Et stykke forvaltningsjura risikerer at underminere præcis det samfundssind, Danmark i disse år efterlyser.
Danmark taler i stigende grad om oprustning, robusthed og behovet for et stærkere totalforsvar. Budskabet er klart: Samfundets modstandskraft afhænger ikke kun af militære kapaciteter, men også af civilsamfundets vilje og evne til at bidrage. Alligevel har nyere afgørelser vist, at vores administrative system ikke er fulgt med virkeligheden.
Ankestyrelsen har slået fast, at kommuner som udgangspunkt ikke må give ansatte fri med løn, når de gør tjeneste i Forsvaret, Hjemmeværnet eller det statslige beredskab. Begrundelsen er det såkaldte opgavefordelingsprincip: Kommuner må ikke finansiere opgaver, der formelt er statens ansvar.
Set med juridiske briller er argumentet konsistent. Set med totalforsvarets briller er det dybt problematisk.
Totalforsvar kræver mere end lovfortolkning
Det moderne totalforsvar bygger på samspillet mellem stat, kommuner, virksomheder og borgere. Når en kommunalt ansat tager uniform på i sin fritid eller på baggrund af en tilladelse fra sin arbejdsgiver, er det ikke et brud på opgavefordelingen – det er et bidrag til samfundets samlede sikkerhed.
I praksis står kommunerne i dag i et dilemma: De opfordres til at tænke beredskab, robusthed og krisehåndtering ind i alle dele af organisationen, men må ikke understøtte, at deres egne medarbejdere deltager aktivt i de strukturer, der reelt skal løse opgaverne under kriser og konflikter.
Resultatet er et system, hvor engagement bliver en privat sag frem for et fælles ansvar.
Et signal, vi ikke har råd til at sende
Når en sygeplejerske, tekniker, it-specialist eller leder engagerer sig i Hjemmeværnet eller beredskabet, bringer vedkommende ikke kun uniformeret arbejdskraft. De bringer kompetencer, lokalkendskab og erfaringer, som også styrker deres civile arbejdsplads.
At nægte kommuner mulighed for at bakke op om dette engagement sender et uheldigt signal: At samfundssind er noget, man må dyrke på trods af systemet – ikke med systemets opbakning.
I en tid, hvor politiske hensigtserklæringer hylder frivillighed og national modstandskraft, fremstår denne praksis som et levn fra en anden tid, hvor sikkerhed udelukkende blev betragtet som en statslig kerneopgave uden lokal forankring.
Behov for politisk handling
Problemet kan ikke løses administrativt alene. Det kræver, at Christiansborg forholder sig aktivt til, hvordan opgavefordelingsprincippet anvendes i en sikkerhedspolitisk virkelighed, der har ændret sig markant.
Enten må reglerne præciseres, så støtte til ansatte i uniform eksplicit anerkendes som et legitimt bidrag til totalforsvaret. Eller også må der skabes en klar undtagelse, der gør det muligt for kommuner at støtte medarbejdere, som påtager sig samfundskritiske roller i Forsvaret, Hjemmeværnet og det statslige beredskab.
Hvis ikke, risikerer vi, at velvilje og engagement langsomt slides ned af systemets egne benspænd.
Og det har Danmark ganske enkelt ikke råd til.