Regeringen taler om hele samfundets modstandskraft. Kommunerne taler om ansvar og kriseplaner. Redningsberedskaberne taler om brandfolk og materiel. Erhvervslivet taler om forsyningskæder og kritisk infrastruktur. Alle kalder det totalberedskab. Men betyder de egentlig det samme?
Totalberedskab er på ganske få måneder blevet et af de mest benyttede ord i den danske sikkerheds- og beredskabsdebat.
- Danmark skal have et totalberedskab.
- Kommunerne skal være en del af totalberedskabet.
- Virksomhederne skal ind i totalberedskabet.
- Borgerne skal være en del af totalberedskabet.
- Forsyningssikkerhed, cyber, sundhed, redningsberedskab og kritisk infrastruktur er alle sammen en del af totalberedskabet.
Det lyder umiddelbart både rigtigt og betryggende.
Problemet er bare, at når man lytter til de forskellige aktører, er det langt fra sikkert, at de mener det samme.
Og måske er det netop dér, den vigtigste diskussion om Danmarks nye totalberedskab bør begynde.
Regeringen: Hele samfundet skal kunne fortsætte
Regeringen lancerede den 20. februar 2026 totalberedskabet som en ny strategisk ramme for dansk samfundssikkerhed.
Den officielle definition er bred.
Styrelsen for Samfundssikkerhed beskriver totalberedskabet som samfundets samlede indsats for at forebygge og håndtere større hændelser, kriser, katastrofer og krig. Hovedopgaven er at sikre samfundets videreførelse og beskytte de vitale funktioner, der får samfundet og demokratiet til at fungere.
Det betyder altså, at totalberedskab ikke alene handler om brandbiler, generatorer eller sandsække.
Det handler om, hvorvidt Danmark fortsat kan fungere.
- Om der kommer vand ud af hanen.
- Om hospitalerne kan operere.
- Om telekommunikationen fungerer.
- Om betalingssystemerne virker.
- Om varer kan transporteres.
- Om myndigheder kan kommunikere.
Og i sidste ende om samfundet kan hænge sammen, selv hvis Danmark udsættes for alvorlige hybride angreb eller egentlig krig.
Regeringen har direkte understreget, at myndigheder, borgere, virksomheder og civilsamfund skal inddrages, og at alle skal tage et medansvar.
Det er med andre ord ikke bare et udvidet redningsberedskab.
Det er en samfundsmodel.
Beredskabsministeren: En strategisk ramme
Den nuværende minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen, har i august gentaget, at regeringen ønsker et totalberedskab, der skal fungere som den strategiske ramme omkring samfundets samlede indsats.
Målet er blandt andet national sammenhængskraft og større samfundsresiliens.
Det er en vigtig formulering.
For dermed er totalberedskab ikke nødvendigvis en ny organisation med én chef, én kommandovej og ét budget.
Det er snarere en ramme, som eksisterende organisationer skal arbejde indenfor.
Og lige præcis dér opstår næste spørgsmål:
Hvem bestemmer så, når krisen rammer?
Det spørgsmål er ikke bare teoretisk. Venstres Peter Juel-Jensen har i Folketinget blandt andet spurgt ministeren om regeringens samlede plan for etableringen af totalberedskabet, om inddragelsen af virksomheder og civilsamfund samt om samarbejdet med erhvervslivet.
Bare dét illustrerer, at begrebet fortsat er under opbygning.
KL: Totalberedskab skal fungere ude i virkeligheden
Kommunernes Landsforening ser begrebet fra en anden vinkel.
Her handler totalberedskabet om hele samfundets evne til at forebygge, håndtere og komme gennem kriser – lige fra cyberangreb og forsyningssvigt til ekstremt vejr, pandemier og sikkerhedspolitiske kriser.
Men KL går hurtigt fra de store formuleringer til noget meget konkret.
Kommunerne efterspørger blandt andet tydelige nationale krisescenarier, en national plan for kriseøvelser og en afklaring af, hvem der tager sig af eksempelvis sårbare borgere, hvis den normale samfundsdrift bryder sammen.
KL har desuden foreslået et nationalt koordinationsforum med ministerier, kommuner, regioner, erhvervsliv, lønmodtagere og civilsamfund.
Det er en væsentlig forskel.
Hvor regeringens definition først og fremmest beskriver hvem der skal være med, spørger kommunerne i højere grad:
Hvem skal gøre hvad?
Og det er måske totalberedskabets største ubesvarede spørgsmål.
Danske Beredskaber: Uden operative kapaciteter bliver det en tom skal
Hos Danske Beredskaber er definitionen endnu mere jordnær.
Kernen i totalberedskabet er redningsberedskabet.
Organisationens argument er enkelt.
Når oversvømmelsen kommer, bygningen styrter sammen, infrastrukturen rammes, strømmen svigter, mennesker skal evakueres eller konsekvenserne af et angreb skal håndteres fysisk, er der behov for operative mennesker, køretøjer, materiel og ledelse.
Danske Beredskaber advarer ligefrem om, at et totalberedskab risikerer at blive en tom skal, hvis de kommunale redningsberedskaber ikke samtidig får kapaciteten til at løse opgaverne.
Organisationen har siden gentaget, at et stærkere totalberedskab nødvendigvis kræver et stærkere kommunalt redningsberedskab.
Her bliver totalberedskab altså først og fremmest et spørgsmål om kapacitet.
Man kan have nok så mange planer, strategier og koordinationsfora.
Men nogen skal stadig komme, når alarmen går.
Dansk Industri: Virksomhederne er en del af beredskabet
Dansk Industri ser noget andet.
Her handler totalberedskab i høj grad om at erkende, at store dele af det moderne samfunds kritiske funktioner ikke drives af staten.
Energi, transport, logistik, kommunikation, it-systemer, produktion og forsyningskæder er helt eller delvist placeret hos virksomheder.
DI’s chef for samfundssikkerhed og beredskab, Rasmus Anderskouv, har derfor argumenteret for standby-kontrakter, bedre informationsdeling og en langt mere systematisk integration af virksomhederne i beredskabsplanlægningen.
Virksomhederne skal ikke først ringes op, når katastrofen er indtruffet.
De skal være med på forhånd.
DI og RUC-lektor Rasmus Dahlberg har samtidig peget på, at Danmark efter Den Kolde Krig bevægede sig mod et mere siloopdelt beredskab, hvor den enkelte myndighed planlægger inden for sin egen sektor. Problemet opstår, når moderne kriser netop bevæger sig på tværs af sektorerne.
Fra erhvervslivets perspektiv bliver totalberedskab derfor især et spørgsmål om at forbinde systemerne.
Dansk Erhverv: Hvem betaler – og på hvilke vilkår?
Dansk Erhverv rammer endnu en dimension.
Organisationen bakker op om totalberedskabet, men fremhæver behovet for klare vilkår, finansiering og reel inddragelse af virksomhederne.
Budskabet fra blandt andre Jakob Ellemann-Jensen er i praksis, at Danmark skal kunne fungere, selv når omgivelserne ikke gør det. Men hvis virksomhederne skal påtage sig nye samfundsmæssige beredskabsopgaver, skal det også være tydeligt, hvordan ansvar og økonomi fordeles.
Og dermed kommer endnu et centralt spørgsmål ind i diskussionen:
Hvem betaler for redundansen?
- Et ekstra lager koster penge.
- En ekstra generator koster penge.
- Reservekapacitet i en produktionslinje koster penge.
- Alternative forsyningskæder koster penge.
- Cyberbeskyttelse, nødkommunikation og beredskabspersonale koster penge.
Robusthed er næsten altid dyrere end maksimal effektivitet.
Regionerne: Hospitalerne skal fortsætte, når resten vakler
For regionerne bliver totalberedskabet naturligt koblet tæt sammen med sundhedsberedskabet.
I økonomiaftalen for 2027 understreges det, at sundhedsvæsenet er fundamentalt for samfundets modstandsdygtighed, og at regionernes kernefunktioner skal kunne fortsætte under alvorlige kriser.
Samtidig er regeringen og Danske Regioner enige om, at totalberedskabet skal udvikles i samarbejde mellem myndigheder, regioner, borgere, virksomheder og civilsamfund.
For regionerne betyder totalberedskab derfor blandt andet:
- Kan hospitalet fortsat fungere under længerevarende strømsvigt?
- Har man medicin?
- Har man ilt?
- Virker it-systemerne?
- Kan personalet møde på arbejde?
- Kan patienterne transporteres?
Det er ikke abstrakt samfundsresiliens.
Det er drift.
Eksperten: Der er en rolle til alle
Beredskabsforsker Rasmus Dahlberg fra Roskilde Universitet formulerer måske den bredeste og samtidig enkleste definition.
Hans udgangspunkt er, at totalberedskab grundlæggende betyder, at alle i samfundet har en rolle, et ansvar og en opgave.
Han betegner totalberedskabet som en strategisk ramme for, hvordan vi taler om og organiserer beredskab.
Det ligger tæt på den nordiske tankegang.
Totalberedskab handler ikke alene om, hvordan staten redder borgeren.
Det handler også om, hvad borgeren, virksomheden, kommunen, organisationen og civilsamfundet selv gør, så staten kan koncentrere sine ressourcer dér, hvor behovet er størst.
Så hvad er totalberedskab?
Når man samler udsagnene, tegner der sig faktisk et nogenlunde sammenhængende billede.
Totalberedskab er ikke én myndighed.
Det er ikke Beredskabsstyrelsen.
Det er ikke Forsvaret.
Det er ikke kommunernes brandvæsener.
Og det er heller ikke et lager med vand, konserves og generatorer.
Totalberedskab er samfundets organiserede evne til at fortsætte, når den normale hverdag ikke længere fungerer.
Det kræver fire ting på samme tid:
- Ledelse og koordinering – nogen skal kunne skabe et fælles situationsbillede og træffe beslutninger på tværs af sektorer.
- Operativ kapacitet – redningsberedskaber, politi, Forsvar, sundhedsvæsen, Hjemmeværn og andre skal have mennesker og materiel nok.
- Robust samfundsdrift – energi, vand, tele, transport, fødevarer, sundhed og digitale systemer skal kunne fortsætte trods angreb eller sammenbrud.
- Et medansvar hos virksomheder og borgere – staten kan ikke opbevare alt, levere alt og løse alt alene.
Det er summen af de fire, der er totalberedskabet.
Danmark har fået begrebet – nu mangler arkitekturen
Og her kommer Forsvarsoverblikkets bekymring.
For Danmark har på rekordtid fået et nyt begreb.
- har fået ministeriet.
- Vi har fået strategier.
- Vi har fået akutpakker.
- Vi har fået konferencer.
- Vi har fået arbejdsgrupper.
- Vi har fået penge.
Men vi mangler fortsat at kunne tegne totalberedskabet på ét stykke papir.
- Hvem leder?
- Hvem har ansvaret for hvad?
- Hvilke kapaciteter skal kommunerne stille med?
- Hvilke skal staten stille med?
- Hvilke forventninger stilles til virksomhederne?
- Hvor længe skal kritiske institutioner kunne fungere autonomt?
- Hvordan prioriteres ressourcerne?
- Hvem deler efterretninger og situationsdata med hvem?
Og hvem har retten til at prioritere knappe ressourcer, når flere sektorer har brug for dem samtidig?
Det er ikke små detaljer.
Det er selve totalberedskabet.
Totalberedskab er først virkeligt, når det kan øves
Der findes måske en ganske enkel prøve.
Forestil dig, at Danmark på samme tidspunkt rammes af et større cyberangreb, strømsvigt i dele af landet, problemer med mobilkommunikationen og sabotage mod vigtig transportinfrastruktur.
- Hvem mødes inden for den første time?
- Hvem sidder for bordenden?
- Hvem har det fælles situationsbillede?
- Hvem beslutter, hvem der får adgang til nødstrøm først?
- Hvordan får kommunerne information?
- Hvordan får virksomhederne information?
- Hvordan kommunikerer staten med befolkningen?
Og hvem har på forhånd øvet det?
Hvis vi kan svare på de spørgsmål, har vi et totalberedskab.
Hvis vi ikke kan, har vi stadig primært ambitionen om ét.
Det er ikke en kritik af ambitionen.
Tværtimod.
Danmarks nye fokus på totalberedskab kan blive en af de vigtigste sikkerhedspolitiske forandringer i årtier.
Men netop derfor skal vi passe på, at begrebet ikke bliver så bredt, at alle kan lægge deres egen betydning ind i det.
For et totalberedskab er ikke noget, man erklærer.
Det er noget, man bygger.
Og til sidst noget, man øver.
Først dér finder vi ud af, om det faktisk eksisterer.