human-machine interaction samt mulighed for at opdage utilsigtet adfærd og gribe ind over for systemet.
Det er en vigtig nuance, fordi diskussionen ofte reduceres til, om der skal være et menneske “in the loop”. I praksis er spørgsmålet mere komplekst. Et menneske kan være direkte inde i beslutningskæden, føre tilsyn med et system eller have mulighed for at stoppe det. Hvilken model der er forsvarlig, afhænger blandt andet af systemet og den konkrete anvendelse.
For Danmark rejser det et politisk spørgsmål, som rækker langt ud over etableringen af et AI-center: Hvor langt ønsker vi at gå?
Det er relativt ukontroversielt, at AI kan sortere tusindvis af satellitbilleder eller hjælpe med at opdage et usædvanligt mønster i sensordata. Det bliver mere alvorligt, når AI identificerer et objekt som en potentiel fjendtlig enhed, og endnu mere principielt, hvis teknologien begynder at prioritere mål eller indgår direkte i våbensystemers beslutningskæder.
Her kan teknologien udvikle sig hurtigere end både den politiske debat og reguleringen.
NATO bevæger sig også hurtigt
Danmark står ikke alene med problemstillingen. NATO ønsker selv en hurtigere og bredere integration af AI i alliancens militære kapaciteter. Den reviderede AI-strategi lægger vægt på konkrete anvendelser og på at accelerere ansvarlig brug af teknologien, mens NATO’s digitale strategi blandt andet peger på AI-baseret situationsforståelse, realtidsbeslutningsstøtte, sammenkobling af sensordata og predictive analytics.
Der er derfor næppe nogen realistisk vej tilbage. AI bliver en del af moderne krigsførelse, og et dansk forsvar, der ikke udvikler kompetencer på området, risikerer både at blive mindre effektivt og få sværere ved at operere sammen med allierede.
Men netop derfor er det vigtigt, at debatten ikke reduceres til at være for eller imod AI. Det interessante er, hvilke opgaver teknologien skal løse, hvor meget ansvar den skal have, og hvordan effekten skal dokumenteres.
Det politiske ansvar stopper ikke ved døren til AI-centeret
Forsvarets AI-center kan vise sig at blive en af de mere betydningsfulde teknologiske satsninger i opbygningen af det nye danske forsvar. Måske kommer nogle af de største gevinster fra avancerede autonome systemer og langt hurtigere militære beslutningsprocesser. Måske viser det sig, at de første virkelig store gevinster ligger i noget langt mindre spektakulært som logistik, vedligeholdelse, informationsbehandling og administration.
Det ved vi endnu ikke.
Og måske er det netop pointen. Politikerne bør ikke på forhånd budgettere med en teknologisk gevinst, som endnu ikke er dokumenteret, og Forsvaret bør ikke måles på, hvor meget AI det får implementeret, men på hvilken konkret militær effekt teknologien skaber.
Efter årtiers politiske beslutninger, der har været med til at skabe nogle af de kapacitets-, personel- og strukturproblemer, Forsvaret nu skal løse, ville det være fristende at se kunstig intelligens som en mulighed for hurtigt at indhente det tabte. Men AI kan ikke gøre årtiers prioriteringer ugjorte.
Den kan derimod blive et meget stærkt redskab i det Forsvar, Danmark nu er ved at bygge.
Derfor er det centrale spørgsmål ikke længere, om Forsvaret skal bruge kunstig intelligens. Det skal det næsten uundgåeligt.
Spørgsmålet er, hvad AI helt konkret skal gøre bedre, hvor meget ekstra kampkraft Danmark får for pengene, og om både Forsvaret og politikerne kan bevare den nødvendige kritiske sans i en tid, hvor AI meget let bliver præsenteret som svaret på næsten alt.