Danmark mangler soldater. Ikke om fem år. Nu.
Alligevel taler vi om rekruttering, som om det primært handler om de unge: “De gider ikke forpligte sig.” “De vil hellere have frihed.” “De er ikke robuste nok.”
Det er en bekvem forklaring. Og den er forkert.
Rekrutteringskrisen i Forsvaret er ikke et generationsproblem. Det er et politisk, strukturelt og ledelsesmæssigt problem, som vi har opbygget over årtier.
Man kan ikke spare sig til loyalitet
Siden Den Kolde Krig har vi systematisk signaleret, at Forsvaret var noget, man kunne skrue op og ned for. Noget, man kunne skære i. Noget, der kunne vente.
Og nu er vi overraskede over, at unge mennesker ikke står i kø for at binde deres liv til en institution, som samfundet selv har behandlet som sekundær?
Man kan ikke forvente engagement, hvis man i årevis har leveret politisk tøven, uklare ambitioner og et konstant “vi ser på det”.
Rekruttering uden respekt virker ikke
Unge i dag mangler ikke vilje. De mangler mening og troværdighed.
De spørger:
- Hvad er opgaven?
- Hvad koster den mig – menneskeligt?
- Hvad får jeg igen – fagligt og livsmæssigt?
Og her falder systemet igennem.
Vi markedsfører Forsvaret som et kald, men organiserer det som et bureaukrati.
Vi taler om fleksibilitet, men tilbyder ufleksible karriereveje.
Vi taler om stolthed, men lader erfarne folk forlade systemet i stilhed.
Fastholdelse er den største fiasko
Den mest afslørende del af rekrutteringskrisen er ikke, hvor få der kommer ind – men hvor mange der går ud.
Dygtige befalingsmænd. Specialister. Officerer.
Folk, der gerne ville have fortsat – men som ikke kunne få familieliv, forudsigelighed og arbejdsvilkår til at hænge sammen.
Når erfarne mennesker forlader Forsvaret, er det ikke et generationssvigt.
Det er et ledelsessvigt.
Totalforsvar – kun i festtalerne
Vi taler om totalforsvar, men handler som om Forsvaret alene skal bære byrden.
Reservister, hjemmeværn, civile specialister og midtkarriereskift bliver behandlet som plan B – ikke som en integreret del af løsningen.
Hvis vi mente totalforsvar alvorligt, ville vi:
- Gøre det let at gå ind og ud af Forsvaret
- Anerkende deltid, pauser og parallelle karrierer
- Opbygge livslange relationer – ikke kortsigtede kontrakter
Det ubehagelige spørgsmål
Sandheden er, at vi ikke har et rekrutteringsproblem.
Vi har et prioriteringsproblem.
For hvis Forsvaret virkelig er fundamentet for vores sikkerhed, frihed og suverænitet – hvorfor behandles det så stadig som en særsektor, man kan justere efter stemningen?
Unge vælger ikke Forsvaret fra.
De vælger det samfund fra, som ikke har besluttet sig for, om Forsvaret faktisk betyder noget.
Og før vi svarer ærligt på det spørgsmål, hjælper hverken kampagner, værnepligtsudvidelser eller nye slogans.