I begyndelsen af 2026 offentliggjorde den canadiske regering sin første omfattende forsvars- og industristrategi, med et klart formål: at styrke landets forsvarsevne ved at bygge en robust, konkurrencedygtig og innovativ forsvarsindustri. Strategien, med titlen Security, Sovereignty and Prosperity, forsøger at koble national sikkerhed med industriel kapabilitet og økonomisk vækst — et paradigmeskifte, som kan inspirere forsvars- og sikkerhedspolitiske kredse i Europa, herunder Danmark.
Et strategisk svar på nye trusselsbilleder
Strategien tager afsæt i, at 2020’ernes sikkerhedspolitiske landskab er fundamentalt ændret:
- Konventionel statslig aggression er vendt tilbage i Europa.
- Afhængighed af globale forsyningskæder rummer sårbarheder.
- Teknologisk rivalisering — især inden for AI, cyber, rum og autonome systemer — intensiveres.
Den canadiske tilgang forsøger at skabe en sammenhængende industriel rygmarv under forsvarssektoren, hvor sikkerhed, suverænitet og velstand ikke blot er politiske slagord, men konkrete mål for industriel transformation.
Strategien i korte træk
Den officielle strategi bygger på fem centrale indsatsområder:
- Fornyet regerings-erhvervsrelation – styrket dialog, langsigtet planlægning og bedre forståelse af industriens kapacitet og behov.
- Strategiske indkøb – et nyt Defence Investment Agency skal anvende en klar “Build-Partner-Buy”-ramme for at prioritere canadiske leverandører, hvor det er muligt.
- Målrettede investeringer – fokus på forskning, udvikling og skalering af teknologi med dual-use potentiale.
- Sikring af essentielle forsyningskæder – adgang til kritiske materialer og komponenter med relevans for forsvarsproduktion.
- Partnerskaber regionalt og internationalt – både med nordiske og transatlantiske allierede, samt med canadiske mindre regioner og nordområder.
Strategien sigter mod, at op mod 70 % af canadiske forsvarsindkøb skal gå til indenlandske leverandører i løbet af det næste årti — et ambitiøst mål, som langsigtet kan ændre balancen i Canadas industrielle landskab.
Impulser til dansk forsvarsindustripolitik
For Danmark rejser Canadas strategi flere relevante spørgsmål:
🔹 Hvordan sikrer vi robusthed i vores egen forsvarsindustri?
Danmark har stærke nichekompetencer (maritime systemer, drone- og sensorsystemer, cyber), men er samtidig afhængig af globale leverandører til store platformsprogrammer. Canadas fokus på indenlandske kapabiliteter udfordrer os til at tænke mere strategisk om forsyningssikkerhed, ikke blot for enkeltprojekter, men som samlet kapabilitet for totalforsvaret.
🔹 Kan strategiske indkøbsrammer styrke industriel vækst?
Den canadiske “Build-Partner-Buy”-model signalerer et skifte fra ad hoc-anskaffelser til langsigtede industrielle partnerskaber. I Danmark har debatten om mere dansk indhold i forsvarsindkøb været tilbagevendende — Canadas erfaringer kan være et værdifuldt komparativt case-studie.
🔹 Hvad betyder dette for NATO-samarbejdet?
En stærkere canadisk industri giver større bidrag til NATO’s kollektive evner, især hvis det kombineres med eksport til allierede. For Danmark og andre europæiske NATO-lande åbner dette muligheder for dybere industrielle samarbejder i fælles forsvarsprojekter.
Sammenhæng mellem sikkerhed og økonomi
Et centralt budskab i Canadas strategi er, at økonomisk vækst og national sikkerhed ikke er adskilte størrelser, men to sider af samme sag. Ved at investere i teknologisk innovation og sikre industrielle kapaciteter forsøger regeringen at bygge suverænitet gennem produktivitet.
I en tid hvor forsyningskæder ofte beskrives som globale “black boxes”, kan denne tilgang inspirere danske beslutningstagere til at genoverveje, hvordan vi balancerer effektivitet med robusthed — både i forsvar og i kritiske civilt-militære teknologier.
Konklusion
Canadas nye forsvars-industristrategi repræsenterer ikke blot et nationalt kapabilitetsløft, men et paradigmeskifte i måden, man tænker forsvar, industri og suverænitet på. For Danmark — som står midt i sin egen forsvarsmodernisering og industrielle udvikling — er der klare læringspunkter, ikke mindst i relation til strategiske indkøb, forsyningssikkerhed og langsigtet partnerskabsopbygning.