Masseindtrængningen i Ceuta kan have været mere end en migrationskrise. Spanske oplysninger peger på marokkansk medvirken og mulig efterretningsaktivitet. Hændelsen viser, hvorfor NATO må tage den sydlige flanke og brugen af migration som hybridt pressionsmiddel alvorligt.
Grænsehegnet mellem den spanske enklave Ceuta og Marokko. Arkivfoto: Xemenendura/Wikimedia Commons, CC BY-SA 3.0
Mere end 50.000 mennesker krydsede den 30. juli grænsen fra Marokko til den spanske enklave Ceuta. De kom over grænsehegnet, gennem grænseovergangene og ved at svømme uden om de spanske anlæg. Mindst 72 mennesker omkom, og den spanske regering indsatte både politi og militære styrker.
Det centrale sikkerhedspolitiske spørgsmål er, hvordan titusinder af mennesker næsten samtidig kunne nå frem til en af Marokkos bedst bevogtede grænser.
Den spanske avis El Español har med henvisning til kilder i Guardia Civil skrevet, at grænseovervågningen identificerede personer med forbindelse til den marokkanske efterretningstjeneste blandt migranterne. Der cirkulerer desuden videoer, som synes at vise lastbiler sætte grupper af unge mænd af nær grænsen, mens marokkanske gendarmer står i nærheden.
Optagelserne beviser ikke, at de marokkanske myndigheder organiserede hele bevægelsen. Sociale medier, menneskesmuglere og økonomisk desperation spillede også en rolle. Men strømmen kan vanskeligt være nået dette omfang, hvis Marokko havde fastholdt sin normale grænsekontrol.
Hvis efterretningsoplysningerne holder, kan marokkanske agenter have haft til opgave at følge Spaniens reaktion, kortlægge beredskabet og observere, hvordan politi og militær sikrede grænsen. Dermed blev krisen også en mulighed for at afprøve spansk reaktionstid og militær mobilisering.
Militærhistorien er stadig nærværende
Ceuta og Melilla er spanske byer på den nordafrikanske kyst, men Marokko betragter dem som koloniale rester. Spanien har derfor permanente militære styrker i begge byer.
Det gælder blandt andet enheder fra den spanske legion. Legionen blev oprettet i 1920 efter inspiration fra den franske fremmedlegion og udviklet under Rifkrigen, hvor Spanien og senere Frankrig bekæmpede Abd el-Krims Rifrepublik. Francisco Franco var en af legionens første ledende officerer.
Legionen og de marokkanske Regulares blev senere kernen i Francos Afrikahær. I dag er legionen en moderne spansk elitestyrke, men dens tilstedeværelse i Ceuta og Melilla viser kontinuiteten i Spaniens militære engagement i Nordafrika.
Den aktuelle konflikt handler dog ikke alene om byerne. Marokko ønsker spansk og international anerkendelse af landets krav på Vestsahara. Algeriet støtter Polisariofrontens krav om selvstændighed. Spanien er fanget mellem behovet for marokkansk grænsekontrol og behovet for energi og samarbejde med Algeriet.
Masseindtrængningen kom kort efter premierminister Pedro Sánchez’ første besøg i Algeriet i fire år. Det beviser ikke, at Rabat stod bag, men tidspunktet understøtter mistanken om politisk pression.
En hybrid metode
Marokko anvendte allerede migration som pressionsmiddel i 2021. Efter at Spanien havde behandlet Polisariofrontens leder Brahim Ghali på et hospital, reducerede Marokko kontrollen ved Ceuta. Omkring 8.000 mennesker krydsede grænsen på et døgn.
Metoden kendes fra Tyrkiets pres mod Grækenland og Belarus’ organiserede transport af migranter til grænserne mod Polen, Litauen og Letland. Migranterne er ikke våben, men mennesker kan af en statsmagt udnyttes som instrumenter i en hybrid operation.
Formålet er at overbelaste modtagerlandets grænsekontrol, politi, militær og politiske system. Samtidig skaber operationen splittelse mellem de europæiske lande og gør det vanskeligt at reagere uden at tilsidesætte humanitære og retlige forpligtelser.
NATO må se mod syd
Ceuta og Melillas stilling i NATO er kompliceret. De ligger i Afrika og er ikke udtrykkeligt omfattet af NATO-traktatens geografiske definition i artikel 6. En migrationsoperation er desuden ikke automatisk et væbnet angreb, som udløser artikel 5.
Men det betyder ikke, at hændelsen er irrelevant for NATO. Spanien kan anmode om konsultationer efter artikel 4, hvis landets sikkerhed eller territoriale integritet er truet. Alliancen kan samtidig bidrage med efterretninger, overvågning, maritim situationsforståelse og beskyttelse mod hybride operationer.
I Danmark og Østeuropa er Rusland med rette den vigtigste militære trussel. Spanien, Italien og Grækenland ser også mod Nordafrika, Sahel og Middelhavet. Her består truslen af ustabile regimer, terrorisme, organiseret kriminalitet, russisk og kinesisk indflydelse samt politisk manipulation af migration.
Det fritager ikke Spanien for at bidrage mere til NATO eller støtte Ukraine. Men ønsker de nordlige allierede spansk solidaritet mod Rusland, må de også anerkende de sydlige allieredes trusselsbillede.
Ceuta viser, at NATO’s sydlige flanke ikke er en sekundær opgave. Det næste angreb på et medlemsland behøver ikke begynde med kampvogne eller missiler. Det kan begynde med, at en nabo åbner en grænse, indsætter efterretningsfolk og afprøver, hvor hurtigt alliancen opdager, hvad der foregår.