Mandag den 26. januar deltog NATOs generalsekretær Mark Rutte i en fælles udveksling af synspunkter med medlemmer af Europa-Parlamentets Committee on Security and Defence (SEDE) og Committee on Foreign Affairs (AFET) i Bruxelles. Mødet blev gennemført i samarbejde med Europa-Parlamentets delegation for relationer til NATO Parliamentary Assembly – et forum, der forbinder EU-lovgivere med NATO-politik og parlamentarisk kontrol.
Formålet med sessionen var at styrke dialogen mellem NATO og EU-lovgivere og drøfte de fælles udfordringer, alliancen står over for i lyset af Ruslands fortsatte aggression mod Ukraine, voksende geopolitiske spændinger og debatten om Europas strategiske autonomi.
Rutte understregede over for medlemmer af Europa-Parlamentet, at tæt samarbejde mellem NATO og EU er afgørende — både for at forbedre militær mobilitet, styrke forsvarsindustrien og sikre koordinering om støtte til Ukraine. Hans budskab pegede på, at alliancen fungerer bedst, når transatlantiske og europæiske institutioner arbejder tæt sammen om kapacitetsopbygning, politisk koordinering og militære evner.
Samtidig advarede generalsekretæren mod forestillingen om, at Europa i fremtiden kan forsvare sig fuldstændigt uden USA. “Hvis nogen tror, at EU eller Europa som helhed kan forsvare sig uden USA, så bliv ved med at drømme,” slog Rutte fast i sit indlæg, og pointerede samtidig, at den transatlantiske forbindelse fortsat er kernen i euro-atlansk sikkerhed.
Debatten omkring europæisk strategisk autonomi er intensiveret i kølvandet på internationale spændinger, herunder kontroverser om amerikansk politik over for Grønland og krav om øget europæisk forsvarsproduktion. Rutte afviste dog ideen om en separat europæisk hær som ineffektiv og potentielt skadelig for alliancens sammenhængskraft, idet det kan føre til redundans og svækkelse af kollektive ressourcer.
Dette møde i Europa-Parlamentet viser, hvor central dialogen mellem NATO og europæiske beslutningstagere er — ikke kun om traditionelle forsvarsparametre, men også om, hvordan transatlantiske institutioner bedst strukturerer samarbejde i en tid med både konventionelle og hybride trusler.