De nordiske kommuner går tættere sammen om sikkerhed og beredskab. Det understreger en udvikling, som Danmark kun lige er begyndt at tage konsekvensen af: National sikkerhed handler ikke kun om Forsvaret. Den handler om, hvorvidt samfundet fortsætter med at fungere, når strømmen går, vandet svigter, nettet falder ud – eller en krise rammer flere sektorer samtidig.

Vi taler meget om oprustning.

Kampfly. Fregatter. Luftforsvar. Ammunition. Droner.

Og med god grund.

Men der findes en anden del af Danmarks sikkerhed, som i mange år har levet betydeligt længere nede på den politiske dagsorden:

Samfundets evne til ganske enkelt at blive ved med at fungere.

Det handler om beredskab. Om robusthed. Om redundans. Om nødstrøm, vandforsyning, kommunikation, sundhed, transport, redningsberedskab og kommunale funktioner.

Og måske vigtigst af alt:

Om at vide, hvem der gør hvad, når det normale ikke længere virker.

Det er derfor interessant, at de nordiske kommunale organisationer nu styrker samarbejdet om sikkerhed og beredskab. For mens Danmark er i gang med at udvikle sit totalberedskab, findes der allerede betydelige erfaringer i blandt andet Sverige, Norge og Finland, som vi kan lære af.

Fra forsvar til robusthed

I februar lancerede regeringen et dansk totalberedskab efter nordisk forbillede.

Grundtanken er egentlig enkel: Et moderne samfund kan ikke beskyttes af Forsvaret alene.

Myndigheder, virksomheder, civilsamfund og borgere skal tilsammen kunne forebygge og håndtere større hændelser, katastrofer, hybride angreb og i værste fald krig.

Regeringen beskriver selv baggrunden som det ændrede trusselsbillede med krig i Europa, hybridkrig mod NATO og Vesten og samtidig risikoen fra blandt andet ekstremt vejr.

Det ændrer også vores traditionelle opfattelse af sikkerhed.

For hvad hjælper et stærkt militært forsvar, hvis dele af samfundet hurtigt holder op med at fungere?

• Hvad sker der, hvis strømforsyningen bliver ustabil?
• Hvis drikkevandet bliver påvirket?
• Hvis mobil- og datakommunikation forsvinder?
• Hvis betalingssystemerne svigter?
• Hvis plejehjem mangler strøm?
• Hvis transportinfrastrukturen bliver ramt?

Eller hvis flere af disse ting sker samtidig?

Det er dér, begrebet robusthed bliver centralt.

Beredskabet skal kunne absorbere slaget

Et robust samfund er ikke et samfund, hvor intet går galt.

Det findes ikke.

Et robust samfund er et samfund, der kan blive ramt – og stadig fungere.

Det kræver redundans.

Alternative kommunikationsveje. Nødstrøm. Reservedele. Lagre. Alternative forsyningslinjer. Uddannet personale. Planer. Øvelser. Ledelsesstrukturer.

Men det kræver også noget, som måske er endnu vanskeligere:

At myndigheder, virksomheder og organisationer på forhånd ved, hvordan de skal arbejde sammen.

For en større krise respekterer ikke organisationsdiagrammer.

Et længerevarende strømsvigt er ikke alene energisektorens problem. Det bliver meget hurtigt kommunens, hospitalets, teleselskabets, vandværkets, politiets, redningsberedskabets, virksomhedernes og borgernes problem.

Derfor er totalberedskab først og fremmest et spørgsmål om sammenhæng.

1,2 milliarder er begyndelsen – ikke målet

Politisk er udviklingen allerede begyndt.

I juni blev der indgået en bred politisk aftale om at investere cirka 1,2 milliarder kroner i 2026 i konkrete initiativer, der skal styrke Danmarks modstandskraft.

Pengene går blandt andet til el, vand, tele, sundhed, transport og kommunale beredskabsindsatser. Derudover blev der afsat 130 millioner kroner til etableringen af et fælles døgnbemandet situationscenter.

Det er væsentligt.

Men den vigtigste diskussion bliver, hvad der sker bagefter.

For robusthed kan ikke købes i en enkelt akutpakke.

• Nødgeneratorer skal vedligeholdes.
• Lagrene skal genopfyldes.
• Kommunikationsudstyr skal testes.
• Medarbejdere skal uddannes.
• Planerne skal opdateres.

Og beredskabet skal øves.

I den politiske udmøntning er der blandt andet afsat 270 millioner kroner til ekstraordinære kommunale beredskabsindsatser og 85 millioner kroner til specialisering af det statslige redningsberedskab.

Det er altså ikke længere kun planer og hensigtserklæringer.

Der begynder at komme penge og kapaciteter.

Redningsberedskabet får en ny rolle

Midt i diskussionen står det kommunale redningsberedskab.

Danske Beredskaber har selv argumenteret for, at redningsberedskabet skal betragtes som kernen i totalberedskabet, og organisationen peger på, at Danmark har 29 kommunale beredskabsenheder.

Det er interessant, fordi redningsberedskabets rolle dermed potentielt ændrer karakter.

Brandvæsenet skal naturligvis stadig slukke brande og håndtere ulykker.

Men i et bredere totalberedskab bliver redningsberedskabet også en lokal kapacitet, der allerede har meget af det, vi får brug for under større kriser:

• Organisation.
• Materiel.
• Kommunikation.
• Ledelse.
• Lokalkendskab.
• Operativ erfaring.

Og ikke mindst evnen til at handle, når noget er gået galt.

Det gør de kommunale beredskaber til en vigtig brik i robustgørelsen af Danmark.

Men robusthed begynder før de blå blink

Samtidig må vi passe på ikke at gøre totalberedskab til synonym med redningsberedskab.

For det afgørende arbejde begynder længe før brandbilen kører.

Robusthed skal bygges ind i samfundet.

• Et plejehjem skal have en plan for længerevarende strømsvigt.
• Et vandværk skal kunne fortsætte driften.
• En kommune skal kunne kommunikere med sine borgere.
• En virksomhed med en kritisk funktion skal kende sine afhængigheder.
• Et hospital skal vide, hvilke leverancer det ikke kan undvære.

Og leverandørkæder skal analyseres, før de bryder sammen.

Totalberedskab handler derfor mindst lige så meget om business continuity som om klassisk krisestyring.

Vi skal kende vores minimumsniveau

Det fører til et spørgsmål, Danmark bliver nødt til at tage langt mere systematisk stilling til:

Hvor robust skal Danmark være?

Danske Beredskaber har blandt andet efterlyst tværgående minimumskrav til beredskabsniveauet på tværs af sektorer og aktører – kombineret med kontrol, øvelser og en strategisk ramme for situationer, hvor en sektor ikke kan levere.

Det er en vigtig diskussion.

For uden minimumskrav risikerer robusthed at blive et fortolkningsspørgsmål.

• Hvor længe skal kritiske institutioner kunne fungere uden strøm?
• Hvilke alternative kommunikationssystemer skal eksistere?
• Hvor store lagre skal vi have?
• Hvilke funktioner skal kunne opretholdes under et cyberangreb?
• Hvor hurtigt skal ekstra kapacitet kunne mobiliseres?

Og hvem har ansvaret for at kontrollere, om det faktisk virker?

Vi kan ikke nødvendigvis stille præcis de samme krav til alle sektorer.

Men vi bør vide, hvilket niveau vi forventer.

Norden er et oplagt sted at kigge

Her bliver det styrkede nordiske samarbejde interessant.

Danmark behøver ikke udvikle alle svarene selv.

Sverige, Norge og Finland har forskellige modeller og forskellige historiske erfaringer, men fælles for dem er en stærkere tradition for at tænke civil modstandskraft som en integreret del af national sikkerhed.

Selv den danske Beredskabsuge er udviklet med inspiration fra erfaringerne i Sverige og Norge, hvor inddragelse og lokalt ejerskab har vist sig vigtigt for at skabe en egentlig beredskabskultur.

Det nordiske samarbejde bør derfor ikke ende med konferencer og erfaringsudveksling.

Vi bør spørge langt mere konkret:

Hvad virker hos vores naboer – og hvad kan vi kopiere?

Robusthed bliver et marked

Udviklingen skaber samtidig et nyt marked.

Når Danmark skal robustgøres, bliver der behov for teknologi, produkter og løsninger inden for blandt andet nødstrøm, energilagring, vandrensning, sensorer, kommunikation, cybersikkerhed, mobile faciliteter, logistik, overvågning, droner, transport og alternative forsyningssystemer.

Men virksomhederne skal forstå, at beredskabsmarkedet ikke bare er et nyt forsvarsmarked.

Kunden kan lige så godt være en kommune, en region, et forsyningsselskab, et hospital eller en virksomhed med kritisk infrastruktur.

Det gør markedet mere fragmenteret.

Men potentielt også meget større.

Perspektiv: Det stærkeste samfund er det, der fortsætter

Danmark er i gang med en historisk oprustning.

Men vi bør måske begynde at bruge ordet oprustning bredere.

For vi skal ikke kun opruste militært.

• Vi skal opruste samfundets evne til at stå imod.
• Et stærkt Forsvar kan afskrække en modstander.
• Et stærkt beredskab kan gøre det langt vanskeligere at lamme samfundet.

Og et robust samfund kan fortsætte, selv når det bliver ramt.

Det er i virkeligheden essensen af totalberedskabet.

Ikke at forhindre enhver krise.

Men at sikre, at Danmark stadig fungerer dagen efter.

Og dagen efter igen.