I de seneste år er det blevet moderne at pege fingre ad forsvarsmyndighedernes indkøbssystemer. De er for langsomme. De er for bureaukratiske. De køber ikke hurtigt nok fra startups.
Der er noget om snakken.
Men hvis vi bliver ved med at gøre indkøbssystemerne til syndebuk, risikerer vi at overse det egentlige problem. Den største udfordring ligger nemlig tidligere i kæden – i den politiske og strategiske retning.
Alt for ofte begynder innovationsforløbet med en teknologi, der leder efter et problem.
En virksomhed udvikler en drone. En AI-løsning. Et autonomt system. Derefter begynder jagten på, hvor teknologien kan passe ind.
Men sådan burde det ikke være.
Rækkefølgen burde være den modsatte:
En militær udfordring → en ønsket operativ kapabilitet → den rette teknologi → en bæredygtig industriel løsning.
Det lyder enkelt.
Men i praksis mangler der ofte en tydelig politisk retning for, hvilke kapabiliteter NATO, EU og de nationale forsvar faktisk ønsker at udvikle de næste fem, ti eller femten år.
Politikken skal vise retningen
Det handler ikke kun om at afsætte flere penge.
Det handler om at beskrive, hvilke operative problemer der skal løses.
Når den retning er uklar, begynder virksomheder, investorer og innovationsprogrammer at optimere efter noget helt andet: flotte præsentationer, acceleratorforløb og investeringsrunder.
Det skaber aktivitet.
Men ikke nødvendigvis kapabiliteter.
Innovation er mere end teknologi
Forsvaret køber ikke en drone, fordi den flyver.
Forsvaret køber en kapabilitet, der kan løse en konkret mission under vanskelige forhold.
- Kan den fungere under elektronisk krigsførelse?
- Kan den integreres med eksisterende systemer?
- Kan den vedligeholdes?
- Er leverandøren sikkerhedsgodkendt?
- Hvem ejer virksomheden?
- Er forsyningskæden robust?
Det er de spørgsmål, der afgør, om en teknologi bliver en reel militær kapabilitet.
Danmark har en særlig mulighed
Netop derfor bliver dialogen mellem politikere, Forsvaret, NATO, EU og industrien stadig vigtigere.
Hvis Danmark vil udvikle en stærk forsvarsindustri, er det ikke nok at etablere flere innovationsprogrammer eller hurtigere indkøb.
Vi skal også blive langt bedre til politisk at definere, hvilke kapabiliteter vi ønsker at opbygge – og derefter skabe en rød tråd fra operative behov over forskning og innovation til finansiering, test, certificering og anskaffelse.
Den virkelige “Ørkenvandrin”
Den såkaldte Ørkenvandring handler derfor ikke kun om afstanden mellem en startup og et indkøbskontor.
Den handler om afstanden mellem politik, strategi, militære behov, industri og investeringer.
Først når alle arbejder mod det samme mål – at skabe konkrete operative kapabiliteter – bliver innovationssystemet en motor for forsvarsevnen og ikke blot endnu et økosystem fyldt med gode idéer.
For den største udfordring er ikke nødvendigvis, at indkøbene går for langsomt.
Den største udfordring er, at vi alt for sjældent har besluttet, hvor vi egentlig er på vej hen.