USA kan løbe tør for ammunition i en moderne højintensiv krig. Det er ikke længere en teoretisk mulighed, men en erkendelse, der i stigende grad deles i Washington. Erfaringerne fra Ukraine-krigen og den aktuelle konflikt med Iran viser, hvor hurtigt selv verdens stærkeste militær kan bruge enorme mængder missiler og ammunition. Denne erkendelse har vidtrækkende konsekvenser – ikke kun for USA’s militær, men for forsvarsudvikling, industri og erhvervspolitik i hele Vesten.
En strategisk vækkelse i Washington
I årtier har amerikansk militær overlegenhed været baseret på teknologi, præcision og global rækkevidde. Men i dag vokser en ny erkendelse frem: evnen til at føre krig over tid afhænger i stigende grad af industriel kapacitet.
Krigen i Ukraine har vist, at moderne krig er ekstremt materielintensiv. Artilleriammunition forbruges i titusindvis hver uge, og droner anvendes i så stort antal, at de reelt fungerer som en ny form for forbrugsammunition. Samtidig har konflikten med Iran understreget, hvor hurtigt avancerede lagre af præcisionsvåben kan blive reduceret.
Det centrale spørgsmål er derfor ikke længere kun, hvem der har de bedste våben – men hvem der kan producere flest.
Fra teknologisk krig til industriel krig
Vestlige forsvar har siden Den Kolde Krig været baseret på en model, hvor kvalitet skulle erstatte kvantitet. Få, avancerede systemer skulle sikre overlegenhed.
Denne model er under pres.
En FPV-drone til få tusinde dollars kan ødelægge materiel til millioner. Et luftforsvarsmissil til flere millioner dollars kan blive brugt mod en billig drone. Resultatet er et voksende økonomisk pres, hvor selv rige stater kan blive udfordret.
Krigen er dermed ikke kun militær – den er også industriel og økonomisk.
USA’s industrielle udfordring
USA’s forsvarsindustri er fortsat verdens mest avancerede. Men den er ikke nødvendigvis dimensioneret til en langvarig stormagtskrig.
Produktionen af mange våbensystemer er kompleks og foregår i relativt små serier. Det gælder både kampfly, ubåde og missiler. Samtidig er forsyningskæderne blevet mere sårbare efter årtiers globalisering og effektivisering.
Den aktuelle udvikling har derfor skabt en ny prioritet i Washington: genopbygning af den industrielle base.
Kina og den strukturelle udfordring
Den strategiske udfordring for USA forstærkes af Kina.
Kina har opbygget verdens største industriproduktion og en betydelig kapacitet inden for blandt andet skibsbygning. I en længere konflikt kan evnen til hurtigt at producere og erstatte materiel blive afgørende.
Det betyder, at stormagtskonkurrence i stigende grad også er en konkurrence mellem industrielle systemer.
Konsekvenser for Europa og erhvervslivet
Denne udvikling har direkte konsekvenser for Europa.
Hvis USA ikke kan føre en langvarig krig alene, bliver NATO’s samlede industrielle kapacitet afgørende. Det betyder, at europæisk forsvarsindustri får en langt større strategisk rolle.
For erhvervslivet åbner det nye muligheder. Efterspørgslen efter:
· ammunition
· droner og ubemandede systemer
· sensorer og software
· maritime og industrielle løsninger
forventes at stige markant.
Samtidig bliver grænsen mellem civil og militær teknologi stadig mere flydende.
Policy: hvad skal der ske nu?
Den nye erkendelse kræver politisk handling.
For det første skal produktionen af ammunition og kritiske systemer øges markant. For det andet skal samarbejdet mellem stat og industri styrkes. For det tredje skal militære doktriner tilpasses en virkelighed, hvor masse og økonomi igen spiller en central rolle.
Konklusion
USA er fortsat verdens stærkeste militærmagt. Men styrke i dag handler ikke kun om teknologi – det handler om udholdenhed.
Evnen til at føre krig over tid afhænger af fabrikker, forsyningskæder og produktion. Derfor er den vigtigste erkendelse i Washington netop nu denne:
USA kan skyde sig tom.