Strøm, vand, telekommunikation, transport og private virksomheder er ikke længere blot civile samfundsfunktioner. NATO gør civil modstandskraft til en stadig mere central del af alliancens forsvar – og op mod 1,5 procent af BNP kan fremover bruges på blandt andet kritisk infrastruktur, beredskab og resilience.

Danmarks militære oprustning handler om kampfly, luftforsvar, ammunition, skibe og soldater. Men en anden og langt mindre synlig del af oprustningen er ved at vokse frem.

For hvad hjælper nye våbensystemer, hvis strømmen forsvinder? Hvis mobilnettet bliver sat ud af funktion? Hvis havnene ikke kan modtage militært materiel? Eller hvis transportnettet, vandforsyningen eller de digitale systemer bryder sammen?

Det spørgsmål fylder stadig mere i NATO.

Alliancen offentliggjorde i juli nye retningslinjer for styrket offentlig-privat samarbejde om modstandskraft. Begrundelsen er ganske enkel: En meget stor del af den infrastruktur, som både samfundet og militæret er afhængigt af, drives eller ejes af private virksomheder.

NATO fremhæver blandt andet transport, kommunikation, energi, fødevarer, vandforsyning, medicin og informationsinfrastruktur som områder, hvor private aktører spiller en afgørende rolle.

Dermed bliver virksomhederne også en del af NATO-landenes evne til at føre og understøtte militære operationer.

Det civile samfund er blevet en militær kapabilitet

Det kan lyde som klassisk beredskabspolitik. Men udviklingen er mere fundamental.

NATO beskriver civil preparedness som en nødvendig forudsætning for militær afskrækkelse og forsvar.

Alliancen arbejder med tre grundlæggende civile funktioner, der skal kunne opretholdes under alvorlige kriser og konflikt: regeringen skal kunne fungere, essentielle tjenester til befolkningen skal fortsætte, og det civile samfund skal kunne understøtte militære operationer.

Det sidste punkt er afgørende.

Militære styrker er nemlig i høj grad afhængige af civile og kommercielle systemer til blandt andet transport, kommunikation, energi, fødevarer og vand.

Et moderne militær kan derfor ikke betragtes isoleret fra resten af samfundet.

Det betyder også, at en modstander ikke nødvendigvis behøver angribe en kaserne, et krigsskib eller en flyvestation for at påvirke Forsvarets kampkraft.

Et velplaceret angreb mod energiforsyningen, telekommunikationen, en havn, en jernbaneforbindelse eller andre kritiske systemer kan potentielt få militære konsekvenser.

Det er præcis denne gråzone mellem krig og fred, som hybride operationer forsøger at udnytte.

NATO’s nye fem procent ændrer regnestykket

Udviklingen bliver endnu mere interessant efter NATO-topmødet i Haag i 2025.

Her besluttede alliancens medlemmer at bevæge sig mod investeringer svarende til fem procent af BNP frem mod 2035.

De 3,5 procent skal gå til de egentlige militære kernebehov.

Men op mod yderligere 1,5 procent kan bruges på bredere forsvars- og sikkerhedsrelaterede investeringer.

Her nævner NATO direkte beskyttelse af kritisk infrastruktur, sikring af netværk, civil preparedness og resilience samt innovation og styrkelse af forsvarsindustrien.

Det gør beredskabspolitikken økonomisk interessant på en helt ny måde.

Veje, broer, havne, kommunikationssystemer, energiforsyning og andre civile investeringer kan have direkte betydning for NATO’s samlede forsvarsevne.

NATO-generalsekretær Mark Rutte har selv brugt eksemplet med en bro: Det er ikke tilstrækkeligt, at infrastrukturen kan håndtere almindelig civil trafik. Den skal også kunne håndtere militære køretøjer og dermed understøtte alliancens forsvarsplanlægning.

Danmark står midt i problemstillingen

For Danmark er spørgsmålet særligt interessant.

Danmark er både transitland, NATO-medlem, Østersøstat og hjemsted for omfattende kritisk energi-, tele- og maritim infrastruktur.

Samtidig har sabotagen mod Nord Stream-rørledningerne demonstreret, hvor sårbar kritisk infrastruktur kan være.

I maj samlede Joint Expeditionary Force, JEF, repræsentanter fra forsvar, universiteter og industri i København netop for at diskutere beskyttelsen af kritisk infrastruktur.

Forsvaret pegede her på el, gas, vand og fjernvarme som fundamentale funktioner for samfundets evne til at fungere.

Men udfordringen stopper ikke ved de store nationale infrastrukturer.

Kommunerne befinder sig også i frontlinjen.

KL har i 2026 udsendt nye anbefalinger til kommunernes beredskabsplanlægning og understreger, at kommunerne skal kunne opretholde centrale funktioner, selv hvis eksempelvis strøm, vand eller it svigter.

Det betyder, at diskussionen om dansk forsvarsevne bevæger sig helt fra NATO’s militære hovedkvarterer ned til kommunale forvaltninger, forsyningsselskaber og private virksomheder.

Den private sektor bliver afgørende

Her ligger måske den største ændring.

I årtier har forsvars- og sikkerhedspolitik primært været betragtet som en statslig opgave.

Men NATO’s nye retningslinjer gør det tydeligt, at staten ikke kan skabe den nødvendige modstandskraft alene.

Private virksomheder ejer og driver betydelige dele af den infrastruktur, der skal holde samfundet kørende.

Det rejser nogle vanskelige spørgsmål.

Hvor meget redundans skal eksempelvis et energiselskab have? Hvor længe skal kritiske virksomheder kunne operere uden normal strøm- eller dataforsyning? Skal virksomheder have beredskabsplaner, der tager højde for egentlig væbnet konflikt? Og hvem betaler for den ekstra kapacitet, som måske aldrig bliver brugt i fredstid?

NATO’s tilgang peger mod et tættere samarbejde mellem myndigheder og virksomheder allerede i planlægningsfasen.

Det betyder også, at beredskab fremover kan blive et langt større marked for dansk industri.

Nye muligheder for dansk industri

Når NATO-landene skal bruge op mod 1,5 procent af BNP på den bredere sikkerheds- og resilience-del, åbner det et marked, der rækker langt ud over den traditionelle forsvarsindustri.

Det kan eksempelvis omfatte nødstrøm og energilagring, mobile energisystemer, sikrede kommunikationsløsninger, cyberforsvar, overvågning af kritisk infrastruktur, droner og autonome systemer, mobile vand- og rensningssystemer, midlertidig indkvartering, logistik, sensorer og fysisk sikring.

Dermed kan virksomheder, der aldrig tidligere har betragtet sig selv som en del af forsvarsindustrien, potentielt blive leverandører til Danmarks og NATO’s samlede sikkerhedsarkitektur.

Det afgørende bliver ikke alene, om et produkt kan anvendes militært.

Det bliver også, om det kan sikre, at samfundet fortsætter med at fungere, mens militæret løser sin opgave.

Danmark skal tænke totalforsvar – ikke to parallelle systemer

Danmark står derfor over for en større opgave end blot at købe nyt militært materiel.

Hvis NATO’s tilgang tages alvorligt, skal militær planlægning, civilt beredskab, kommunal beredskabsplanlægning og private virksomheders beredskab i højere grad tænkes sammen.

NATO’s syv grundlæggende krav til national resilience omfatter blandt andet energiforsyning, kommunikation, transport, fødevarer og vand samt evnen til at håndtere store befolkningsbevægelser og massetilskadekomst.

Det er med andre ord ikke længere tilstrækkeligt at spørge, hvor mange soldater, missiler eller kampfly Danmark råder over.

Det relevante spørgsmål er også:

Hvor længe kan Danmark fungere, hvis en modstander forsøger at få samfundet til ikke at fungere?

Det er dér, beredskabspolitikken og forsvarspolitikken for alvor smelter sammen.

Og måske er det også dér, den næste store danske forsvarsinvestering skal findes.